Denmark’s next clothing designer

Morten Ussing studieadjunkt og værkstedsansvarlig på syning og tilskæreværkstedet. Han er ansat 80% på Designskolen Kolding og har desuden sit studio i København, hvor han fremstiller tøj på bestilling. Hans kreationer ses ikke sjældent på den røde løber.
At gøre sig umage, synes at være Mortens mantra, han siger det i al fald igen og igen, mens han viser rundt mellem symaskiner og overlockmaskiner, som står på snorlige rækker, ligesom han pointerer, at der skal være orden på værkstedet. Han tolererer kreativt rod, men ikke rod, fordi man ikke gider rydde op efter sig.

“Vi har et fantastisk værksted”, siger han og viser mig mønsterkonstruktionsprogrammet CLO3D og den tilhørende plotter til at plotte og skære mønstre. “Vi veksler mellem det analoge og det digitale, selv er jeg ret gammeldags og vil gerne arbejde med papirmønstre, men fordelen med CLO3D er, at man kan scanne sine papirmønstre ind og foretage tilretninger på computeren. Det foregår ved hjælp af en avatar, som iklædes ens kreation, man indtaster tekstiltype og vægt, derefter kan man se, hvordan det pågældende stykke tøj vil falde, og foretage sine justeringer.

Det er et godt værktøj at beherske, hvis man skal arbejde med produktion. CLOD3D kan reducere antallet af produktionssamples, som skal sendes frem og tilbage mellem designafdeling og produktionssted – derved spares både tid og ressourcer.”

Han fortsætter: “Jeg går meget op i håndværket. Der bliver fremstillet så meget dårligt tøj i verden, og for at gøre det bedre skal man have viden.

Her på skolen nurser vi eleverne ret meget, og de kan derfor godt blive forundrede, når jeg stiller op med mine høje standarder og krav om, at de skal gøre sig umage. Det er ikke hensigten, at de skal blive fuldbefarne skræddere. Er det dét, de vil, skal de søge en skrædderskole, men de skal kende til processerne, og de skal lære at eksperimentere og frem for alt lære ikke at lade sig slå ud af fejl.”

Du er ansat her 80% og driver virksomhed ved siden af. “Ja, jeg arbejder meget i perioder, jeg ser det lidt som mit adelsmærke at være dedikeret. Det tøj, jeg laver, egner sig ikke til at være kommercielt. Jeg har prøvet, men efter nogle år i branchen har jeg indset, at jeg ikke rigtig trives med atmosfæren og præmissen, som overordnet set handler mere om samarbejder og influencers end om kvaliteten af det, man laver.

Jeg døde lidt på det.
Jeg var her først som gæsteunderviser, inden jeg blev ansat. Det giver mig så meget på det personlige plan. Desuden kan jeg forandre mere i modebranchen her, end jeg kan som enmandshær.
Nu syr jeg bestillinger i mit studio, det passer mit temperament og min stil ret godt.”

Anna og Marie er førsteårsstuderende på beklædning

På første semester undervises de studerende fra alle linjer i komposition, konstruktion og form. De studerende får en introduktion til og træning i færdigheder inden for rumlig skitsering, komposition samt formanalyse og formudvikling.
Forløbet afsluttes med et mindre formudviklingsforløb, hvor de afprøver færdighederne i en designfaglig kontekst inden for deres eget fagområde.

Vi mødes ved det store bord på skræddersalen, hvor de fremviser resultatet af kurset.

Anna står foran en lille gine med en kappe formet af to halvcirkler. Hun fortæller, at hun er meget interesseret i kostumer og var sikker på, at det var den vej, hun ville gå, da hun søgte ind.

Lever uddannelsen op til dine forventninger?, spørger jeg. “Her er ret meget, som jeg havde forestillet mig, men min vej begynder at ændre sig. Jeg troede, at jeg var urokkelig omkring kostumer. Nu, hvor vi har lært forskellige analysemetoder og lært at målrette i forhold til brugergrupper, får jeg mere retning på mit design og lyst til at lave andre typer af tøj også.
Vi er netop begyndt at arbejde med sy-teknikker. Jeg har syet længe, men ikke som man gør her. Nu lærer jeg, hvordan er krave skal tilskæres og sys, så den lægger sig smukt ned. Tidligere havde jeg meget spildstof, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle lægge mønsterdelene på stoffet, også det er blevet bedre. Jeg begynder at blive lidt nørdet, det havde jeg ikke forudset ville ske.”

