EELGRASS
From bookazine no. 2, which has long been sold out, I have put all the articles from this issue online. You can find the full-text articles here #bookazine2
March 2020
Facts
A Petersen Collection & Craft is run by Anders Petersen and Kari Svarre. The company aims to promote the connection between design and craft. A. Petersen makes and sells furniture designed for a global market.
Chris L. Halstrøm is a furniture designer
Chris works with companies such as the Danish firms A. Petersen Collection & Craft, Skagerak and Design Within Reach. She has a studio in Copenhagen, and together with Margrethe Odgaard, who is a textile designer specializing in colour, she is part of the design duo Included Middle. Her designs are simultaneously down to earth and experimental. She takes a humble approach to her trade and is particularly interested in the linkage between design and craft.
Lærke Lillelund is a textile designer
Is 27 years old. She was born and raised in the Danish town of Hasselager and attended upper secondary school in Skanderborg. She has a bachelor’s degree in textile design from the Savannah College of Art and Design (SCAD), lives in Copenhagen, works part-time at A. Petersen and freelances for Weirdwear and 10Tons. Lærke also has her own workshop.
Who is using eelgrass as stuffing?
In recent years, I had come across the concept of a ‘seaweed mattress’ several times. It began when I was writing about the furniture factory Getama, which makes Wegner furniture and mattresses. When I searched the archives I found that the company was founded by the cabinetmaker Carl Pedersen in 1899 under the name Gedsted Tang og Madrasfabrik (Gedsted Seaweed and Mattress Factory). Much seaweed has washed ashore since 1899, and Getama has long since stopped making seaweed mattresses in Gedsted. During my search I discovered that seaweed mattresses were once produced in many places throughout Denmark. I also learned that seaweed was once used as stuffing in furniture. That makes sense, particularly because it has fire-retardant properties.
That is all history now, but then I came across a modular sofa at A. Petersen Collection & Craft, designed and produced in the workshop in Copenhagen and stuffed with seaweed or, as it is properly called, eelgrass. The sofa was designed by Chris L. Halstrøm.
‘Who is using eelgrass as stuffing?’ I asked Kari and Anders, who are behind A. Petersen, since I wanted to know more about the process. ‘Lærke Lillelund,’ they told me. ‘Do you want her number?’
‘Could you show me the process,’ I texted Lærke, and soon, we were on our way to the island of Møn to visit Kurt and Karsten Schierup, father and son, a.k.a. Møn Tang, the company where Lærke and A. Petersen get their eelgrass.
An excellent set-up for a good talk: a one-and-a-half-hour drive through a landscape that only gets more beautiful, the closer we get to our destination.
To Kentucky and back
We chatted about this and that. Lærke told me she used to play football (soccer); in fact she was on the national under-21 team when she was in upper secondary school.
She explained that she also knew that she wanted to train for a creative profession. The path she mapped out for herself went from upper secondary school to a gap year and then to an application to the clothing or textile line at Kolding Design School.
The gap year turned into two and was spent playing football in Columbia, Kentucky, and on a journey to Australia and Asia.
As we move through the early morning traffic south of Copenhagen, Lærke describes how she travelled alone, at 19 years of age, on her first trip to the United States. A plane delay kept her stranded in the airport in New York for some time, so she needed to contact her American coach to update him on her time of arrival. He was expecting to pick her up from the airport in Nashville, two hours’ drive from Columbia. This was before smartphones did international roaming, so she needed to use a pay phone.
She had no cash, and when she was about to withdraw some from the ATM, she discovered that she had left her credit card behind in Denmark.
Long story short, she was able to borrow a computer and go online. Despite the time difference, she reached a former classmate through Facebook who contacted her mother, who in turn made the necessary calls. The full story has additional details that illustrate how most people are happy to help if we reach out to them.
It is also the story of a woman who, then as now, is good at finding solutions. ‘Especially if there is a goal and a deadline,’ she says, when I ask if the energy she saw in the world of sports is also present in her current work with design? ‘Being an elite athlete builds discipline. You keep at it until you achieve your goal,’ says Lærke. ‘That attitude is definitely useful in the design business too.’
