online mag  /  print bookazine

THE PATTERN

You cannot walk many metres down the street without spotting a home-knitted Sophie Scarf.

In January, before my visit, Mette Wendelboe Okkels, who owns and runs PetiteKnit, counted five on a short stretch in Aarhus and wrote to the 770,000 followers of her PetiteKnit Instagram profile, I’m beginning to realize I’m not the only member of this knitting club.

From HÅNDVÆRK bookazine no. 9 published September 2023
Grab your copy here

Mette Wendelboe Okkels, 34 years
Born and raised in Odder
Lives and works in Risskov
Studied medicine for nine years

Mette Wendelboe Okkels founded PetiteKnit in 2016, designing, developing and publishing knitting patterns in five languages. The patterns are sold online as PDFs and in print from wool shops all over the world.

PetiteKnit continually develops colours for the Norwegian yarn company Sandnes Garn.

The PetiteKnit patterns often propose several different yarn alternatives, including products from Sandnes, Hjelholts Uldspinderi (bookazine no. 6), Isager Yarn and Filcolana.

The company’s Instagram profile is full of snapshots.

Each photo shows knitting or knitwear, often modelled by the designer, typically holding a coffee cup and with a novel or a newspaper on the table.

If the pattern is for a cushion, it is shown on her kitchen bench, but the kitchen itself is not included in the shot.

Photos of knitwear for children feature one or more of her five children, while her husbands models the menswear. The posts are personal and relatable but never private.

I had joined the ‘club’ a few months earlier because my daughter wanted a PetiteKnit neck warmer for Christmas.

The step-by-step PetiteKnit pattern and instruction video provided a level of detailing that reminded me more of a machine-knitted ‘fully fashion’ or ‘3D knit’ than traditional hand-knitting.

 

At the table

PetiteKnit is based in a new urban area in Risskov near Aarhus. Mette lives with her family in a traditional brick-built house a stone’s throw away.

Although the website makes it clear she is not a solo entrepreneur, I am still surprised to see a whole handful of employees, all seated at a shared lunch table. Their skills range from textile crafts to buying to customer service. The conversation touches on both knitting patterns and an upcoming workplace party hosted by one of the employees.

After lunch, Mette and I continue our conversation in her office with a view of a noticeboard full of swatches showing different stitches.

She works in the office part of the week; on other days, she works from home, especially when she is typing out patterns.

The staff is self-managing, she tells me, and PetiteKnit is a workplace with a flat structure. Mette does not check when her employees come in or how many hours they put in. There is no need, everyone is dedicated, she tells me. ‘I am proud of having a workplace with room for many different personality types. We just hired a person under the flexible working programme, and we often have trainees who need special support to gain a foothold on the labour market.

I decide what things look like, but I am not the best in every discipline. My employees are here to support me in doing what I’ve always done. My focus and my motivation lie in the craft, but obviously, there is an added dimension when you are responsible for a workplace that many people rely on for a monthly salary. That does add a certain pressure. Even though I have been at it for seven years now, I still check our daily turnover once an hour.

Many people follow what you’re doing, you are rapidly approaching one million followers on Instagram. This gives you a lot of influence. What are your thoughts on that?

I don’t think about it.

We release new patterns when I have developed something new, which I do at my own pace when I feel like it. My Instagram posts are spontaneous. I make them myself, they are all about knitting. I don’t make political statements, although, naturally, I do have political views. I also don’t comment on parenting, even though I am a mother of five.

Speaking of parenting – you don’t actually have any training in knit design or a business degree. Did any of that come with your upbringing?

My dad ran a bakery for five decades.

My mother was in charge of the shop until they divorced. After that, she established her own fashion shop in Scania [in the south of Sweden] – she passed away six years ago.

My upbringing did give me a basic sense of what it takes to run a business, and I was determined I would never go into business for myself – my parents were never off work.

I studied medicine for nine years before I gave in.

Even long after I had actually abandoned my studies and worked full-time on PetiteKnit, I still introduced myself as a medical student.

In part, I think I also hesitated to tell people, “I design knitting patterns”, since I am not a trained designer. Once I stopped referring to myself as a medical student, I began to say I have a company that works with knitting.

 

Our talk turns to where to draw the line between an appropriate sense of humility and the (perhaps feminine) tendency to sell oneself short.