Marie skal være modedesigner, hun har altid drømt om eget firma, og sådan drømmer hun stadig, “i hvert fald endnu”, siger hun. “Jeg interesserer mig for tøj, som kan ændre sin form og funktion ved at tilføje dele eller tage dele af. Det er noget af det, jeg gerne vil arbejde videre med, mens jeg går her.”

Jeg får øje på hendes støvler, som ved nærmere eftersyn består af støvler købt i en genbrugsbutik tilføjet et støvleskaft, som hun selv har konstrueret og syet.

“Læringskurven er stejl”, siger Marie. “Jeg kan allerede se, at det, jeg designer, er blevet bedre, jeg øver mig på at starte vildt og siden destillere for at ende med et skarpt resultat.”

Mathilde og Victor er andetårsstuderende på beklædning

Victor vil ikke fotograferes, men gerne tale om sin interesse for tøj, som han har haft, så længe han erindrer. Ikke sådan at forstå, at han har syet tøj, og interessen har ikke været trendbaseret, mere båret af forfængelighed. I gymnasietiden en optagethed af finde sin egen stil, forklarer han.

Han har også altid tegnet, for sjov, men også spillet fodbold. Da det gik op for ham, hvor mange ting han skulle give afkald på, hvis han satsede på fodbold, lod han bolden fare.

Et tilfældigt facebookopslag sendte ham på tegnekursus i hans sabbatår efter gymnasiet. “Jeg blev hurtigt rigtig dygtig”, fortæller han, “succesen var motiverende og ledte til, at jeg søgte ind her, for tænk, hvis min interesse kunne blive til mit arbejde. Jeg ved ikke, om det er det her, jeg skal lave resten af mit liv, men jeg gør mig al den umage, jeg kan, så får vi se. Jeg kan stadig godt lide at tegne. Det er mentalt hårdt arbejde med at konstruere og sy, fordi jeg ikke er så god endnu, men jeg ved, at jeg skal igennem det.
Jeg er meget konceptuel i mit udtryk; for at tøj skal interessere mig, skal der være en dybere mening, som rækker ud over det visuelle”. Victor fremviser en oversized unisex-overdel à la fodboldtrøje fremstillet af satin. “Tanken er at den skal sys af silke”, forklarer han, “den er et miks af signaler. Det interesserer mig at undersøge, om man kan neutralisere den symbolik, som et stykke beklædning har, og de kulturkløfter, det genererer, ved at blande flere stereotyper sammen.”

Mathilde siger: “Designprocessen bliver hurtigt ret personligt, og at evaluere en opgave kan blive som en stor psykoanalyse; det er derfor, det er interessant, men også så hårdt
Man skal nok lære at være knap så personlig, når man kommer ud.”

“Jeg er i gang med det projekt, jeg skal til eksamen i til januar – til min kollektion arbejder jeg digitalt med tryk; det tager tid, fordi der er meget at lære også om trykprocessen. Her henter jeg hjælp på tekstilværkstedet.

Konceptet handler om den digitale verden, og om hvor hurtigt den udvikler sig. Det er meget komplekst, og lige nu er jeg lidt forvirret, fordi der er så mange veje, man kan gå.
Mit motiv er kæmpestore pixler – da jeg var lille, havde jeg mine forbilleder i de spil, jeg spillede.

Det her er det første projekt, hvor jeg forholder mig til bæredygtighed – men først langt inde i processen. Der er mange ting, man kan forholde sig til i forhold til materialevalg og produktionsprocesser, men også i form af at skabe tøj, som er beregnet til at blive brugt længe.

Min jakke og min overdel er begge ret store, og man kan vokse i dem. Mode som noget, der skifter hurtigt, synes jeg ikke er særligt charmerende, jeg er mere optaget af tøjet som noget, der hænger sammen med og spejler ens identitet.”