As the morning rush-hour traffic begins to thin out, and open landscapes line the road, Lærke continues her story: ‘When I was back in Denmark in 2013, after my time in Kentucky and my trip to Asia, I applied to Kolding Design School. I wasn’t quite done with the US, though, nor with soccer, so I also applied to the Savannah College of Art and Design (SCAD) in Savannah, Georgia, where I applied for an athletic scholarship, hoping that I might finance my studies that way. I was accepted both in Kolding and in Savannah and was recruited for the school’s soccer team, so I figured that since there would be many people in Denmark with a degree from Kolding Design School, a degree from SCAD would put me in a unique position!’
She ended up spending three years with professional college soccer, combined with design studies. ‘Everyone who was on the soccer team was studying creative subjects, film, industrial design, textile, fashion, animation, graphic design and so forth. In that sense, soccer gave me a network across the different courses and programmes.’
The education at SCAD is structured around many workshop courses and some general courses. It is not nearly as academic as design programmes in Denmark, which suited Lærke well. ‘It was a good time,’ she says. I wonder if the aesthetic was very different in Savannah than it is in Denmark. ‘It’s difficult to point to specific differences,’ says Lærke, ‘but when I look at my portfolio, I can see that it’s really noisy! It’s hard to say, though, whether that’s simply because I was exploring myself and my own aesthetic or because I was influenced by another culture.’
Despite her educational network in United States, Lærke was not tempted to following suit when most of the people from her class at SCAD chose to move to New York after taking their bachelor’s degree in 2016. Instead, Lærke chose to return to Denmark.
Returning in a ‘unique position’, because no one in Denmark had ever heard of SCAD, which is highly regarded in the United States. Education provides a network and access to job opportunities.
Even for someone with a network, design jobs are not easy to find. Without a local network, it takes a great deal of creativity and stamina to find your way.
Lærke is pretty good at finding her way.
In the meantime, we have reached the town of Præstø in southern Zealand, where Kurt Schierup lives, and been redirected to the town of Askeby on Møn, where his son Karsten lives, and where the production facilities and storeroom are located. I drive, Lærke navigates.
As we move through the landscape, taking turns to exclaim at the beauty of the scenery, Lærke continues her story about how she came to stuff eelgrass mattresses at A. Petersen.
Lærke explains that initially, she struggled to find her footing in Denmark. She had no idea how to go about finding an opening. After a year spent on job hunting, a little freelancing, a great deal of unskilled work and a traineeship as a fashion pattern designer, which made it clear to her that commercial fashion was not the right place for her, she decided that further education had to be the way to go.
She looked into several options, including the scenography programme at the Danish National School of Performing Arts, where she made it as far as the final stage where two students were selected among four applicants. Lærke was not accepted, and during the process she realized that her interest lies much more with object design than with spatial design. She also became more and more interested in acquiring craft skills and was fascinated by the idea of producing her own designs. She applied to get into the basic training programme for furniture upholsterers and was accepted.
Training to become a furniture upholsterer includes courses at the school combined with several shorter traineeships and one longer one. It was in connection with a traineeship that Lærke first contacted A. Petersens furniture upholstery workshop.
She was biking through Copenhagen, as she often does, passed by A. Petersen’s workshops, shop and gallery in Kløvermarksvej and was drawn inside by an exhibition on Japan.
Chatting with Anders and Kari, Lærke saw the potential of the place. They, in turn, saw her potential and arranged for a week-long traineeship.
For various reasons, she did not go on to apprentice with the firm but instead worked part-time alongside the trained furniture upholsterer in the workshop. Since practice makes perfect, that is a good solution, says Lærke.
‘Furniture upholstery never follows a fixed recipe. You need basic knowledge of the key principles, you need flair, and you need experience, and I don’t care if I can claim to be a trained furniture upholsterer at the end of this. I am a textile designer with a wide range of craft skills in addition to my basic grasp of form, and I have long since realized that even if I may have set out with a dream of being mastering every single process of a given product, collaboration is preferable.’
