EELGRASS

Hun søgte grundforløbet som møbelpolstrer og blev optaget. At uddanne sig til møbelpolstrer kræver foruden skoleopholdet først korte og siden et langt praktikforløb. Det var i den forbindelse, at Lærke første gang besøgte A. Petersens møbelpolstrerværksted. Hun var på en af sine cykelture i København, kom forbi på Kløvermarksvej, hvor A. Petersen har værksteder, butik og galleri, og blev lokket indenfor af en japanudstilling. Lærke kom i snak med Anders og Kari, indså stedets potentiale, og de indså hendes. Snart kom der en aftale i stand om en ugepraktik. Af forskellige årsager blev det aldrig til en læreplads, men til en deltidsansættelse side om side med den uddannede møbelpolstrer, som er på værkstedet. I erkendelse af, at det er øvelse, som gør mester, så er det en god løsning, fortæller Lærke.

“Når man polstrer møbler, findes ingen helt faste opskrifter. Man behøver en basisviden om principperne, man skal have fingerspidsfornemmelse, og så er det i øvrigt erfaring, som tæller, og det betyder ikke noget for mig, om jeg kan kalde mig uddannet møbelpolstrer. Jeg er tekstildesigner med en bred vifte af håndværksmæssige færdigheder foruden min formsans, og jeg har for længst indset, at selvom jeg nok fra begyndelsen ønskede at blive mester og at bemestre alle processer i et givet produkt selv, så er samarbejde at foretrække.”

Kort tid efter ansættelsen hos A. Petersen, på en anden cykeltur, denne gang til Københavns Sydhavn til genbrugskonceptet Guldminen, stødte Lærke ved en tilfældighed på en kvinde, som talte om ålegræs som polstermateriale. Kvinden har hun ikke siden kunnet få kontakt til, men hun satte Lærke på et spor, som hun begyndte at forfølge. Efter en tid introducerede hun tanken til Anders, som ikke straks var helt overbevist om ideens fortræffelighed, men dog nysgerrig og støttende. Anders og Kari åbnede deres netværk for Lærke, ligesom de stillede værkstedsfaciliteter til rådighed for hendes eksperimenter. Ålegræsmadrassen, som man har kendt den tidligere, er ikke aktuel i moderne møbler – det kunne Lærkes farmor, som selv har sovet på ålegræs bevidne – der fandtes altså ikke nogen teknik at tage udgangspunkt i. Over en længere periode udforskede Lærke materiale og teknikker under kyndig sparring fra flere hold. Blandt andet blev hun gennem Anders og Karis netværk introduceret til Kurt og Karstens ålegræsvirksomhed på Møn.

Det har vist sig, at Lærke har både boldøje og talent for at blive ved og ved, også uden for fodboldbanen. At undersøge og udforske fasen er nu fortid. For mere end et år siden lancerede A. Petersen deres modulsofa, som er tegnet af Chris L. Halstrøm. Sofaen er polstret med ålegræs. Den har succes både i Danmark og på eksportmarkedet, og Lærke har fået travlt med at polstre med ålegræs. Så travlt, at hun forestiller sig, at det snart bliver nødvendigt at lære andre op i at polstre med ålegræs. I hvert fald hvis hun fortsat skal have tid til sine andre opgaver, som foruden egne projekter er at assistere hos Bente Nielsen, som driver virksomheden Weirdwear, en design- og produktionsvirksomhed, som laver kostumer og tekstile installationer, primært til reklame-, film- og teaterverdenen, og hos Espen Horn, som fremstiller zoologiske og botaniske modeller til museer verden over. Han har fx bygget hvaler og dinosaurer i fuld størrelse og har bygget mikroorganismer høje som huse. Samarbejdet med Bente og med Espen blev også påbegyndt som ugepraktikforløb under den tid, hvor Lærke gik på grundforløbet på møbelpolstreruddannelsen. Lærke priser de samarbejder lige så højt, som hun priser jobbet hos A. Petersen.

På sigt må der også gerne blive mere tid til egne projekter. Projekter, som endnu ikke helt har en tydelig form, men som langsomt fødes ud af skabertrang og af erfaring for, hvad der føles som 100 % Lærke. Eget værksted har hun allerede.

