TERMINATION OR DEVELOPMENT?
From bookazine no. 2, which has long been sold out, I have put all the articles from this issue online. You can find the full-text articles here #bookazine2
March 2020
At the passementerie works Århus Possementfabrik there is no hesitation: they speak of development.
‘We do are not planning to recede into some dusty or romantic historical corner,’ Sanne Møller Povlsen, who is involved in concept development and sales, says with determination. ‘We are a modern company, not an industrial museum.’
The passementerie works is a family-run company headed by Jesper Møller Povlsen, Sanne’s husband, who is second generation. His father, Henrik, who is still involved in the business, albeit to a more limited extent, is Denmark’s last remaining trained trimming maker. He completed his training in 1965 at Århus Possementfabrik, worked his way up to the position of head of production, and – long story short – became a part-owner of the company Scan Aprima, which took over and expanded the business in 1985. In 1990, Henrik bought the trimmings production entirely and moved it to Lystrup outside Århus, reinstating the old name, Århus Possementfabrik. In 2000 Århus Possementfabrik was appointed a Purveyor to the Royal Court. Jesper began working at the factory with his father in 2001. In 2006 he and Sanne took over the management of the company.
Jesper is not a trained trimming maker but a toolmaker, which comes in handy, as the old machines – some dating back to 1950 – are irreplaceable and require a skilled set of hands when they break down. Breakdowns are rare, however, as the old machines are not as delicate as modern electronic production equipment, Jesper explains.
‘I know a few tricks that I learned during my apprenticeship. Stuff I picked up because I worked as an assistant to the senior journeyman. It was not included in any formal curriculum, and no one else would have taught me, had it not been passed on the way it was, from one man to the next. That sort of knowledge is extremely useful to me. Stuff that’s not worth coding into the sophisticated CNC programs but which are worthwhile if you can do it on a simpler level.’
‘Henrik still comes in to set up the old looms. I know how to operate them, but he is faster.’
‘And when he stops coming in to do it?’ I ask.
‘Our machines are set up for certain pre-defined patterns. I can alter the colourways, but starting over from scratch with new punched cards is not profitable. We have already had to discontinue many items because the production is not viable, and even if some clients might get angry and feel that we are failing our obligation, this is still a business. We are dedicated, but there have to be limits.’
‘Perhaps you should introduce a cultural subsidy programme to preserve the old crafts and skills,’ Jesper wonders out loud. ‘The thing is, if we fail to maintain our knowledge, it will be lost.’ Henrik adds that he once shared a professional terminology with his colleagues, but now he is the only person remaining who speaks that language, and even he is getting rusty!
A good example of products that are disappearing is fringes and trimmings! Trimmings that some of us recall as the decorative finish at the base of our grandparents’ and great-grandparents’ overstuffed furniture. Once, this was the main article of the passementerie works, and towards the end of the 1960s, the factory produced kilometres of trimmings every month. Since then, trimmings have been in diminishing demand, and today, they are all but gone. Not in itself a sad development; however, if the need for these or other bespoke woven ribbons ever arose – as it did when the artist Bjørn Nørgaard needed customized ribbons for the tapestries Queen Margrethe had commissioned – the next generation will have nowhere to turn!
‘When we took over in 2006, the core clientele was high-end upholsterer’s firms,’ says Jesper.
‘We still supply them, although now it’s through a wholesaler. In the past, we had all the standard colours in stock; we had the direct contact to the clients and were super-flexible. We can still produce as little as 12 metres in a special colour, but here too, the order is mediated by the wholesaler, and that means we see fewer of those orders today.
We are still in direct contact with several fashion and jewellery firms, which use our ribbons and trimmings from time to time. However, our main item is flag halyard. That suits us fine. We aim to be wherever the new production is, and that is exactly where we are.
We are proud of our flag halyard. Previously, designer furniture was fitted with flag halyard from a company that makes crane equipment. That is of a substandard quality for furniture production, and the exterior, visible linen layer was an inferior waste product made of short fibres. We developed our own flag halyard, which has a stable core, then an crocheted layer and finally an exterior “sock” of long-fibre quality linen.
