lanceringstale bookazin 14

Tale ( på dansk) fra lancering af
HÅNDVÆRK bookazine no. 14
i høstbo gallery,
Niels Hemmingsens Gade 8–10, København K

Velkommen

Et HÅNDVÆRK bookazine er en hybrid – et formidlingsprojekt og et værk.
Jeg har hele mit liv trænet og forfinet kunsten at udtrykke mig gennem design – materialebaseret og holdningsbåret.
Her i mit gamle hood i 00’erne var det – som en del af jer nok husker – gennem langsom mode, slow fashion.

I mit arbejdslivs nuværende form er det med et medie, som løfter håndværket og håndværkerens betydning for vores design-, arkitektur-, mad-, mode- og kunstscene.
Med risiko for at lyde selvhøjtidelig: Det er altid i en større sags tjeneste. Det er sådan, jeg forstår designfaget – og sådan, jeg forstår min plads i verden.

Det er også sådan, Nini Leimand, programleder for bachelorprogrammet Arkitekturens Anatomi og Fabrikation på Det Kongelige Akademi, ser på sit fag – arkitektfaget – i en sammenhæng, med et formål og på skuldrene af dem, som var her før os.

I det nye bookazine har jeg spurgt hende, om man kan tale om, at der på akademiet foregår en form for mesterlære. Spørgsmålet førte både til en interessant samtale om fag og metode, men også til en byvandring, hvor hun viste mig mesterlig arkitektur. Jeg havde kameraet med – og derfor har hun også vist den til jer.

HÅNDVÆRK no. 14 er et bookazine, som interesserer sig for mestre og elever – blandt andet. Man kan også sige det på en anden måde:
Jeg har interesseret mig for, hvordan ligningen ser ud, når det, man kommer med, understøttes af dem, man møder på vejen – hen imod det, man gerne vil blive til.

Den 14. udgave af bookazinet handler derfor mindst lige så meget om relationer, som det handler om materialer, teknikker og processer.

Det er næppe undgået jeres opmærksomhed, at vi befinder os i en dannelsesmæssig og uddannelsesmæssig brydningstid.
Vi har efterhånden i nogle årtier defineret os som videnssamfund, og vi har ivrigt satset på akademisk viden. I farten har vi glemt, at viden, som ikke er forankret i praksis, giver et pauvert udkomme – i hvert fald inden for de fagområder, jeg interesserer mig for.

Jeg skal være den sidste til at underkende akademisk viden – men nu er turen i den grad kommet til at balancere med praktik – og poesi.
Behovet for det vokser i samfundet, men behovet for at have en praksis vokser også i os mennesker – indefra.

Jeg interesserer mig altid i HÅNDVÆRK for praksis og for mennesker, som både kan noget, ved noget og vil noget.
I bookazine 14 interesserer jeg mig for både den traditionelle mesterlære, som bygger på en vekselvirkning mellem skole og praktik, men jeg har også set på andre typer af elev-/mester-relationer.

Uanset formen kræver det at være mester et menneskeligt overskud og en faglig generøsitet. Det er et stort ansvar, som fortjener at blive mødt med respekt.
Elever og praktikanter er ikke billig arbejdskraft, men mennesker, man skal møde i øjenhøjde, og som man kan være med til at kultivere.

Overskuddet udbetales i inspiration, i indblik i næste generations syn på sagen og i glæden ved at give sin viden videre.

Næste generations syn på sagen – og den sårbarhed, som mange forstår som et karakteristikum, der nærmest diskvalificerer dem – talte jeg for nylig med Birthe Gleerup om. Hun var den første frisør i Danmark med en grøn profil. Hun har tre saloner i Aarhus.

Jeg kontaktede hende for et halvt år siden for at høre, om hun ville medvirke i bookazinet sammen med en af sine frisørelever. Det kom der ikke noget ud af, for på det tidspunkt havde hun netop ingen elev.
Så fik hun en – og det meddelte hun – og da jeg alligevel var til trykstart i Aarhus, tog jeg forbi og talte med både elev og mester.

Der kom en lille onlineartikel ud af samtalen, som nogle af jer måske har læst.
Eleven Kathrine, som i øvrigt havde afsluttet en bachelor i religionsvidenskab, inden hun gik i lære i sit drømmefag, er glad for både sin ballast og sin nye uddannelse.

Mesteren, Birthe, sagde blandt andet, at det kan godt være, at de unge er sårbare – men det er vi andre også. Forskellen er bare, at de unge tør stå ved deres sårbarhed og insisterer på ikke at skamme sig over den. Og så sagde hun:
“Der går ikke noget af mig, fordi jeg spørger: Hvad skal der til, for at du har en god dag på jobbet?”