Shortly after joining A. Petersen, on another trip through Copenhagen, this one taking her to Copenhagen’s Sydhavn (South Harbour) area, to the recycling concept Guldminen (the Gold Mine), Lærke happened to meet a woman who was using eelgrass as furniture stuffing. She has since been unable to track the woman down, but she had shown Lærke a path that she began to pursue.
After a while she pitched the idea to Anders, and although he was not immediately convinced, he remained open-minded and supportive. Anders and Kari made their network available to Lærke and also let her use the workshop facilities for her experiments.
Traditional eelgrass mattresses are no longer in use in modern furniture, so a technique would have to be developed from scratch.
Over a prolonged period Lærke explored the material and techniques with insightful guidance from several experts, including Kurt and Karsten’s eelgrass company on Møn, which she was introduced to through Kari and Anders’ network.
As it turns out, Lærke has both a good eye and tenacity, both on and off the football field. More than a year ago, A. Petersen launched Chris L. Halstrøm’s modular sofa, which is stuffed with eelgrass. It is very successful, both in Denmark and in the export market, and Lærke is now busy stuffing sofas. So busy in fact that she thinks she may soon have to train others to do eelgrass stuffing. At least if she is to continue to have time for other activities. In addition to her own projects, that includes her work as an assistant to Bente Nielsen, who runs the design and production company Weirdwear, which creates costumes and textile installations, primarily for advertising, film and stage production. She also works with Espen Horn, who makes zoological and botanical models for museums all over the world, including full-scape whales and dinosaurs and microorganisms as tall as houses.
Her collaboration with Bente and Espen also began as traineeships, concurrent with her basic training as a furniture upholsterer. Lærke appreciates these collaborations as much as she appreciates her job at A. Petersen.
In the long term, she would like to find more time to work on her own projects. Projects that have yet to find a clear form but which are gradually being born out of her creative urge and her sense of what feels like 100% Lærke.
A visit to the barn
We reach our destination, park in the muddy yard in front of the hen house and are waved inside the big barn, where we find Kurt and Karsten.
There is no end to the virtues they see in eelgrass. In construction, it has a wide range of positive properties: it has the same insulation effect as traditional insulation materials made of mineral wool. It has almost indefinite durability, which also makes it reusable. When scrapped, it 100% biodegradable. It has fire-retardant and antiseptic properties.
Moreover, the collection of eelgrass has a positive impact on the environment.
Eelgrass grows on the sea floor and has a formidable capacity for binding CO2. Every autumn, the plant sheds its leaves, which are a natural resource. Collecting the eelgrass before it decomposes on the beach prevents the CO2 that the plant has absorbed during its growth period from being released – it also prevents the stench of rotting seaweed!
Kurt tells me that he was virtually born into the industry. During his childhood in the 1950s he collected seaweed together with older family members on the island of Tærø, between Møn and Zealand. The seaweed was collected manually on the beach, and after drying it was pressed into bales by the company Kalvehave Tangexport (Kalvehave Seaweed Exports). During the early 20th century, Kalvehave Tangkompagni (Kalvehave Seaweed Company) collected some 500 tons of seaweed a year, which was sold on the domestic market and also made an important export. Then as now, the eelgrass was used for insulation, for thatching roofs and for mattresses and stuffing.
The collection of seaweed was discontinued, in part because much of the Danish seaweed was affected by disease, in part because plastic and synthetic fibres were poised to take over the market, as they had taken over so many others.
Eelgrass was all but forgotten. Not for Kurt, however. He never lost sight of it, although he made his living in other fields, including as the head of an activation project for people with little or no attachment to the labour market. As part of this project, with support from the EU’s Life programme, he established a collection of eelgrass.
(The EU’s Life programme supports initiatives og projects that promotes the EU’s environmental and climate policies. The funding is available to companies, public organizations and NGOs.)
After a few years, red tape and paperwork took up more time than Kurt was prepared to deal with, and since 2016, he has worked with his son Karsten in the family company Møn Tang (Møn Seaweed), which has a higher productivity.