We supply flag halyard for the production of Wegner, Kjærholm and other classic furniture. We are also very excited to be involved in the development of new prototypes designed by well-established names as well as young designers and artists. Thus, we were on the side lines last year, when Kasper Thorup created a flag halyard chair for a prime-time Danish TV show, which was selected as “Denmark’s next furniture classic”.
It is stimulating to work with the designers and to see where our technical knowledge can supplement their creative ideas, helping the idea to result in a product that has a strong expression, functions well and can be made at a competitive price.’
Co-creation
The weaving of the seat for Wegner’s Flag Halyard Chair at PP Møbler is an obvious photo opportunity, Jesper agrees, ‘but I’d also like you to meet a very interesting young textile designer. Her name is Ragnhild Hjalmarsdottir Højgaard. She wants to find uses for some of the wool that is now just a by-product when Faroese sheep farmers breed sheep for meat.
Ragnhild, Kasper Thorup and I are currently working on a new type of flag halyard where the exterior sock is not made of linen, as it is traditionally, but of Faroese wool.’
I met with Ragnhild and Kasper in Kasper’s studio store near Værnedamsvej in Copenhagen’s Vesterbro district. Kasper is running a fever, and Ragnhild has jetlag after a trip to the United States, but nothing can dampen their excitement over the first chair featuring the new woollen flag halyard!
Kasper Thorup is 33 years old and graduated from KADK (Royal Danish Academy of Fine Arts, Schools of Architecture, Design and Conservation), in 2017 with an MA in furniture design.
Ragnhild Hjalmarsdottir Højgaard is 37 years and also graduated from KADK in 2017, with an MA in textile design.
Denmark’s next furniture classic
Kasper has had his own company since he began his studies in 2011. He has a clear and distinctive style. ‘When I was invited to be part of the TV show “Denmark’s next furniture classic” I wasn’t sure if I wanted the media exposure. Most of all, I just wanted to be my profession, and I was not dreaming of becoming a media darling,’ he explains. ‘On the other hand, I like the idea of being part of a furniture marathon, so ultimately, I accepted.’
He won in the dining chair category with the minimalistic steel NOEL CHAIR, which has a seat and back woven in flag halyard. ‘Now I know what a boost the show was for my business. I sold a few hundred chairs even before I had established a production. What’s even better is that my involvement in the show opened the doors to leading furniture shops, which bought chairs for their displays, and now, sales are spreading like ripples in the water. I would probably have made it into the shops either way, but it gave my a head start of a few years!’
Jesper, who owns Århus Possementfabrik, was a great collaboration partner, says Kasper. ‘He helped by providing feedback and advice and by being willing to experiment. Initially, he even sponsored flag halyard for me to use in my prototypes. He is good at seeing possibilities and at matching people up.’
Jesper matched up Ragnhild and Kasper. ‘It’s funny,’, says Ragnhild, ‘because we already knew each other from the Academy and from exhibiting in some of the same trade shows. We have a very similar approach in our design practice, and it is not inconceivable that we might have done a joint project at some point even without Jesper’s intervention.’
‘I was wondering if it would be possible to make flag halyard from surplus fabric from the fashion industry, and I hadn’t thought about wool at all,’ says Kasper. ‘And I was visiting Århus Possementfabrik for an unrelated purpose,’ says Ragnhild. Jesper immediately saw joint interests and possibilities!
An untapped resource
From an early stage in her studies, Ragnhild, who was born and raised in the Faroe Islands, committed to using local Faroese wool. Before industrialization, the wool was used for a wide range of textile products. Today, it is a waste product, and apart from a small production of yarn in the Baltic countries and a few local initiatives, it is not used for anything. That leads to 70 tons of scrapped surplus wool a year.
Even before she had graduated, Ragnhild won an assignment for a decorative project in Glasir, a very ambitious school project in Torshavn, the Faroes, designed by Bjarke Engels Group (BIG). The decorative project consists of a series of tapestries made of Faroese wool, inspired by Faroese rocks and cave walls. The tapestries serve both as artistic decoration and as acoustic curtains.
