eelgrass

A. Petersen Collection & Craft is run by Anders Petersen and Kari Svarre in a building at 70 Kløvermarksvej in Copenhagen. The place is the setting of a cabinetmaker’s workshop, an upholstery workshop, a shop and an exhibition hall. The company aims to promote the connection between design and craft. A. Petersen produces and sells furniture on the global market under the name Under the name AP. Serien. The series is represented by Suite in New York, Actus in Japan and HPIX in Seoul.

Chris L. Halstrøm is a furniture designer. Chris works with companies such as the Danish firms A. Petersen Collection & Craft, Skagerak and Design Within Reach. She has a studio in Copenhagen, and together with Margrethe Odgaard, who is a textile designer specializing in colour, she is part of the design duo Included Middle. Her designs are simultaneously down to earth and experimental. She takes a humble approach to her trade and is particularly interested in the linkage between design and craft.

Lærke Lillelund is a textile designer Is 27 years old. She was born and raised in the Danish town of Hasselager and attended upper secondary school in Skanderborg. She has a bachelor’s degree in textile design from the Savannah College of Art and Design (SCAD), lives in Copenhagen, works part-time at A. Petersen and freelances for Weirdwear and 10Tons. Lærke also has her own workshop, which she shares with the graphic designer Marie Frølich.

Who is using eelgrass as stuffing?

In recent years, I had come across the concept of a ‘seaweed mattress’ several times. It began when I was writing about the furniture factory Getama, which makes Wegner furniture and mattresses. When I searched the archives I found that the company was founded by the cabinetmaker Carl Pedersen in 1899 under the name Gedsted Tang og Madrasfabrik (Gedsted Seaweed and Mattress Factory). Much seaweed has washed ashore since 1899, and Getama has long since stopped making seaweed mattresses in Gedsted. During my search I discovered that seaweed mattresses were once produced in many places throughout Denmark. I also learned that seaweed was once used as stuffing in furniture. That makes sense, particularly because it has fire-retardant properties.

That is all history now, but then I came across a modular sofa at A. Petersen Collection & Craft, designed and produced in the workshop in Copenhagen and stuffed with seaweed or, as it is properly called, eelgrass. The sofa was designed by Chris L. Halstrøm.

Who is using eelgrass as stuffing?’ I asked Kari and Anders, who are behind A. Petersen, since I wanted to know more about the process. ‘Lærke Lillelund,’ they told me. ‘Do you want her number?’

‘Could you show me the process,’ I texted Lærke, and soon, we were on our way to the island of Møn to visit Kurt and Karsten Schierup, father and son, a.k.a. Møn Tang, the company where Lærke and A. Petersen get their eelgrass.

An excellent set-up for a good talk: a one-and-a-half-hour drive through a landscape that only gets more beautiful, the closer we get to our destination.

Join our trip in HÅNDVÆRK bookazine no. 2 the textile issue, still available in English her





Hvem polstrer med Ålegræs?

Det seneste år er jeg flere forskellige steder stødt på begrebet tangmadras. Det startede, da jeg skulle skrive om møbelfabrikken Getama. De producerer dels Wegnermøbler, dels madrasser. Lidt søgen i arkiverne informerede mig om, at virksomheden blev etableret af snedker Carl Pedersen i 1899 under navnet Gedsted Tang og Madrasfabrik. Der er løbet meget vand i Limfjorden siden 1899, og for Getama er det for længst slut med at producere tangmadrasser i Gedsted. Jeg fandt ved den lejlighed ud af, at der har været produceret tangmadrasser flere steder i Danmark. Jeg fandt også ud af, at tang har indgået som fyld i polstermøbler. Det giver god mening, blandt andet fordi tang er brandhæmmende. Det er alt sammen historie, men så dukkede der en modulsofa op hos A. Petersen Collection & Craft tegnet og produceret på værkstedet i København og polstret med tang eller mere korrekt benævnt med ålegræs. Sofaen er tegnet af Chris L. Halstrøm.