The demand for eelgrass is currently rising, both in Denmark and abroad, with the growing awareness of the benefits of using natural and sustainable materials. It is in demand from both the construction industry and the furniture industry. In the furniture industry, it is used for stuffing, as Lærke does it, and many other purposes. Most recently I have seen it used to make a shell chair.
While we were there, a message came in that Møn Tang along with Realdania had received an award at the Fibre Awards exhibition in the Pavillon de l’Arsenal in Paris for their contribution to Det Moderne Tanghus (The Modern Seaweed House). (Det Moderne Tanghus, constructed with support from Realdania on the island of Læsø demonstrates how Læsø’s long-standing tradition for seaweed roofs can be used in contemporary, economically viable and environmentally sustainable construction with seaweed as a key construction material. Det Moderne Tanghus, built in 2013, is part of the project ’Tanghuse på Læsø’ (Seaweed Houses on Læsø) aiming to help preserve and develop the particular local architectural tradition).
No drawbacks? Not really, only challenges. Today, eelgrass is handled manually. It is collected along the coast when the wind has swept the shed leaves up onto the beach. Next, it is spread out on a field where the rain washes the sand and salt out of the material, which is then dried, like hay. Then it is sorted and packed. That is done in the barn, using old farming equipment. Currently, the machinery runs on diesel, but there are plans to convert to solar energy soon. Next, the dried eelgrass is sorted into different qualities and pressed into bales, sized to order, using an old baling press or one of the new self-built presses the Schierups have developed.
To keep up with demand, they need to bring in more labour and make the process more efficient, particularly the drying process. There are efforts underway to increase efficiency, while adding more workers and starting up projects around the country remains a vision at this point.
And the fields – how do they deal with all the salt that is washed out, I ask. The grass is greener in those fields, says Karsten, but the best part is that since they do not farm the fields, they are the perfect breeding ground for lapwings and larks!
Fakta
A Petersen Collection & Craft drives af Anders Petersen og Kari Svarre. Virksomheden er båret af et ønske om at være ambassadører for koblingen mellem design og håndværk. Under navnet AP. Serien fremstiller og sælger A. Petersen-møbler.
Chris L. Halstrøm er møbeldesigner
Chris arbejder med virksomheder som danske A. Petersen Collection & Craft, Skagerak og Design Within Reach. Hun har tegnestue i København, og sammen med Margrethe Odgaard, som er tekstildesigner med farve som speciale, driver hun designduoen Included Middle. Hendes design er på én gang jordnært og eksperimenterende, hun har en ydmyg tilgang til sit fag, og hun er optaget af koblingen mellem design og håndværk.
Lærke Lillelund er tekstildesigner
Hun er 27 år, født og opvokset i Hasselager og har gået i gymnasiet i Skanderborg. Har en bachelor i tekstildesign fra Savannah College of Art and Design (SCAD), hun bor i København, arbejder deltids hos A. Petersen og freelance for Weirdwear og 10Tons. Lærke har desuden et eget værksted.
Hvem polstrer med ålegræs?
Det seneste år er jeg flere forskellige steder stødt på begrebet tangmadras. Det startede, da jeg skulle skrive om møbelfabrikken Getama. De producerer dels Wegnermøbler, dels madrasser. Lidt søgen i arkiverne informerede mig om, at virksomheden blev etableret af snedker Carl Pedersen i 1899 under navnet Gedsted Tang og Madrasfabrik. Der er løbet meget vand i Limfjorden siden 1899, og for Getama er det for længst slut med at producere tangmadrasser i Gedsted. Jeg fandt ved den lejlighed ud af, at der har været produceret tangmadrasser flere steder i Danmark. Jeg fandt også ud af, at tang har indgået som fyld i polstermøbler. Det giver god mening, blandt andet fordi tang er brandhæmmende.
Det er alt sammen historie, men så dukkede der en modulsofa op hos A. Petersen Collection & Craft tegnet og produceret på værkstedet i København og polstret med tang eller mere korrekt benævnt med ålegræs. Sofaen er tegnet af Chris L. Halstrøm.