She has also designed fabrics for Noma, a decorative project for a Hilton hotel and unique rugs for Kasthall, among other projects.
In 2019, Ragnhild Hjalmarsdottir Højgaard was awarded a three-year working grant from Mentanargrunnur Landsins, the Faroese culture fund. She is going to spend the three years delving further into the material and the possibilities it affords and expanding the archive of possible uses, production methods and design concepts that she is developing. Ragnhild explains that she is engaged in research round the clock: ‘Some people say that talent is overrated, and hard work is underrated – and certainly, in addition to being talented, Kasper is also quite diligent!’ Kasper agrees that being dedicated to design is a lifestyle.
Both Kasper and Ragnhild talk about taking a deliberate approach to their respective methods, which includes being curious and explorative in the extreme and being systematic.
When might the chair with the woollen flag halyard feature be ready to meet its audience? There are still many loose ends concerning the production of the yarn, so we’ll have to see, they both agree!
AFVIKLING eller UDVIKLING?
På Århus possementfabrik er de ikke i tvivl, de taler om udvikling.
”Vi vil ikke hverken være med i en støvet eller i en romantisk historie,” siger Sanne Møller Povlsen, som er involveret i konceptudvikling og salg, med bestemthed. ”Vi er en moderne virksomhed og ikke et industrimuseum.”
Possementfabrikken er en familievirksomhed. Det er Jesper Møller Povlsen, Sannes mand, som er anden generation. Hans far Henrik, som stadig i nogen udstrækning er aktiv i virksomheden, er Danmarks sidste faglærte possementmager. Han blev uddannet i 1965 på Århus Possementfabrik, arbejdede sig op til at være produktionschef, og lang historie kort så endte han med i 1985 at blive medejer i en virksomhed, som under navnet Scan Aprima overtog og udvidede aktiviteterne. For siden i 1990 at købe Possementfabrikken ud og flytte den til Lystrup uden for Århus. I 2000 blev Århus Possementfabrik kongelig hofleverandør. Jesper startede med at arbejde på fabrikken hos sin far i 2001. I 2006 overtog han og Sanne driften.
Jesper er ikke possementmager, men værktøjsmager, og det sidste er godt, for de gamle maskiner, nogle er fra omkring 1950, er uerstattelige og kræver kyndige hænder, når de strejker, hvad de nu sjældent gør. De er ikke så følsomme som vores moderne elektroniske produktionsudstyr, bedyrer Jesper.
”Jeg kan mange fif, som jeg lærte, da jeg i sin tid stod i lære. Ting, som jeg fik kendskab til, fordi jeg gik ved siden af ældstesvenden. Det var ikke noget, som var skrevet ind i et pensum, og der er ingen, som ellers ville have lært mig det, hvis ikke det var gået videre fra mand til mand. Den slags viden har jeg stor glæde af. Ting, som det ikke kan betale sig at programmere i de avancerede CNC-styreprogrammer, men som det fint kan betale sig at lave på en mere lavpraktisk facon.”
”Henrik kommer stadig og sætter de gamle væve op. Jeg kan sagtens betjene dem, men han gør det hurtigere.”
”Og når han ikke kommer mere?” spørger jeg undersøgende.
”Vores maskiner er sat op til forskellige faste mønstre, jeg kan udskifte farverne, men at starte forfra med nye hulkort er ikke lønsomt. Der er mange artikler, som vi allerede har måttet lade udgå, fordi det ikke er rentabelt at producere dem, og selvom nogle kunder bliver vrede og synes, at vi er forpligtigede, så er det her en virksomhed, som skal løbe rundt, og nok er vi passionerede, men der er grænser.”
”Man skulle måske overveje at indføre en form for kulturel støtte til bevarelse af gamle håndværksfag og færdigheder,” tænker Jesper højt. ”Sagen er, at når vi ikke vedligeholder vores viden, så forsvinder den.” Henrik indskyder, at engang havde han et helt sprog til fælles med sine branchekolleger, nu er han den eneste tilbageværende, og han kan knap nok længere tale sproget selv!