“Hvem polstrer med ålegræs?” forhørte jeg mig hos Kari og Anders, som står bag A. Petersen, da jeg ønskede at studere fænomenet nærmere. “Det gør Lærke Lillelund,” lød svaret. “Vil du have hendes nummer?” “Vil du vise mig processen,” spurgte jeg snart Lærke på en sms, og kort tid efter var vi på vej til Møn for at besøge far og søn, Kurt og Karsten Schierup alias Møn Tang, som er den virksomhed, hvorfra Lærke og A. Petersen får ålegræs. Man snakker godt, når man sidder dér ved siden af hinanden i bilen med udsigt til 1ó times transport og et landskab, som bliver smukkere og smukkere, jo tættere vi kom på målet.

HÅNDVÆRK bookazine no. 2 er udsolgt på dansk, du kan købe det på engelsk her.

Fordi det er udsolgt på dansk får du resten af artiklen på dansk herunder:

A. Petersen Collection & Craft drives af Anders Petersen og Kari Svarre. De holder til i lokaler på Kløvermarksvej 70 i København. Stedet danner rammen om snedkerværksted, polsterværksted, butik og udstillingssted. Virksomheden er båret af et ønske om at være ambassadører for koblingen mellem design og håndværk. Under navnet AP. Serien fremstiller og sælger A. Petersen-møbler, som er tegnet til og produceret af A. Petersen til et globalt marked. AP Serien er repræsenteret hos Suite i NY, Actus i Japan og HPIX i Seoul.

Chris L. Halstrøm er møbeldesigner. Chris arbejder med virksomheder som danske A. Petersen Collection & Craft, Skagerak og Design Within Reach. Hun har tegnestue i København, og sammen med Margrethe Odgaard, som er tekstildesigner med farve som speciale, driver hun designduoen Included Middle. Hendes design er på én gang jordnært og eksperimenterende, hun har en ydmyg tilgang til sit fag, og hun er optaget af koblingen mellem design og håndværk.

Lærke Lillelund er tekstildesigner. Hun er 27 år, født og opvokset i Hasselager og har gået i gymnasiet i Skanderborg. Har en bachelor i tekstildesign fra Savannah College of Art and Design (SCAD), hun bor i København, arbejder deltids hos A. Petersen og freelance for Weirdwear og 10Tons. Lærke har desuden et eget værksted, som hun deler med grafikeren Marie Frølich.

Lærke fortæller med udsigt til morgentrafikken syd for København, hvordan hun som 19-årig rejste afsted alene uden at have været i USA før. En flyforsinkelse førte til et længere ophold i lufthavnen i NY, og hun skulle derfor kontakte sin kommende træner med nyt ankomsttidspunkt. Han var sat til at hente hende i lufthavnen i Nashville, to timer fra Columbia. Det var før smartphones med international dækning. Opkaldet skulle derfor foregå fra en mønttelefon. Rede penge havde hun ikke, og netop da hun skulle hæve penge i automaten, viste det sig, at betalingskortet var glemt i Danmark.

Lang historie kort, hun fik lånt sig frem til en computer, som var på nettet. På trods af tidsforskellen fik hun gennem Facebook kontakt til en gammel klassekammerat, som kunne banke hendes mor op, og hendes mor kunne derefter tage de fornødne kontakter. Den historie er længere og indeholder mange fine detaljer om, at folk til syvende og sidst er glade for at hjælpe, hvis man rækker hånden ud.

Den indeholder også fortællingen om en kvinde, som dengang som nu er god til at finde løsninger. “Især hvis der er et mål og en deadline,” siger hun selv, da jeg spørger, om der er noget af den energi, hun kender fra sportens verden, som hun genkender i sit arbejde i designbranchen? “Man bliver disciplineret af at dyrke sport på eliteniveau. Man bliver ved, til man er i mål,” fortæller Lærke. “Den indstilling er i al fald nyttig også i designbranchen.”

Mens morgentrafikken klinger af, og udsigten skifter til åbne landskaber, fortæller Lærke videre: “Tilbage i Danmark i 2013 efter perioden i Kentucky og asienrejsen søgte jeg ind på Kolding Designskole. Jeg var dog ikke helt færdig med USA og ikke helt færdig med at spille fodbold. Jeg søgte derfor også optagelse på Savannah College of Art and Design (SCAD) i den amerikanske delstat Georgia og søgte samtidig et atletisk scholarship i forhåbningen om at kunne finansiere mit studie gennem at spille bold. Jeg kom ind både i Kolding og i Savannah og blev rekrutteret til skolens fodboldhold og ræsonnerede således: Der er mange i Danmark, som har en uddannelse fra Kolding Designskole. Hvis jeg tager en uddannelse på SCAD, så har jeg en særlig og enestående position!”