Who sparked your interest in textile crafts?
My two grandmothers.
As a child, I was always sewing, knitting and crocheting and also designing collections that I planned to put into production when I grew up. At a young age, I had labels made to sew into the pieces I made. I was constantly thinking in terms of concepts and couldn’t do a Perler Bead image without imagining a Perler Bead image factory. I always aimed for professionalization.

Is that the key to your knitting style, which resembles machine-knitting more than traditional hand-knitting?

I am constantly looking for techniques to bring hand-knitting up to the same technical and visual level as machine-knitting.

That said, nobody knits because it’s cheaper than buying readymade items but because you can usually achieve higher quality. That means you need to be careful in finishing and fastening off loose ends.

‘Looking for’ – does that mean you search through existing patterns?

No. What I do is, for example, when I want to use a new shoulder construction that I know exists in machine-knitting, I keep experimenting until I find a method and achieve a perfect result. This means I know the construction inside out and understand the implications of every step. My process is quite systematic, something I took away from my scientific studies, which helps me when I develop, write and grade patterns.

We pack up our gear to continue our conversation in Mette’s home, Mette’s husband is about to go out with the youngest children.

Obviously, our everyday routines run more smoothly because I have flexible hours,’ says Mette when we step inside the family home, ‘but it’s not that I’m always the one who looks after the kids when they’re sick, we take turns.

My husband and my children would tell you that, like my own parents, I’m always working. However, I’m less worried about the children seeing me being dedicated to my work than I would be if they saw their parents having no passion at all.

Passion is essential – my husband feels the same way, he is a researcher.

However, I do make a point of taking time off now and then, and from four in the afternoon and until the kids are asleep, I hardly ever work. I never go out during that time, and I also don’t take part in work-related events during the weekend.

What do you do when you’re not working?

In order to get away from the phone and the computer, I need some sort of diversion, and with five kids, that’s rarely a problem.

When we go on holiday with all the kids, I often think that, sure, it’s tough, but it’s also mentally cleansing, because you’re so focused on their needs. That is so tangible and straightforward, and you have no choice but to be present in the moment. There is always someone who is hungry or someone who needs a clean nappy.

 In the living room, two girls in gym wear are dancing to loud music, while the kitchen has been turned into a playdough workshop.

Mette quickly clears the floor around the sofa, lights a candle and sits down with her knitting so I can take her portrait.

During the shoot, I notice the books in the bookcase and ask her if she actually manages to read all the books that appear in her Instagram profile, given her busy schedule.

No,’ she says, ‘but I listen to audiobooks when I am knitting, and if I like the book, I buy it a print edition afterwards in order to support the author.

 

It is four o’clock, I say goodbye and start the drive back to Copenhagen.

Man går ikke mange meter på gaden uden at spotte et hjemmestrikket Sophie Scarf.

Mette Wendelboe Okkels, som står bag PetiteKnit, talte i januar, inden jeg besøgte hende, på en meget kort strækning i Aarhus, til fem og skrev til sine 770.000 følgere på sin PetiteKnit-profil på Instagram, “det begynder at gå op for mig, at jeg ikke er det eneste medlem af den her strikkeklub.”

 

Mette Wendelboe Okkels, 34 år
Født og opvokset i Odder
Bor og arbejder i Risskov
Har læst medicin i ni år

 

Mette Wendelboe Okkels etablerede i 2016 PetiteKnit, hvor hun designer, udvikler og udgiver strikkeopskrifter på fem sprog, som sælges i PDF-version online og som fysisk produkt i garnbutikker i alle verdensdele.

PetiteKnit udvikler løbende farver til det norske garnfirma Sandnes Garn.

I PetiteKnit-opskrifterne foreslås ofte flere garnalternativer, fra Sandnes, fra Hjelholts Uldspinderi (bookazine 6), fra Isager Yarn og Filcolana, blandt andre.

Instagramprofilen er spækket med øjebliksbilleder.

Alle billeder indeholder strikketøj og strikket tøj, ofte med hende selv som model, tit med en kaffekop i hånden, og ikke sjældent med en skønlitterær bog eller Weekendavisen på bordet.

Er der tale om en opskrift på en pude, vises den på køkkenbænken, men man ser ikke køkkenet.

Når der er tale om strik i børnehøjde, er et eller flere af hendes fem børn på billedet, er der tale om herrestrik, stiller hendes mand op. Alle opslag er personlige og i øjenhøjde, men aldrig private.