Det gode eksempel på produkter, som forsvinder, er frynser! Frynser som de ældste af os kan huske som afslutningen forneden på bedste- og oldeforældrenes polstermøbler. Engang var det possementfabrikkens største artikel, og der blev op til slutningen af 1960’erne produceret adskillige kilometre frynser hver eneste måned. Siden er det gået tilbage, og nu efterspørges ikke en meter. I sig selv ikke sørgeligt, men hvis behovet for sådanne eller andre specialvævede bånd skulle opstå, som fx da kunstneren Bjørn Nørgaard skulle bruge specialbånd til sine gobeliner bestilt af Dronning Margrethe, så er næste generation prisgivet!
”Da vi overtog i 2006, var virksomhedens kernekunder den finere del af møbelpolster- og tapetservirksomhederne,” fortæller Jesper.
”Vi forsyner dem stadig, men kontakten går blot gennem en grossist, tidligere var vi lagerførende i standardfarverne og havde den direkte kundekontakt og var superfleksible. Vi kan stadig lave ned til 12 meter i en specialfarve, men også her er det grossisten, som formidler, og det betyder, at der ikke er så meget af den slags længere.
Vi har derimod den direkte kontakt til en række mode- og smykkevirksomheder, som fra tid til anden benytter sig af vores bånd, men vores store artikel er flagline. Det passer os godt. Vi vil gerne være med dér, hvor der nyproduceres, og det er vi.
Vi er stolte over vores flagline. Tidligere blev designermøblerne trukket med en flagline, som de købte hos en virksomhed, der fremstiller kranudstyr. Den line er i forholdet til møbelproduktion af ringe kvalitet, og den yderste synlige hør var et kortfibret, uskønt affaldsprodukt. Vi har udviklet vores egen flagline, som har en stabil kerne, yderligere et hæklet lag og slutteligt en ’ydersok’ af langfibret højkvalitetshør.
Vi leverer dels flagline til Wegner, Kjærholm og andre af de klassiske møbler i nyproduktion, dels er vi med stor fornøjelse med, når der skal udvikles nye prototyper, både når det gælder etablerede arkitekter og unge formgivere og kunstnere. Således var vi med på sidelinjen, da Kasper Thorup sidste år lavede en flaglinestol, som i primetime på dansk TV blev udnævnt som værende Danmarks næste møbelklassiker.
Det er stimulerende at arbejde med designerne og at finde ud af, hvor vores tekniske viden kan supplere deres kreative ideer, således at ideen kan ende op i et produkt, som både er formstærkt, funktionelt, og til at producere til en konkurrencedygtig pris.”
Samklang og samarbejde
Det er helt oplagt at fotografere, når de fletter Wegners flaglinestol hos PP Møbler, bekræfter Jesper, ”men du skal også møde en meget interessant yngre tekstildesigner. Hun hedder Ragnhild Hjalmarsdottir Højgaard. Hun er optaget af at finde anvendelse for noget af al den uld, som er et uudnyttet biprodukt hos de kødproducerende fåreavlere på Færøerne.
Ragnhild, Kasper Thorup og jeg udvikler lige nu på en ny type flagline, hvor ydersokken ikke som traditionelt er af hør, men af færøsk uld.”
Jeg satte Ragnhild og Kasper stævne i København i Kaspers studio store i værnedamskvarteret på Vesterbro. Kasper har feber, og Ragnhild har jetlag efter en tur til USA. Til gengæld fejler begejstringen over første stol flettet med den nye uldne flagline intet!
Kasper Thorup er 33 år, han er MA i møbeldesign fra KADK i 2017 (Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering).
Ragnhild Hjalmarsdottir Højgaard er 37 år og blev ligeledes færdig i 2017, også fra KADK, hun er MA i tekstildesign.
