Tale
fra lanceringen af HÅNDVÆRK bookazine d. 30. september 2022.
Jeg kan nu tælle til syv:
Til bords med HÅNDVÆRK
Tekstil
Hjem
Plantebaseret
Dekoration
Ressourcer
og nu Bygningshåndværk
Det at fremstille udgive og sælge bookaziner er at ligne med at være jonglør, hårekvilibrist, linedanser eller cirkusdirektør.
Sådan er det, fordi der er tale om lille virksomhed, hvor jeg laver interviews, skriver, fotograferer, forlæser, taler med agenter, distributører og kunder, foruden det løse.
Sådan er det også, fordi indholdet af et bookazine er en balance mellem magasinets relativt letfordøjelige underholdningsstof og bogens lyst til at oplyse, og måske endda ønske om at inspirere til forandring.
Mit stofområde tager afsæt i designbranchen. Mit formål er, med udgangspunkt i de mennesker, jeg portrætterer, at formidle en viden om, hvorfor og hvordan det, vi omgiver os med, bliver til – i hvert fald hvis der har været en håndværker til stede.
Det er ingen hemmelighed, at selv om vi, i hvert fald på vores breddegrader, er ret privilegerede, så er der mange, som ikke har det godt – er sårbare. Og der er meget af det, vi omgiver os med, bor i og spiser, som er blevet af ringere og ringere kvalitet gennem min levetid.
Samtidig har vi bevidstløst drevet rov på klodens ressourcer.
Vi har fjernet os langt væk fra det umiddelbart forståelige – det, man kunne kalde for det praksisnære – hen imod noget, vi har overbevist hinanden om er rigtigere og rigere.
Det kunne jeg godt tænke mig at være med til at vende op og ned på, og det er jeg heldigvis ikke ene om.
Min mission med HÅNDVÆRK bookazine er både at så frø og at pleje de frø, som allerede spirer.
Måske er jeg i virkeligheden mere gartner end hårekvilibrist!
Jeg vil gerne fortælle historier, som peger fremad,
Jeg vil gerne formidle en moderne, foranderlig håndværkspraksis.
Nogle gange kommer man hurtigst frem ved at se sig tilbage, andre gange må man gøre op med fortiden for at komme af sted.
Jeg vil fortælle om livsvalg, som er modige.
Jeg vil tilbyde andre spejlbilleder end dem, man traditionelt præsenteres for i livsstilspressen.
Og jeg vil gerne fortælle historier om mennesker, som både kan noget, ved noget og vil noget.
Mennesker, som har et praksisnært erhverv, og som taler af erfaring.
Ikke forstået som håndværkerne mod de intellektuelle – slet ikke.
Bare er jeg fuldstændig overbevist om, at en stor del af forklaringen på vores sårbarhed er fremmedgjorthed, affødt af, at det umærkeligt blev finere at forske i mode end at vide noget om at fremstille beklædning, og finere at tegne huse end at bygge huse.
De seneste år har der været en modbevægelse. Først blev det rockstjerne-coolt at være kok, så var det keramikernes og snedkernes tur.
HÅNDVÆRK og håndens arbejde har, om ikke haft momentum, så i al fald været på dagsordenen.
Jeg håber virkelig ikke, at den krise, vi befinder os i, tager livet af den trend; snarere håber jeg, at den forstærkes af krisen.
Ikke fordi jeg tror, at håndværk i sig selv er løsningen på noget som helst, men jeg ved, at håndværk og materialekendskab i en eller anden forstand er forudsætningen for enhver form for god løsning.
Jeg har gennem hele min karriere været optaget af æstetik – det er jeg stadig.
Bookazinerne tager afsæt i æstetik.
Som mange af jer ved, praktiserede jeg som designer i modebranchen.
Min erfaring med materialer og fremstillingsprocesser og med det at drive en virksomhed er min ballast, når jeg laver interviews.
Min ambition som designer er at skabe ro for øjet og dermed for sindet.
Da jeg designede tøj, var mit formål at få tøjet og bæreren af tøjet til at smelte sammen i et helhedsudtryk, i samklang med tiden, altså mode.
Jeg var optaget af form og af pasform, og jeg kunne ikke sidde bag nogen i teatret eller biografen uden at tænke på, hvordan jeg med et lille klip her og et lille vrid der kunne få skulder og krave til at falde bedre på plads omkring kroppen på den foransiddende.
Nu er det sådan, at jeg i enhver given situation forestiller mig, hvordan den virkelighed, jeg står overfor, kan frames og blive til et roligt og beskrivende billede, og jeg søger altid efter pointen eller historien.
Det gør jeg ved nysgerrigt at undersøge, hvad det er, som driver værket. Hvad der er motivationen.
Selv motiveres jeg af at blive udfordret; jeg vil lave noget, som er svært, og som udvikler.