Hvad der skal til – det talte jeg også med Rasmus Bjørn Alderson om. Han står bag Bjørns Træværk og Restaurering. Virksomheden har 11 svende og 5 lærlinge. Rasmus kan I møde i det nye bookazine.

Jeg mødtes med ham og hans tidligere lærling og nuværende svend, Matias Orland, i en have i Valby.

Jeg spurgte, om det er en udfordring i forhold til rekruttering at være i et fag, hvor man traditionelt møder tidligt og har faste arbejdstider, og ikke – som i så mange andre brancher – kan have hjemmearbejdsdage?

Rasmus svarede, at han er nødt til at forholde sig til, at der er en stor fleksibilitet på det moderne arbejdsmarked, og at hans ansatte derfor i nogen grad forventer, at han kan matche den. Håndværkere har også børn, som de måske endda hver anden uge er alene med.

Hos Bjørns forventes medarbejderne at arbejde i gennemsnit 37 timer om ugen, men hvis de kan blive enige indbyrdes og med kunderne, spiller det ingen rolle for virksomheden, hvornår de møder, hvornår de går hjem, eller om de arbejder meget den ene uge og mindre den næste.

Vi talte naturligvis også om mester-elevforhold, og Rasmus fortalte med beklagelse, at han møder en del mestre, som ikke vil have lærlinge – heller ikke selvom der er en bod at betale, hvis man ikke påtager sig uddannelsesansvar, når man er i byggebranchen.
De mener, at lærlinge er for dyre. Det mener han ikke.

På Svinkløv Badehotel vil de gerne have elever.
Her talte jeg i sensommeren med kokkeelev William Kragh Eklund. Jeg talte også med forpagterparret Kenneth og Louise Toft-Hansen.

I skal glæde jer til at møde dem alle i bookazinet. William får I en forsmag på her:
Jeg spurgte ham – ret fantasiløst – hvordan han fandt på at søge til Svinkløv?

Han svarede, at han havde valgt mellem at gå kunstvejen og at gå i køkkenet. Hans første læreplads var en lokal landevejskro, men dér indså han, at hvis han skulle uddanne sig til kok, kunne han lige så godt sigte efter at lære faget af de bedste mestre.
Han uddybede: “Min far blev ved med at tale om Kenneth, som er verdensmester.”

William besluttede derfor at sige op og søge til Svinkløv.
Han fortalte med et smil, hvordan han havde taget sit pæneste tøj på og redt hår, inden han skulle møde Kenneth – og at deres samtale gik godt.

Mødet fandt sted midt i højsæsonen, og aftalen blev, at han kunne starte, når hotellet lukkede ned for vinteren. Om det sagde han:
“Den vinter var magisk og noget, jeg kommer til at fortælle mine børnebørn om.”

Jeg spurgte ham også til arbejdsklimaet i køkkenet og til, om man bliver behandlet med respekt, når man er lærling?
Han svarede, at man absolut bliver respekteret, men også at der er en nødvendig disciplin. Og at man ikke behøver at være en hård hund for at holde til at være i køkkenet – men blød som smør går nok heller ikke.

Med tanke på restaurationsbranchens skyggesider var det en fornøjelse at være i køkkenet på Svinkløv Badehotel.
Det har også været en fornøjelse at besøge Hotel- og Restaurantskolen her i København, hvor jeg over et halvt år fulgte deres innovative projekt Gejst. Det får I også indblik i i bookazinet.

I en anden artikel – den, som har givet anledning til forsidefotografiet – går vejen til en god elev-/mesterrrelation blandt andet gennem fælles æstetiske præferencer.

Arbejdet med den historie begyndte indirekte, da Kirsten Toftegaard, museumsinspektør på Designmuseum Danmark, henledte min opmærksomhed på, at en gruppe nulevende danske stoftrykkere, under navnet Stoftryk Nu, var inviteret til at udstille på museet fra maj 2025 til januar 2026 – med det formål, som hun udtrykte det, at formidle viden om et kunsthåndværk, der er truet af afvikling.

For at være klædt på til åbningen – og fordi jeg længe havde ønsket at besøge hendes værksted i Raadvad – skrev jeg til stoftrykker og designer Lisbet Friis og inviterede mig selv på besøg i april. Det er nu et år siden.