”Hvem polstrer med ålegræs?” forhørte jeg mig hos Kari og Anders, som står bag A. Petersen, da jeg ønskede at studere fænomenet nærmere. ”Det gør Lærke Lillelund,” lød svaret. ”Vil du have hendes nummer?”
”Vil du vise mig processen,” spurgte jeg snart Lærke på en sms, og kort tid efter var vi på vej til Møn for at besøge far og søn, Kurt og Karsten Schierup alias Møn Tang, som er den virksomhed, hvorfra Lærke og A. Petersen får ålegræs.
Man snakker godt, når man sidder dér ved siden af hinanden i bilen med udsigt til 1½ times transport og et landskab, som bliver smukkere og smukkere, jo tættere vi kommer på målet.
Kentucky tur-retur
Vi sludrede lidt i øst og lidt i vest. Lærke afslørede, at hun har spillet fodbold, faktisk har hun spillet så meget fodbold, at hun har været på ungdomslandsholdet under sin gymnasietid.
Samtidig har hun altid vidst, at hun ville uddanne sig ind i et kreativt erhverv, og den vej, som tegnede sig, så ud således: først gymnasiet, så sabbatår og derefter søge Kolding Designskole på beklædning eller tekstil.
Sabbatåret, som blev til 2 år, blev brugt på at spille fodbold i Columbia i den amerikanske delstat Kentucky og til en længere rejse til Australien og Asien.
Lærke fortæller med udsigt til morgentrafikken syd for København, hvordan hun som 19-årig rejste afsted alene uden at have været i USA før. En flyforsinkelse førte til et længere ophold i lufthavnen i NY, og hun skulle derfor kontakte sin kommende træner med nyt ankomsttidspunkt. Han var sat til at hente hende i lufthavnen i Nashville, to timer fra Columbia. Det var før smartphones med international dækning. Opkaldet skulle derfor foregå fra en mønttelefon.
Rede penge havde hun ikke, og netop da hun skulle hæve penge i automaten, viste det sig, at betalingskortet var glemt i Danmark.
Lang historie kort, hun fik lånt sig frem til en computer, som var på nettet. På trods af tidsforskellen fik hun gennem Facebook kontakt til en gammel kassekammerat, som kunne banke hendes mor op, og hendes mor kunne derefter tage de fornødne kontakter. Den historie er længere og indeholder mange fine detaljer om, at folk til syvende og sidst er glade for at hjælpe, hvis man rækker hånden ud.
Den indeholder også fortællingen om en kvinde, som dengang som nu er god til at finde løsninger. ”Især hvis der er et mål og en deadline,” siger hun selv, da jeg spørger, om der er noget af den energi, hun kender fra sportens verden, som hun genkender i sit arbejde i designbranchen? ”Man bliver disciplineret af at dyrke sport på eliteniveau. Man bliver ved, til man er i mål,” fortæller Lærke. ”Den indstilling er i al fald nyttig også i designbranchen.”
Mens morgentrafikken klinger af, og udsigten skifter til åbne landskaber, fortæller Lærke videre: ”Tilbage i Danmark i 2013 efter perioden i Kentucky og asienrejsen søgte jeg ind på Kolding Designskole. Jeg var dog ikke helt færdig med USA og ikke helt færdig med at spille fodbold. Jeg søgte derfor også optagelse på Savannah College of Art and Design (SCAD) i den amerikanske delstat Georgia og søgte samtidig et atletisk scholarship i forhåbningen om at kunne finansiere mit studie gennem at spille bold. Jeg kom ind både i Kolding og i Savannah og blev rekrutteret til skolens fodboldhold og ræsonnerede således: Der er mange i Danmark, som har en uddannelse fra Kolding Designskole. Hvis jeg tager en uddannelse på SCAD, så har jeg en særlig og enestående position!”
Det blev til 3 år yderligere med professionel college-fodbold kombineret med designstudier. “Alle på fodboldholdet studerede kreative fag, film, industrielt design, tekstil, mode, animation, grafisk design osv. På den måde gav fodbolden et netværk på kryds og tværs af de forskellige linjer og fagområder.”