I sig selv er det ikke svært at lave bookaziner. At lave et bookazine er som at lave en kollektion.
Det svære – og dermed det udviklende – handler om at få sat en kollektionsramme eller i det her tilfælde et tema for udgivelsen, som jeg ikke på forhånd ved, hvordan jeg skal ro i land indholdsmæssigt og æstetisk.
Temaet dekoration var udfordrende, fordi ordet dekoration i designbranchen i Skandinaven gennem mange år har haft en mislyd og er kusine til ordet pyntesyge; at være pyntesyg ved vi alle ikke er noget at bryste sig af.
Ressourcer var svært, måske fordi er svært at vænne sig til at tænke materialer som ressourcer, men dog nødvendigt.
Til gengæld var temaet en glimrende mulighed for at ride min kæphæst, som vrinsker: Den nærmeste genvej til en langtidsholdbar og bæredygtig praksis går gennem materialekendskab og kendskab til fremstillingsprocesser.
Temaet Bygningshåndværk har været udfordrende, fordi jeg har skullet stifte bekendtskab med mange nye fag og begreber. Det har dermed også været et virkelig interessant nummer at lave.
Jeg er ret glad for resultatet, og jeg håber, at I kommer til lære lige så meget af at læse det, som jeg har lært af at lave det.
Som I ved, indeholder bookazinerne ud over artikler, som relaterer til temaet, også altid en serie stillebenbilleder. Denne gang i form af en dagbogsserie, som handler om det halve år, det tager at producere et bookazine.
Af dagbogen fremgår det, at når jeg lancerer det ene bookazine, så er det næste undervejs.
Jeg udgiver i marts og september.
På den måde var bookazinet her også allerede undervejs i april, hvor jeg talte for Designmuseets Venner.
“Måske kunne du tænke dig at gå op i skala i et kommende nummer af HÅNDVÆRK?” spurgte en af tilhørerne. Hun er arkitekt, hun er i øvrigt også en af min gamle tøjkunder.
Hun fortsatte: “for du ved vel, at der fra 2023 skal føres klimaregnskab i byggebranchen? Først indføres krav til den maksimale CO2-udledning pr. kvadratmeter pr. år for nybyggeri over 1000 m2. Fra 2025 gør kravene sig gældende for alt nybyggeri.”
Jo, det havde jeg hørt om, og jeg var allerede gået op i skala for at beskæftige mig med byggeri og bygningshåndværk. Jeg var faktisk så godt i gang, at jeg for længst havde forstået, at der er mange interesser på spil, når der bygges og restaureres, og jeg havde forstået, at det at beskæftige sig med arkitektur og bygningshåndværk handler om meget mere end at gå op i skala. Frem for alt er byggebranchen ‘big business’ og – i forhold til føromtalte og allestedsnærværende klimaregnskab – en af de store haner at skrue på.
På det tidspunkt havde jeg besøgt entreprenørvirksomheden Egen Vinding & Datter – en virksomhed, som desværre indgav konkursbegæring umiddelbart inden trykstart. En virksomhed, som i den grad har fortjent at blive hyldet både i skrift og tale.
Egen Vinding & Datter har været med til at etablere fundamentet for en mere bæredygtig byggebranche i Danmark. I skal glæde jer til at læse om, hvad de mennesker ved og kan.
Selv opdagede jeg Egen Vinding, fordi jeg, ligegyldig hvor jeg vendte mig hen i min søgen efter håndværksvirksomheder med en visionær tilgang til byggebranchen, stødte på dem.
Egen Vinding-folkene klædte mig på til at tale med murerlærling, tømmersvend, smed og tækkemand.
Sidstnævnte, tækkemanden Ruud Conijn, opsøgte jeg på Djursland, hvor han var i gang med at tække en privat ejendom.
Siden jeg første gang så arkitekt Dorte Mandrups Vadehavscenter i Ribe, som er tækket med strå både på vægge og tag, har jeg villet vide mere om bygningsværket, som hun selv omtaler som skabt af ambitionen om både at pege mod fremtiden og at have sine rødder i den lokale byggetradition og historie.
RUUD er en af de tækkemænd, som har virkeliggjort Dorte Mandrups vision.
Ruud både kan noget, ved noget og vil noget med sit fag.
Han tækker, underviser og har tillidsposter i branchen. I skal glæde jer til at møde ham i bookazinet.
Hans perfektionisme er hans bedste ven, men nok også hans åg.
Hans fremmedartethed, han er hollænder, omtaler han selv som det, der er endt med at blive hans force.
Efter i en menneskealder at have arbejdet på at integrere sig oplever han nu at blive hentet ind som specialist, netop fordi han har et andet blik.