Det blev til 3 år yderligere med professionel college-fodbold kombineret med designstudier. “Alle på fodboldholdet studerede kreative fag, film, industrielt design, tekstil, mode, animation, grafisk design osv. På den måde gav fodbolden et netværk på kryds og tværs af de forskellige linjer og fagområder.” Uddannelsen på SCAD er bygget op med mange værkstedsfag og nogle almene fag. Den er ikke nær så akademisk vinklet som designuddannelserne i Danmark, hvilket passede Lærke godt. “Det var en god tid,” fortæller Lærke. Jeg spørger nysgerrigt, om æstetikken var meget anderledes i Savannah, end den er i Danmark. “Det er svært at sætte en finger på, hvori det anderledes består,” svarer Lærke, “men når jeg ser i min portfolio, kan jeg se, at den larmer! Det er dog svært at vide, om det bare er, fordi jeg udforskede mig selv og min egen æstetik, eller om jeg var under påvirkning af en anden kultur.”

På trods af sit uddannelsesmæssige netværk i USA lokkede det ikke Lærke at følge trop, da de fleste af hendes studiekammerater efter afslutningen på deres bachelor i 2016 valgte at flytte til NY. Lærke ville hjem til Danmark, og sådan blev det. Tilbage i en ‘enestående’ position, fordi ingen i Danmark havde hørt om SCAD, som i USA er en meget anerkendt skole. Uddannelse giver netværk og adgang til jobmuligheder. Men selv med netværk hænger jobbene i designbranchen ikke på træerne. Uden lokalt netværk kræver det virkelig meget kreativitet og råstyrke at finde sin vej. Lærke er ret god til at finde vej.

Vi er i mellemtiden kommet til Præstø på Sydsjælland, hvor Kurt Schierup bor, og vi er blevet omdirigeret og sendt videre til Askeby på Møn, hvor sønnen Karsten bor, og hvor produktions- og lagerfaciliteterne findes. Jeg kører, Lærke navigerer.

Mens vi bevæger os rundt i landskabet og skiftes til at lovprise naturens uendelige skønhed, fortæller Lærke videre om sin vej til at polstre ålegræsmadrasser hos A. Petersen. Lærke fortæller, at den første periode tilbage i Danmark var lidt af en udfordring. Hun havde ingen anelse om, hvor hun skulle sætte ind for at få fagligt fodfæste. Efter et års tid med jobsøgning, lidt freelancearbejde, meget ufaglært arbejde og et praktikophold som mønsterdesigner i modebranchen, som tydeliggjorde for hende, at den kommercielle modeverden ikke passer hendes temperament, så bestemte hun sig for, at yderligere uddannelse måtte være vejen frem. Flere muligheder blev undersøgt, blandt andet scenografilinjen på Den Danske Scenekunstskole, hvor hun var med i det sidste snævre opløb, hvor fire ansøgere skulle blive til to studerende. Lærke kom ikke ind og indså samtidig, at hendes interesse ligger meget mere i objekt end i rum. Hun fik samtidig mere og mere mod på at tilegne sig flere håndværksfærdigheder og var besnæret af tanken om selv at kunne producere sine design.

Hun søgte grundforløbet som møbelpolstrer og blev optaget. At uddanne sig til møbelpolstrer kræver foruden skoleopholdet først korte og siden et langt praktikforløb. Det var i den forbindelse, at Lærke første gang besøgte A. Petersens møbelpolstrerværksted. Hun var på en af sine cykelture i København, kom forbi på Kløvermarksvej, hvor A. Petersen har værksteder, butik og galleri, og blev lokket indenfor af en japanudstilling. Lærke kom i snak med Anders og Kari, indså stedets potentiale, og de indså hendes. Snart kom der en aftale i stand om en ugepraktik. Af forskellige årsager blev det aldrig til en læreplads, men til en deltidsansættelse side om side med den uddannede møbelpolstrer, som er på værkstedet. I erkendelse af, at det er øvelse, som gør mester, så er det en god løsning, fortæller Lærke.