Uddannelsen på SCAD er bygget op med mange værkstedsfag og nogle almene fag. Den er ikke nær så akademisk vinklet som designuddannelserne i Danmark, hvilket passede Lærke godt. ”Det var en god tid,” fortæller Lærke. Jeg spørger nysgerrigt, om æstetikken var meget anderledes i Savannah, end den er i Danmark. ”Det er svært at sætte en finger på, hvori det anderledes består,” svarer Lærke, ”men når jeg ser i min portfolio, kan jeg se, at den larmer! Det er dog svært at vide, om det bare er, fordi jeg udforskede mig selv og min egen æstetik, eller om jeg var under påvirkning af en anden kultur.”
På trods af sit uddannelsesmæssige netværk i USA lokkede det ikke Lærke at følge trop, da de fleste af hendes studiekammerater efter afslutningen på deres bachelor i 2016 valgte at flytte til NY. Lærke ville hjem til Danmark, og sådan blev det.
Tilbage i en ’enestående’ position, fordi ingen i Danmark havde hørt om SCAD, som i USA er en meget anerkendt skole. Uddannelse giver netværk og adgang til jobmuligheder.
Selv med netværk hænger jobbene i designbranchen ikke på træerne. Uden lokalt netværk kræver det virkelig meget kreativitet og råstyrke at finde sin vej.
Lærke er ret god til at finde vej.
Vi er i mellemtiden kommet til Præstø på Sydsjælland på, hvor Kurt Schierup bor, og vi er blevet omdirigeret og sendt videre til Askeby på Møn, hvor sønnen Karsten bor, og hvor produktions- og lagerfaciliteterne findes. Jeg kører, Lærke navigerer.
Mens vi bevæger os rundt i landskabet og skiftes til at lovprise naturens uendelige skønhed, fortæller Lærke videre om sin vej til at polstre ålegræsmadrasser hos A. Petersen.
Lærke fortæller, at den første periode tilbage i Danmark var lidt af en udfordring. Hun havde ingen anelse om, hvor hun skulle sætte ind for at få fagligt fodfæste. Efter et års tid med jobsøgning, lidt freelancearbejde, meget ufaglært arbejde og et praktikophold som mønsterdesigner i modebranchen, som tydeliggjorde for hende, at den kommercielle modeverden ikke passer hendes temperament, så bestemte hun sig for, at yderligere uddannelse måtte være vejen frem.
Flere muligheder blev undersøgt, blandt andet scenografilinjen på Den Danske Scenekunstskole, hvor hun var med i det sidste snævre opløb, hvor fire ansøgere skulle blive til to studerende. Lærke kom ikke ind og indså samtidig, at hendes interesse ligger meget mere i objekt end i rum. Hun fik samtidig mere og mere mod på at tilegne sig flere håndværksfærdigheder og var besnæret af tanken om selv at kunne producere sine design. Hun søgte grundforløbet som møbelpolstrer og blev optaget.
At uddanne sig til møbelpolstrer kræver foruden skoleopholdet først korte og siden et langt praktikforløb. Det var i den forbindelse, at Lærke første gang besøgte A. Petersens møbelpolstrerværksted.
Hun var på en af sine cykelture i København, kom forbi på Kløvermarksvej hvor A. Petersen har værksteder, butik og galleri og blev lokket indenfor af en japanudstilling.
Lærke kom i snak med Anders og Kari, indså stedets potentiale, og de indså hendes. Snart kom der en aftale i stand om en ugepraktik.
Af forskellige årsager blev det aldrig til en læreplads, men til en deltidsansættelse side om side med den uddannede møbelpolstrer, som er på værkstedet. I erkendelse af, at det er øvelse, som gør mester, så er det en god løsning, fortæller Lærke.