Selv havde jeg ‘meldt mig ind i klubben’ nogle måneder forinden, fordi min datter ønskede sig en halsvarmer strikket efter en PetiteKnit-opskrift i julegave.

Den udførlige PetiteKnit-opskrift og de tilhørende instruktionsvideoer efterlod mig med en detaljering, som minder mere om maskinstrikket ‘fully fashion’ eller ‘3D-knit’ end om traditionelt håndstrik.

 

Omkring bordet

PetiteKnit holder til i et nyt byområde i Risskov ved Aarhus. Privat bor Mette med sin familie i en ældre murermestervilla et stenkast derfra.

Det fremgår af hjemmesiden, at hun ikke er solo-selvstændig, alligevel overrasker det mig at møde en hel håndfuld ansatte, bænket omkring et fælles frokostbord. Deres kompetencer rækker fra det tekstilfaglige over indkøb til kundeservice. Snakken går både om strikkeopskrifter og en forestående firmafest hos en af de ansatte.

Da den sidste bid frokost er sunket, fortsætter Mette og jeg samtalen på hendes kontor med udsigt til en opslagstavle fyldt med teknikprøver.

Her sidder hun nogle dage om ugen, andre dage arbejder hun hjemmefra, især hvis hun skriver opskrifter, foretrækker hun hjemmearbejde.

Personalet, lader hun forstå, er selvkørende, og PetiteKnit er en arbejdsplads med flad struktur. Mette holder hverken øje med mødetider, eller hvor mange timer hendes medarbejdere arbejder, det er ikke nødvendigt, alle er engagerede. Hun siger: “Jeg er stolt over vores rummelige virksomhed, hvor der er plads til mange forskellige personlighedstyper. Vi har netop ansat en i flexjob, og vi har løbende praktikanter, som har behov for at blive samlet op.”

“Jeg bestemmer, hvordan tingene skal se ud, men jeg er ikke bedst til at udføre i alle discipliner. Mine ansatte er her for at understøtte, at jeg kan lave præcis det samme, som jeg altid har gjort, mit fokus og min drivkraft ligger uændret i håndværket”. Hun fortsætter: “Men det er klart, at det er en dimension yderligere at have ansvar for en arbejdsplads med mange, som skal have løn hver måned. Det ansvar, kommer man ikke uden om, er et pres. Selvom jeg har været i gang i syv år nu, holder jeg stadig øje med dagens omsætning en gang i timen.”

Der er mange, som følger med i, hvad du foretager dig, du nærmer dig hastigt en million følgere på Instagram og har dermed meget indflydelse, hvad tænker du om det?
“Det tænker jeg ikke på.
Der udkommer nye mønstre, når jeg har udviklet noget nyt, og det gør jeg, når jeg har lyst og er klar. Mine Instagram-posts udkommer spontant. Jeg laver dem selv, de handler om strik, jeg udtaler mig ikke om politik, selvom jeg naturligvis har en politisk holdning, og jeg udtaler mig ikke om børneopdragelse, selvom jeg er mor til fem.”

Apropos opdragelse, du er ikke uddannet til at designe strik eller i at drive virksomhed, er du opdraget til det?
“Min far har drevet bageri i 50 år.
Min mor stod for den tilhørende butik, frem til de blev skilt, derefter fortsatte hun som selvstændig med tøjbutik i Skåne – hun døde for seks år siden.

Min opvækst gav mig en grundlæggende forståelse for, hvad det indebærer at drive en virksomhed, og jeg skulle absolut ikke være selvstændig, mine forældre holdt jo aldrig fri.

Jeg læste medicin i ni år, inden jeg overgav mig.

Selv længe efter, at jeg reelt var holdt op med at læse og på fuldtid beskæftigede mig med PetiteKnit, præsenterede jeg mig selv som medicinstuderende.

Det havde nu nok også at gøre med, at det var vanskeligt at sige: Jeg designer strikkeopskrifter.

Jeg er jo ikke uddannet designer. Da jeg holdt op med at omtale mig selv som medicinstuderende, begyndte jeg at sige: Jeg har en virksomhed, som beskæftiger sig med strik.”

Vi taler lidt om, hvor grænsen går mellem klædelig ydmyghed og en (måske feminin) tilbøjelighed til at undervurdere egne kompetencer.