Det og meget andet kan I læse om i bookazinet, hvor artiklen om ham afsluttes sådan her:
“Jeg tror ikke, at Thomas nødvendigvis mener, at her er et godt arbejdsmiljø”, Ruud ser op på taget, hvor Thomas som er assisterende tækkemand er fordybet i sin opgave. Ruud råber lidt højere, “jeg er aldrig helt tilfreds”. Thomas svarer stadig ikke, han arbejder og hører radio.
“Det er, når stråene ikke vil, som jeg vil, at jeg bliver skrap. Det perfekte tag er et gennemsnit af alle tage, og det findes jo ikke i virkeligheden”, fortsætter han og videre: “Jo tættere det hus, jeg tækker, ligger på vejen, jo større risiko er der for, at en kollega kommer forbi, og han skulle nødig kunne pege fingre ad mit arbejde.”
Du er perfektionist, konstaterer jeg. “Måske nærmere ærekær”, svarer Ruud, “jeg tror, det er sådan, at ærekærhed afføder perfektionisme.”
Thomas var i mellemtiden kommet ned og mente, at vi passende kunne spørge psykologiprofessor Svend Brinkmann, om han vil fokusere på dette emne i et af sine Brinkmanns Briks-programmer på radioen.
Brinkmann er også indirekte involveret i mit seneste interview – et interview, som jeg netop har lavet, og som bringes i HÅNDVÆRK bookazine no. 8, som udkommer til marts. Det nummer skal handle om mode, min gamle boldbane.
Mit interviewoffer er strikproducent. Inden han for snart mange år siden overtog sine forældres virksomhed, var han næsten psykolog og næsten filosof og studiekammerat til Sven Brinkmann.
Slægtskabet fornægter sig ikke. Her taler vi om heritage-strikvirksomhed med filosofisk overbygning, og strikproducenten har gjort sig mange tanker, som jeg glæder mig til at dele med jer i marts.
Af de mere konkrete er tanken om, hvorvidt hans metier kan kaldes et egentligt håndværk, for som han citerede fra ordbogen:
Håndværk betyder erhvervsmæssig udførelse af et arbejde, hvorved noget fremstilles eller forarbejdes ved hjælp af redskaber og andre hjælpemidler, der betjenes med hænderne (eller andre dele af kroppen) på en måde, som oftest kræver faglig uddannelse; arbejdet foregår i værksteder eller på byggepladser.
Jeg mener absolut, at strikvirksomheden er håndværksbaseret og relevant for HÅNDVÆRK’s læsere. Men jeg er rigtig glad for hans refleksion, for i takt med at håndværk er blevet moderne, oversvømmes verden ikke bare af greenwash, men også af craftwash eller håndværksvask og lokalt produceret vask – altså når der tales om handmade som et look mere end som metode, og når løftet om lokalt produceret mildt sagt er en tilsnigelse.
I bookazinerne arbejder jeg med en 360-graders vinkel på begrebet HÅNDVÆRK.
Forstået på den måde, at jeg beskæftiger mig både med håndværkeren, håndværket i sig selv og håndværket som forudsætning for kunsthåndværk, design, arkitektur, mode og fødevarer, også når den egentlige produktion foregår industrielt.
HÅNDVÆRK giver også indblik i arkitekternes overblik og designernes evne til at analysere og konceptualisere.
Med det udgangspunkt får I i nærværende nummer glæde af min samtale med tegnestuen Vandkunsten og med Bjarke Vind Normann fra virksomheden Toni Copenhagen.
Bjarke er uddannet industriel designer, ligesom Marlene Corydon, som I møder i en anden artikel i bookazinet.
Toni Copenhagen er en gammel håndværksvirksomhed, som de seneste år er transformeret til designbrand med strømlinet produktion på moderne produktionsanlæg.
Den proces, og hvad den indebærer, fik jeg rig anledning til høre om på en biltur rundt på Sjælland for at besøge underleverandører.
Også den historie skal I glæde jer til.
Inden Bjarke satte mig af, sagde han: “Jo ældre jeg bliver, jo mere betyder det, hvad jeg bidrager med. Jeg er stolt, når jeg fortæller mine børn, hvad jeg laver. Sådan har det ikke altid været, og det har ikke altid været vigtigt for mig, men det er det nu.
Her skal jeg indskyde, at Bjarkes CV er imponerende, og at han har tegnet for mange velrenommerede virksomheder. Han fortsatte: Design, som stiller flere spørgsmål, end det besvarer, og som ikke løser et problem, har ingen eksistensberettigelse og dermed ikke en legitim grund til at forbruge verdens ressourcer.”
I det her nummer om bygningshåndværk taler jeg som sædvanlig ikke kun om håndværk og materialer. Jeg taler også om produkter – produkter, som er et resultat af viden og kunnen; produkter, som giver mere til verden, end de tager. Produkter, som har en eksistensberettigelse.
Tak fordi du læste med, jeg modtager gerne spørgsmål og kommentarer på info@haandvaerkbookazine.com
#launch7