Under vores samtale fortalte hun med begejstring om Josefina Enevold. De lærte hinanden at kende i 2014, hvor Josefina var praktikant hos hende.
Nu assisterer Josefina indimellem, samtidig med at hun har sin egen praksis som stoftrykker.
I august vendte jeg tilbage for at tale med dem begge.

Lisbet og Josefina fortæller i bookazinet om hver deres baggrund og vej ind i faget.
Da vi i samtalen når til deres første møde – som finder sted, da Josefina har afsluttet sin bachelor på designskolen i København – forklarer Lisbet, at hun normalt, når hun får praktikantansøgere på besøg, med det samme ved, om det skal være eller ej. Men i forhold til Josefina var hun faktisk i tvivl.

“Men så fandt vi ud af, at vi har fælles referencer og en fælles interesse for farvet glas fra Gullaskrufs Glasbruk,” sagde hun.
Og Josefina fortsatte: “Min oldefar overtog bruket i 1927.”
Lisbet supplerede: “Og min kusines mand, som er glaspuster, købte hytten i 1983 – også hans virksomhed er for længst lukket.”

Henvendt til Josefina sagde hun:
“Du var meget stille i begyndelsen. Jeg brugte noget energi på at finde ud af, hvordan jeg kunne sørge for, at vi havde gode dage; stemningen er vigtig, når man går så tæt op og ned ad hinanden.”

Og til mig sagde hun:
“Men da jeg først lærte Josefina at kende, var hver dag god.”

Hun sagde også:
“Josefina kan en masse, jeg ikke kan, og det er spændende. Hun er dobbelt så hurtig som mig til meget. Til gengæld er der ting, jeg ved og kan, fordi jeg har lang erfaring.”

Ordet mester udgør halvdelen af ordet mesterværk.
Skal man have lang erfaring for at skabe et mesterværk? Det har jeg tænkt en del over.
Måske – måske ikke. Jeg har valgt at stole på min fornemmelse for, om noget er mesterligt, og mellem dobbeltportrætterne i bookazinet har jeg krydret med billeder af små og store mesterværker og korte beskrivelser af mestrene.

Nogle af dem er relativt unge – en af dem er Anna Søgaard. Hendes værk er en hylde, som jeg så første gang på SE – Snedkernes Efterårsudstilling.

Anna har et samarbejde med Marie Louise Høstbo. Det samarbejde – og meget andet – talte jeg med Marie Louise om over en kop kaffe i forbindelse med SE. Det var dér, du løftede sløret for dine galleriplaner – men du fortalte ikke noget om, hvem du ud over Anna havde i kikkerten.
Så stor var min glæde, da jeg noterede mig, at Mia Lagerman også er i din fold.

Blandt de mesterværker, jeg har interesseret mig for i bookazinet, er nemlig Mias glas – og den interesse førte os på en tur til Bro nord for Stockholm, hvor vi besøgte Erika Kristofersson Bredberg, som blæser glassene. Det var en virkelig god tur.

Derfra tog jeg videre til Kosta i Småland – til Glasriket – hvor ikke bare mange svenske glaspustere gennem tiderne er blevet uddannet, men også mange danske.
Her mødte jeg Lars Andersson, som er Erikas mester. Det var her, hun lærte sit håndværk, inden hun uddannede sig som formgiver på Glas- og Keramikskolen på Bornholm og på Konstfack i Stockholm.

Og apropos Sverige og uddannelse:
I bookazinets sidste artikel har jeg været på sporet af en håndværkeruddannelse målrettet nichehåndværk i regi af Hantverksakademien i Stockholm – en mulighed, som bør interessere en del, også i Danmark, og – kunne man håbe – inspirere til en lignende ordning her.

Tak, mester Mette Østman fra Filverket i Odense, og tak til eleverne Astrid Brøndgaard Jensen og Kamilla Kuszon – begge danske, men tilknyttet Hantverksakademien – tak fordi I informerede både mig og læserne om den mulighed.

Jeg kunne blive ved med at opremse mesterværker og mestre. Det gør jeg ikke – resten må I læse selv.
Inklusive en lang artikel om mor og datter Honxia og Isabell Wang – som jeg har elsket at lave.

Jeg elsker i det hele taget hvert eneste minut, jeg tilbringer med at lave interviews og fotografere til HÅNDVÆRK – og bagefter elsker jeg alle timerne ved skrivebordet, hvor materialet bearbejdes.

Arbejdet med hvert nummer – og dermed et nyt tema – giver mig adgang til viden og erkendelser, som forandrer eller forskyder mit blik.
Min forhåbning er, at læsningen gør noget lignende for jer.

Lige nu elsker jeg, at I er her, alle sammen.