Hvem bragte dig på sporet af håndarbejde?
“Det gjorde min farmor og min mormor.
Jeg syede og strikkede og hæklede uafbrudt, da jeg var barn, og tegnede kollektioner, som jeg planlagde at sætte i produktion, når jeg blev voksen. Jeg fik tidligt lavet mærkater til at sy i mine frembringelser. Jeg tænkte altid i koncepter og kunne ikke lave en perleplade uden at forestille mig en perlepladefabrik. Jeg har altid søgt at professionalisere.”

Er det her, nøglen ligger til en strikkestil, som mere ligner maskinstrik end traditionel håndstrik?
“Jeg leder hele tiden efter teknikker, som kan bringe håndstrik teknisk og visuelt på højde med det maskinstrikkede.

Når det er sagt, strikker man ikke, fordi det er billigere end at købe færdigt, men fordi man som oftest kan opnå en højere kvalitet. Derfor skal man også lukke pænt af og hæfte pænt.”

“Leder efter”, betyder det, at du går på jagt i eksisterende anvisninger?
“Nej, når jeg for eksempel vil lave en ny skulderkonstruktion, som jeg ved eksisterer i maskinstrik, så bliver jeg ved med at prøve mig frem, til jeg har fundet en metode og opnået et resultat, som er perfekt. På den måde kender jeg konstruktionen til bunds og forstår konsekvensen af hvert enkelt trin. Jeg arbejder systematisk – en metode, jeg har med fra mit naturvidenskabelige studie, og det kommer mig til gode, både når jeg udvikler, skriver og graduerer opskrifter.”

Vi pakker sammen for at fortsætte samtalen i privaten, Mettes mand skal af sted med de yngste børn.

“Det er klart, at vores hverdag glider bedre, fordi jeg ikke har faste mødetider”, siger Mette, da vi er kommet inden for døren, “men det er ikke sådan, at jeg altid tager barnets sygedage, dem deles vi om.

Spørger du min mand og mine børn, vil de sige, at jeg ligesom mine egne forældre aldrig holder fri. Jeg er i øvrigt ikke så bekymret for, at børnene oplever, at jeg er engageret i mit arbejde, det ville være værre, hvis de oplevede, at deres forældre ingen passion havde.

Passion er meget vigtigt – min mand har det på samme måde, han forsker.

Men jeg øver mig i at holde fri en gang imellem, og fra om eftermiddagen kl. 16 og frem til børnene sover, arbejder jeg næsten aldrig. Jeg går aldrig ud i det tidsrum, jeg deltager heller ikke i arbejdsrelaterede arrangementer i weekenden.”

Hvad laver du, når du holder fri?
“For at slippe telefon og computer skal jeg helst afledes, og det er sjældent noget problem, fem børn er i sig selv en afledning.

Jeg har virkelig tit tænkt, når vi er på ferie med alle unger, at nok er det benhårdt, men det er også en mental renselse, fordi man er så fokuseret på deres behov. Det er så ekstremt lavpraktisk og håndgribeligt, og man kan ikke være andre steder end til stede. Der er hele tiden en, som er sulten, og en, som skal have skiftet ble.”

I stuen dasker et par halvstore piger i gymnastiktøj rundt til høj musik, i køkkenet fabrikeres modellervoks.

Mette rydder hurtigt gulvet omkring sofaen, tænder et stearinlys og sætter sig til rette med strikketøjet for at blive portrætteret.

Mens jeg fotograferer, bemærker jeg bøgerne på reolen og spørger, om hun ved siden af alt andet når at læse alle de bøger, som fremgår af hendes Instagram-profil.

“Nej”, svarer hun, “men jeg hører lydbøger, når jeg strikker, og når jeg har hørt en bog, jeg synes om, køber jeg den efterfølgende som fysisk bog for at støtte forfatteren.”

 

Klokken er 16, jeg takker af og vender bilen for at køre til København.

 

Related stories

BLEU DE TRAVAIL

Traditional French working jackets are made of cotton...

A GIFT LANDED ON MY DESK

The book presents Marie Gudme Leth and her...

HAVERO

The photo series was shot at HAVERO in...

UPCYCLING

Our mission is to help Textilia (formerly De...

STITCHES

About Iben Høj from bookazine no. 2...

STITCHES

Anneberg Kulturpark (Anneberg Culture Park) at the...

This website uses cookies

We use cookies to personalise content and ads, to provide social media features and to analyse our traffic. We also share information about your use of our site with our social media, advertising and analytics partners who may combine it with other information that you’ve provided to them or that they’ve collected from your use of their services.