”Når man polstrer møbler, findes ingen helt faste opskrifter. Man behøver en basisviden om principperne, man skal have fingerspidsfornemmelse, og så er det i øvrigt erfaring, som tæller, og det betyder ikke noget for mig, om jeg kan kalde mig uddannet møbelpolstrer. Jeg er tekstildesigner med en bred vifte af håndværksmæssige færdigheder foruden min formsans, og jeg har for længst indset, at selvom jeg nok fra begyndelsen ønskede at blive mester og at bemestre alle processer i et givet produkt selv, så er samarbejde at foretrække.”
Kort tid efter ansættelsen hos A. Petersen, på en anden cykeltur, denne gang til Københavns Sydhavn til genbrugskonceptet Guldminen, stødte Lærke ved en tilfældighed på en kvinde, som talte om ålegræs som polstermateriale. Kvinden har hun ikke siden kunnet få kontakt til, men hun satte Lærke på et spor, som hun begyndte at forfølge.
Efter en tid introducerede hun tanken til Anders, som ikke straks var helt overbevist om ideens fortræffelighed, men dog nysgerrig og støttende. Anders og Kari åbnede deres netværk for Lærke, ligesom de stillede værkstedsfaciliteter til rådighed for hendes eksperimenter.
Ålegræsmadrassen, som man har kendt den tidligere, er ikke aktuel i moderne møbler, der fandtes altså ikke nogen teknik at tage udgangspunkt i.
Over en længere periode udforskede Lærke materiale og teknikker under kyndig sparring fra flere hold. Blandt andet blev hun gennem Anders og Karis netværk introduceret til Kurt og Karstens ålegræsvirksomhed på Møn.
Det har vist sig, at Lærke har både boldøje og talent for at blive ved og ved, også uden for fodboldbanen.
For mere end et år siden lancerede A. Petersen deres modulsofa, som er tegnet af Chris L. Halstrøm. Sofaen er polstret med ålegræs. Den har succes både i Danmark og på eksportmarkedet, og Lærke har fået travlt med at poslstre. Så travlt, at hun forestiller sig, at det snart bliver nødvendigt at lære andre op i at arbejde med ålegræs. I hvert fald hvis hun fortsat skal have tid til sine andre opgaver, som foruden egne projekter er at assistere hos Bente Nielsen, som driver virksomheden Weirdwear, en design- og produktionsvirksomhed, som laver kostumer og tekstile installationer, primært til reklame-, film- og teaterverdenen, og hos Espen Horn, som fremstiller zoologiske og botaniske modeller til museer verden over. Han har fx bygget hvaler og dinosaurer i fuld størrelse og har bygget mikroorganismer høje som huse.
Samarbejdet med Bente og med Espen blev også påbegyndt som ugepraktikforløb under den tid, hvor Lærke gik på grundforløbet på møbelpolstreruddannelsen. Lærke priser de samarbejder lige så højt, som hun priser jobbet hos A. Petersen.
På sigt må der også gerne blive mere tid til egne projekter. Projekter som endnu ikke helt har en tydelig form, men som langsomt fødes ud af skabertrang og af erfaring for, hvad der føles som 100 % Lærke.
På besøg i laden
Vi når frem til bestemmelsesstedet, parkerer på den mudrede gårdsplads foran hønsehuset og bliver vinket indenfor i den store lade, hvor Kurt og Karsten holder til.
Der er ingen ende på deres lovprisning af ålegræsset. I forhold til byggeindustrien har det mange positive egenskaber: Ålegræs har samme isoleringsværdi som traditionelle isoleringsmaterialer af mineraluld. Det har på det nærmeste uendelig holdbarhed og er derfor genanvendeligt. Hvis det skal bortskaffes, er ålegræsset 100 % biologisk nedbrydeligt. Det er brandhæmmende, og det er antiseptisk.
Også indsamlingen af ålegræsset har positiv indvirkning på miljøet.
Ålegræs gror på havbunden. Græsset har en formidabel evne til at binde CO2. Planten fælder sine blade i efteråret. De løse blade er en naturlig overskudsressource. Ved at samle ålegræsset, inden det komposterer på stranden, undgår man, at den CO2, som planten har optaget under sin vækst, føres tilbage, og man undgår tillige strande med lugten af rådden tang!