“Når man polstrer møbler, findes ingen helt faste opskrifter. Man behøver en basisviden om principperne, man skal have fingerspidsfornemmelse, og så er det i øvrigt erfaring, som tæller, og det betyder ikke noget for mig, om jeg kan kalde mig uddannet møbelpolstrer. Jeg er tekstildesigner med en bred vifte af håndværksmæssige færdigheder foruden min formsans, og jeg har for længst indset, at selvom jeg nok fra begyndelsen ønskede at blive mester og at bemestre alle processer i et givet produkt selv, så er samarbejde at foretrække.”

Kort tid efter ansættelsen hos A. Petersen, på en anden cykeltur, denne gang til Københavns Sydhavn til genbrugskonceptet Guldminen, stødte Lærke ved en tilfældighed på en kvinde, som talte om ålegræs som polstermateriale. Kvinden har hun ikke siden kunnet få kontakt til, men hun satte Lærke på et spor, som hun begyndte at forfølge. Efter en tid introducerede hun tanken til Anders, som ikke straks var helt overbevist om ideens fortræffelighed, men dog nysgerrig og støttende. Anders og Kari åbnede deres netværk for Lærke, ligesom de stillede værkstedsfaciliteter til rådighed for hendes eksperimenter. Ålegræsmadrassen, som man har kendt den tidligere, er ikke aktuel i moderne møbler – det kunne Lærkes farmor, som selv har sovet på ålegræs bevidne – der fandtes altså ikke nogen teknik at tage udgangspunkt i. Over en længere periode udforskede Lærke materiale og teknikker under kyndig sparring fra flere hold. Blandt andet blev hun gennem Anders og Karis netværk introduceret til Kurt og Karstens ålegræsvirksomhed på Møn.

Det har vist sig, at Lærke har både boldøje og talent for at blive ved og ved, også uden for fodboldbanen. At undersøge og udforske fasen er nu fortid. For mere end et år siden lancerede A. Petersen deres modulsofa, som er tegnet af Chris L. Halstrøm. Sofaen er polstret med ålegræs. Den har succes både i Danmark og på eksportmarkedet, og Lærke har fået travlt med at polstre med ålegræs. Så travlt, at hun forestiller sig, at det snart bliver nødvendigt at lære andre op i at polstre med ålegræs. I hvert fald hvis hun fortsat skal have tid til sine andre opgaver, som foruden egne projekter er at assistere hos Bente Nielsen, som driver virksomheden Weirdwear, en design- og produktionsvirksomhed, som laver kostumer og tekstile installationer, primært til reklame-, film- og teaterverdenen, og hos Espen Horn, som fremstiller zoologiske og botaniske modeller til museer verden over. Han har fx bygget hvaler og dinosaurer i fuld størrelse og har bygget mikroorganismer høje som huse. Samarbejdet med Bente og med Espen blev også påbegyndt som ugepraktikforløb under den tid, hvor Lærke gik på grundforløbet på møbelpolstreruddannelsen. Lærke priser de samarbejder lige så højt, som hun priser jobbet hos A. Petersen.

På sigt må der også gerne blive mere tid til egne projekter. Projekter, som endnu ikke helt har en tydelig form, men som langsomt fødes ud af skabertrang og af erfaring for, hvad der føles som 100 % Lærke. Eget værksted har hun allerede.

Vi når frem til bestemmelsesstedet, parkerer på den mudrede gårdsplads foran hønsehuset og bliver vinket indenfor i den store lade, hvor Kurt og Karsten holder til. Der er ingen ende på deres lovprisning af ålegræsset. I forhold til byggeindustrien har det mange positive egenskaber: Ålegræs har samme isoleringsværdi som traditionelle isoleringsmaterialer af mineraluld. Det har på det nærmeste uendelig holdbarhed og er derfor genanvendeligt. Hvis det skal bortskaffes, er ålegræsset 100 % biologisk nedbrydeligt. Det er brandhæmmende, og det er antiseptisk. Også indsamlingen af ålegræsset har positiv indvirkning på miljøet. Ålegræs gror på havbunden. Græsset har en formidabel evne til at binde CO2. Planten fælder sine blade i efteråret. De løse blade er en naturlig overskudsressource. Ved at samle ålegræsset, inden det komposterer på stranden, undgår man, at den CO2, som planten har optaget under sin vækst, føres tilbage, og man undgår tillige strande med lugten af rådden tang!