Danmarks næste klassiker
Kasper har haft sin virksomhed, siden han påbegyndte sit studie i 2011. Han har en sikker og veldefineret stil. ”Da jeg blev spurgt, om jeg ville medvirke i programmet ’Danmarks næste møbelklassiker’, var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg ønskede mig al den medieeksponering. Jeg ville egentlig helst bare være min profession og havde ingen drøm at blive mediedarling,” fortæller han. ”På den anden side blev jeg pirret af muligheden for at være med i et møbelmaraton og sagde ja.”
Han vandt i kategorien spisebordsstol med en minimalistisk stålstol, NOEL CHAIR, flettet med flagline i sæde og ryg, og siger: ”Nu ved jeg, at det i den grad har givet min virksomhed et boost at medvirke. Jeg solgte allerede et par hundrede stole undervejs, inden jeg havde etableret en produktion. Hvad der er endnu bedre er, at min medvirken har åbnet døre til de absolut bedste møbelbutikker, som har købt stole ind til deres udstillinger, og nu breder salget sig som ringe i vandet. Jeg var sikkert kommet ind i butikkerne alligevel, men jeg fik et forspring på nogle år!”
Jesper, som har Århus Possementfabrik, har været en fantastisk sparringspartner, fortæller Kasper. ”Han har både hjulpet mig gennem sparring og ved at være villig til at eksperimentere, og i begyndelsen stillede han sågar flagline til rådighed for mine prøver. Han er god til at se muligheder, og så er han god til at matche folk.”
Det var Jesper, som matchede Ragnhild og Kasper. ”Sjovt nok,” siger Ragnhild, ”for vi kendte hinanden i forvejen, både fra skolen, og fordi vi har udstillet på nogle af de samme messer. Vi har en meget ens tilgang til vores designpraksis, og det er på ingen måde utænkeligt, at vi selv havde fundet på at etablere et samarbede på et eller andet tidspunkt.”
”Jeg var i gang med at tænke på, om man kunne lave flagline af resttekstiler fra modebranchen og havde ikke tænkt uld,” fortæller Kasper. ”Og jeg var på Århus Possementfabrik i anden sammenhæng,” siger Ragnhild. Jesper, han så fælles interesser og muligheder!
En uudnyttet resurse
Ragnhild, som er født og opvokset på Færøerne, committede sig tidligt i sit studieforløb til at arbejde med den lokale uld fra Færøerne. Ulden blev inden industrialiseringen udnyttet til alskens tekstilprodukter. Nu er den affald, og bortset fra en mindre produktion af garn i Baltikum og et par lokale initiativer udnyttes den ikke. Det giver 70 ton uldaffald om året.
Hun vandt allerede, inden hun havde taget sin afgang, en udsmykningsopgave i Glasir. Et meget ambitiøst skolebyggeri i Torshavn på Færøerne tegnet af Bjarke Engels Group (BIG). Udsmykningen er inspireret af de færøske klipper og grottevægge og er udført som en serie gobeliner i færøsk fåreuld. Tæpperne fungerer både som udsmykning og som akustikgardiner.
Hun har desuden bl.a. designet tekstiler til Noma, udsmykning til et Hilton-hotel og unikatæpper for Kasthall.
I 2019 modtog Ragnhild Hjalmarsdottir Højgaard et 3-årigt arbejdslegat fra Mentanargrunnur Landsins, som er Færøernes kulturfond. De 3 år skal bruges på at dykke endnu længere ned i materialet og dets muligheder og på at udbygge det kartotek, hun er i gang med at opbygge over mulige anvendelsesmuligheder, produktionsmetoder og designoplæg. Ragnhild fortæller, at hun laver research alle døgnets timer og udtrykker sig således: ”Man siger, at talent er opreklameret og hårdt arbejde undervurderet – Kasper er i hvert fald ud over at være talentfuld ret hårdtarbejdende!” Og Kasper istemmer, at hvis man er dedikeret til design, så er det en livsstil.
Både Kasper og Ragnhild taler om at have et bevidst forhold til deres respektive metoder, som bl.a. inkluderer at være undersøgende indtil det grænsesøgende og at være systematiske.
Hvornår stolen med den uldne flagline er klar til at møde sit publikum? Der er stadig mange løse ender i forholdet til produktion af det uldne garn, så vi får se, er de enige om!