Kurt fortæller, at han nærmest er født ind i branchen. Som barn i 50’erne fiskede han tang sammen med ældre familiemedlemmer på øen Tærø, som ligger mellem Møn og Sjælland. Tangen blev samlet manuelt på stranden og efter tørring presset til baller af virksomheden Kalvehave Tangexport. I begyndelsen af sidste århundrede indsamlede ’Kalvehave Tangkompagni’ omkring 500 tons tang årligt. Tangen blev solgt på hjemmemarkedet og var tillige en stor eksportartikel. Ålegræsset blev dengang som nu brugt til isolering, som tækkemateriale, og til madrasser og polstring.
Tangindsamlingen stoppede, dels fordi en stor del af den danske tang blev ramt af sygdom, dels fordi plastick og syntetiske fibre stod klar til at overtage markedet på dette som på mange andre områder.
Ålegræsset gik næsten i glemmebogen. Dog ikke for Kurt, for ham har det aldrig været helt ude af syne, selvom han har ernæret sig på anden vis.
Han har blandt andet været leder af et aktiveringsprojekt for mennesker med svag eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. I det regi søsatte han under EU’s støtteordning Life en indsamling af ålegræs.
(Virksomheder, offentlige organisationer og NGO’er kan gennem EU’s Life-program få støtte til initiativer og projekter, der bidrager til at gennemføre EU’s miljø- og klimapolitik).
Efter nogle år blev det offentlige bureaukrati og det medfølgende papirarbejde mere omfattende, end Kurt brød sig om, og han har siden 2016 arbejdet sammen med sønnen Karsten i familievirksomheden Møn Tang. I det regi er det lykkedes dem at højne produktiviteten.
Efterspørgslen på ålegræs stiger nu både i Danmark og internationalt, i takt med at bevidstheden om brug af naturlige og bæredygtige materialer vokser. Det efterspørges både af byggebranchen og af møbelbranchen, hvor det som i Lærkes tilfælde bliver brugt som polstermateriale, men også indgår i mange andre sammenhænge. Senest har jeg set det som materiale i en skalstol.
Netop da vi var på besøg, tikkede en meddelelse ind om, at Møn Tang sammen med Realdania var blevet præmieret på Fibre Awards-udstillingen i Pavillon de l’Arsenal i Paris for deres bidrag til Det Moderne Tanghus. (Det Moderne Tanghus opført med støtte af Realdania på Læsø viser, hvordan man kan anvende Læsøs lange tradition for tangtage i nutidigt, økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt byggeri – med tang som det gennemgående byggemateriale. Det Moderne Tanghus, opført i 2013, er en del af projektet ’Tanghuse på Læsø’, der skal bidrage til at bevare og udvikle den særegne lokale byggeskik).
Ingen ulemper? Egentlig ikke, bare udfordringer. Arbejdet med ålegræsset, som det ser ud nu, er manuelt og håndholdt. Det samles på kyststrækningerne i lokalområdet, når vinden har blæst de afrevne blade op på stranden. Derefter bredes det ud på en mark, her får regnen lov til at vaske sand og salt ud af materialet, som derefter tørrer ligesom hø. Så kommer turen til sortering og pakning. Det arbejde foregår i laden på gamle landbrugsmaskiner. Lige nu dieseldrevne. De kører forhåbentlig snart på solenergi! Derefter presses det tørre ålegræs i forskellige sorteringer til baller i størrelse efter kundens ønske. Det foregår dels i en gammel ballepresse, dels i nye selvbyggede presseanordninger.
Hvis udbuddet skal følge med efterspørgslen, skal der flere hænder i gang, og der skal også effektiviseres, især i tørringsprocessen, sidstnævnte er i støbeskeen. Flere hænder og projekter andre steder i landet er en vision.
Og markerne – hvordan har de det med al den salt, som skylles ud, spørger jeg? Græsset er grønnere på de marker svarer Karsten, men det bedste er, at når vi ikke bruger markerne, så er de den perfekte yngleplads for viber og lærker!
Related stories
RESET MATERIALS
PLANT – PIGMENT – PALETTE