Vi når frem til bestemmelsesstedet, parkerer på den mudrede gårdsplads foran hønsehuset og bliver vinket indenfor i den store lade, hvor Kurt og Karsten holder til. Der er ingen ende på deres lovprisning af ålegræsset. I forhold til byggeindustrien har det mange positive egenskaber: Ålegræs har samme isoleringsværdi som traditionelle isoleringsmaterialer af mineraluld. Det har på det nærmeste uendelig holdbarhed og er derfor genanvendeligt. Hvis det skal bortskaffes, er ålegræsset 100 % biologisk nedbrydeligt. Det er brandhæmmende, og det er antiseptisk. Også indsamlingen af ålegræsset har positiv indvirkning på miljøet. Ålegræs gror på havbunden. Græsset har en formidabel evne til at binde CO2. Planten fælder sine blade i efteråret. De løse blade er en naturlig overskudsressource. Ved at samle ålegræsset, inden det komposterer på stranden, undgår man, at den CO2, som planten har optaget under sin vækst, føres tilbage, og man undgår tillige strande med lugten af rådden tang!

Kurt fortæller, at han nærmest er født ind i branchen. Som barn i 50’erne fiskede han tang sammen med ældre familiemedlemmer på øen Tærø, som ligger mellem Møn og Sjælland. Tangen blev samlet manuelt på stranden og efter tørring presset til baller af virksomheden Kalvehave Tangexport. I begyndelsen af sidste århundrede indsamlede ‘Kalvehave Tangkompagni’ omkring 500 tons tang årligt. Tangen blev solgt på hjemmemarkedet og var tillige en stor eksportartikel. Ålegræsset blev dengang som nu brugt til isolering, som tækkemateriale og til madrasser og polstring. Tangindsamlingen stoppede, dels fordi en stor del af den danske tang blev ramt af sygdom, dels fordi plastik og syntetiske fibre stod klar til at overtage markedet på dette som på mange andre områder. Ålegræsset gik næsten i glemmebogen. Dog ikke for Kurt, for ham har det aldrig været helt ude af syne, selvom han har ernæret sig på anden vis. Han har blandt andet været leder af et aktiveringsprojekt for mennesker med svag eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. I det regi søsatte han under EU’s støtteordning LIFE en indsamling af ålegræs. (Virksomheder, offentlige organisationer og NGO’er kan gennem EU’s LIFE-program få støtte til initiativer og projekter, der bidrager til at gennemføre EU’s miljø- og klimapolitik).

Efter nogle år blev det offentlige bureaukrati og det medfølgende papirarbejde mere omfattende, end Kurt brød sig om, og han har siden 2016 arbejdet sammen med sønnen Karsten i familievirksomheden Møn Tang. I det regi er det lykkedes dem at højne produktiviteten. Efterspørgslen på ålegræs stiger nu både i Danmark og internationalt, i takt med at bevidstheden om brug af naturlige og bæredygtige materialer vokser. Det efterspørges både af byggebranchen og af møbelbranchen. I møbelbranchen benyttes ålegræsset som polstermateriale, dels indgår det i mange andre sammenhænge. Senest har jeg set det som materiale til en skalstol. Netop da vi var på besøg, tikkede en meddelelse ind om, at Møn Tang sammen med Realdania var blevet præmieret på Fibre Awards-udstillingen i Pavillon de l’Arsenal i Paris for deres bidrag til Det Moderne Tanghus. (Det Moderne Tanghus opført med støtte af Realdania på Læsø viser, hvordan man kan anvende Læsøs lange tradition for tangtage i nutidigt, økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt byggeri – med tang som det gennemgående byggemateriale. Det Moderne Tanghus, opført i 2013, er en del af projektet ‘Tanghuse på Læsø’, der skal bidrage til at bevare og udvikle den særegne lokale byggeskik).

Ingen ulemper? Egentlig ikke, bare udfordringer. Arbejdet med ålegræsset, som det ser ud nu, er manuelt og håndholdt. Det samles på kyststrækningerne i lokalområdet, når vinden har blæst de afrevne blade op på stranden. Derefter bredes det ud på en mark, her får regnen lov til at vaske sand og salt ud af materialet, som derefter tørrer ligesom hø. Så kommer turen til sortering og pakning. Det arbejde foregår i laden på gamle landbrugsmaskiner. Lige nu dieseldrevne. De kører forhåbentlig snart på solenergi! Derefter presses det tørre ålegræs i forskellige sorteringer til baller i størrelse efter kundens ønske. Det foregår dels i en gammel ballepresse, dels i nye selvbyggede presseanordninger. Hvis udbuddet skal følge med efterspørgslen, skal der flere hænder i gang, og der skal også effektiviseres, især i tørringsprocessen, sidstnævnte er i støbeskeen.

Flere hænder og projekter andre steder i landet er en vision. Og markerne – hvordan har de det med al den salt, som skylles ud, spørger jeg? Græsset er grønnere på de marker, svarer Karsten, men det bedste er, at når de ikke bruger markerne, så er de den perfekte yngleplads for viber og lærker!