Kurt fortæller, at han nærmest er født ind i branchen. Som barn i 50’erne fiskede han tang sammen med ældre familiemedlemmer på øen Tærø, som ligger mellem Møn og Sjælland. Tangen blev samlet manuelt på stranden og efter tørring presset til baller af virksomheden Kalvehave Tangexport. I begyndelsen af sidste århundrede indsamlede ‘Kalvehave Tangkompagni’ omkring 500 tons tang årligt. Tangen blev solgt på hjemmemarkedet og var tillige en stor eksportartikel. Ålegræsset blev dengang som nu brugt til isolering, som tækkemateriale og til madrasser og polstring. Tangindsamlingen stoppede, dels fordi en stor del af den danske tang blev ramt af sygdom, dels fordi plastik og syntetiske fibre stod klar til at overtage markedet på dette som på mange andre områder. Ålegræsset gik næsten i glemmebogen. Dog ikke for Kurt, for ham har det aldrig været helt ude af syne, selvom han har ernæret sig på anden vis. Han har blandt andet været leder af et aktiveringsprojekt for mennesker med svag eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. I det regi søsatte han under EU’s støtteordning LIFE en indsamling af ålegræs. (Virksomheder, offentlige organisationer og NGO’er kan gennem EU’s LIFE-program få støtte til initiativer og projekter, der bidrager til at gennemføre EU’s miljø- og klimapolitik).

Efter nogle år blev det offentlige bureaukrati og det medfølgende papirarbejde mere omfattende, end Kurt brød sig om, og han har siden 2016 arbejdet sammen med sønnen Karsten i familievirksomheden Møn Tang. I det regi er det lykkedes dem at højne produktiviteten. Efterspørgslen på ålegræs stiger nu både i Danmark og internationalt, i takt med at bevidstheden om brug af naturlige og bæredygtige materialer vokser. Det efterspørges både af byggebranchen og af møbelbranchen. I møbelbranchen benyttes ålegræsset som polstermateriale, dels indgår det i mange andre sammenhænge. Senest har jeg set det som materiale til en skalstol. Netop da vi var på besøg, tikkede en meddelelse ind om, at Møn Tang sammen med Realdania var blevet præmieret på Fibre Awards-udstillingen i Pavillon de l’Arsenal i Paris for deres bidrag til Det Moderne Tanghus. (Det Moderne Tanghus opført med støtte af Realdania på Læsø viser, hvordan man kan anvende Læsøs lange tradition for tangtage i nutidigt, økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt byggeri – med tang som det gennemgående byggemateriale. Det Moderne Tanghus, opført i 2013, er en del af projektet ‘Tanghuse på Læsø’, der skal bidrage til at bevare og udvikle den særegne lokale byggeskik).

Ingen ulemper? Egentlig ikke, bare udfordringer. Arbejdet med ålegræsset, som det ser ud nu, er manuelt og håndholdt. Det samles på kyststrækningerne i lokalområdet, når vinden har blæst de afrevne blade op på stranden. Derefter bredes det ud på en mark, her får regnen lov til at vaske sand og salt ud af materialet, som derefter tørrer ligesom hø. Så kommer turen til sortering og pakning. Det arbejde foregår i laden på gamle landbrugsmaskiner. Lige nu dieseldrevne. De kører forhåbentlig snart på solenergi! Derefter presses det tørre ålegræs i forskellige sorteringer til baller i størrelse efter kundens ønske. Det foregår dels i en gammel ballepresse, dels i nye selvbyggede presseanordninger. Hvis udbuddet skal følge med efterspørgslen, skal der flere hænder i gang, og der skal også effektiviseres, især i tørringsprocessen, sidstnævnte er i støbeskeen.

Flere hænder og projekter andre steder i landet er en vision. Og markerne – hvordan har de det med al den salt, som skylles ud, spørger jeg? Græsset er grønnere på de marker, svarer Karsten, men det bedste er, at når de ikke bruger markerne, så er de den perfekte yngleplads for viber og lærker!