SEASIDE HOTEL
From HÅNDVÆRK bookazine no. 14 about
Svinkløv Badehotel
buy your bookazine here
SVINKLØV BADEHOTEL is Denmark’s longest wooden building. It is located at the head of Jammerbugten bay, in the dune plantation Svinkløv Klitplantage, right on the North Sea coast.
The original Svinkløv Badehotel was designed in 1925 by Ejnar Packness, Royal Inspector of Listed State Buildings. Until 1934, it underwent several expansions.
Throughout its history, the hotel has had five owners. Today, a foundation, Fonden Svinkløv, holds all the stock in the property company, which owns the hotel.
The hotel is open from April to October and has 36 rooms. Since 2015, it has been leased and run by Kenneth and Louise Toft-Hansen.
In 2016, the main building burnt to the ground, while the annex and the icehouse from 1934 were spared and remain a part of the hotel today.
The current building was designed by Praksis Arkitekter, not as a replica but upgraded to modern sanitation, kitchen and fire safety standards.
The multi-award-winning architecture firm PRAKSIS was founded by husband-and-wife team Mette Tony and Mads Bjørn Hansen, in 2006.
The firm has its main office on the island of Tåsinge, south of Funen, and an office in Copenhagen.
Praksis Arkitekter is highly respected for their perceptive and site-sensitive approach and their grasp of the full range from renovation and restoration to transformation and new builds.
After spending some early morning hours on the road, I have arrived at Svinkløv Badehotel. It is 8 o’clock. At 9, I have a meeting with Louise Toft-Hansen and Kenneth Toft-Hansen, who lease and run the hotel. Later, I am going to meet with their chef’s apprentice, William Kragh Eklund.
I park in front of the hotel. Overwhelmed by the fresh September air, I follow my immediate urge and head straight for the sea. On the way, I spot a migration of people in bathrobes. I resist the urge to photograph the fascinating scene, since people come here to relax and lose themselves in the moment. No matter how discreet I might be, the camera would interfere.
Instead, I go for a walk in the dunes and take in the beautiful wooden building from every side.
Next, I announce my arrival. I am served coffee and fresh-squeezed apple juice while I wait in the blue room, which doubles as reception and restaurant.
The room is lively now, as hotel guests go to and from breakfast. A few are checking out, as this morning is their last day at Svinkløv. The atmosphere is cordial, with guests exchanging ‘See you next year!’
Regulars have the option of reserving the same days or week next year. Most of them do, so the chance of meeting a familiar face is high.
It has been this way for the past hundred years, only interrupted by the fire in 2016, which necessitated a two-season closure.
Kenneth arrives.
He gives me the tour of the public rooms, speaking in a near whisper whenever there are guests around. He is happy to talk about the choices made in connection with the reconstruction.
Essentially, all decisions are based on the same principles that he applies in the hotel kitchen: quality craftsmanship carried out by local builders in quality materials – in the kitchen, this means raw ingredients with organic production as the minimum standard. ‘We love it when we can take it one step further, to include permaculture and biodynamics – the growers, fishers and manufacturers lay the foundation of our work in the kitchen,’ he says.
‘Linseed-oil-painted pine was a natural choice for the window frames, along with drawn glass which has a slightly wavy and irregular expression,’ he says. ‘All the panels and architraves are hand-painted – you can see the brushstrokes. Nothing wrong with industrial coating, but it has no life. We love the traces and tiny flaws that naturally occur whenever human hands are involved.
Each room has its own colour – that’s the way it’s always been – but we chose subtler tones. Louise is always talking about bringing the colours of nature inside,’ he says, as he points from the violet room to the heather outside the windows. ‘In this room, there is no service. Here you can read, play boardgames or have a conversation. When we’re not disturbed by external influences, we naturally begin to talk to each other. It’s a primordial force.’
In the green room, he points to a grand piano. ‘We gave this a central location. Once a week or so, a guest will sit down and play. In here, we also have a TV, in case you couldn’t bear to miss the Wimbledon final.’
We peek inside the yellow room, where breakfast, lunch and dinner are served. Right now, the staff are clearing away breakfast and preparing for the lunch service.
I sense that the fire is still fresh in Kenneth’s recollection. He says that, for him, there will always be a before and after. ‘Right now, in September – the month when the fire happened – many things bring back the event. The growing darkness, for example.’
He adds, ‘As years go by, luckily, many new stories and new life have been pushing it more and more into the background.’
In a change of scene, Kenneth guides me into the basement.
‘Here we have our production, with many different stations: baked goods, confectionery, vegetables, meat and fish.’
In the back of the large room, I see that the staff are prepping fish, opening scallops and cooking stock in a huge pot.
We go further in, where the raw ingredients come in and are distributed to the various coolers. Kenneth pulls open a heavy door into a fully stocked ham cellar with natural ventilation.
‘I have always been told you can’t make air-dried ham in Denmark,’ he says. ‘That didn’t make sense to me, so I insisted on giving it a go. I discovered that, of course, it was all about what sort of pig the ham comes from – breed, living conditions, diet.
The old Danish piebald breed is perfect for the purpose. In terms of flavour, it is every bit as good as Spanish Iberian pigs.
Danish piebald pigs grow slowly, which gives them time to develop a good balance between fat and muscle.
The breed thrives in the Danish climate and is able to spend all year outside. It is also known for having large litters and being able to raise them – as many as 30 at a time. Naturally, that doesn’t work in industrial settings, where the pigs are tethered, but they’re perfect for free-range farming.
The pigs we buy have spent their entire lives outside. You can sense the smell of acorns in here, because that was part of their diet.
The pigs are shot in the field and transported after they are dead. We buy whole animals, and of course, we use every part.’
‘This year, we have enough stock. Otherwise, that is the first thing we do when the season ends, in early October: making charcuterie and pickling and fermenting three to four tons of fruit and vegetable.
The off-season staff only includes the chef, Henrik Aggerholm Olsen, the two chef’s apprentices and me.
In peak season, we have a staff of 23, divided into three teams. That is what it takes when you’re open from morning to night, seven days a week, with a new menu every day.
We could use a couple of extra apprentices, but it’s not easy to recruit young people to this remote location.’
I am astonished to hear that the positive reputation of both Svinkløv and its kitchen – personified by Kenneth as executive chef – is not more of a draw.
Kenneth explains, ‘I understand that young people find it more appealing to move away from home and into a small flat in Aalborg, Aarhus or Copenhagen than to live out here and commute to Aalborg during the school periods.
After all, few set out with enough goal orientation and professional passion to be able to appreciate what we have to offer – that develops with time.
The restaurant business is very diverse and attracts anyone from academics taking artisanal culinary training to young people who struggle with book learning or simply aren’t interested in academia to others who come in with heavy baggage from growing up in a troubled family.’
And you can handle that diversity here?
‘I am inherently curious about people and interested in understanding why they do the things they do.
There are many myths about the harsh tone in the restaurant business, and they did not develop out of nothing.
The thing is, you don’t learn about leadership when you’re in training as a chef – but if you’re talented and lucky, you can attain rockstar status very quickly.
I was not maladjusted in school, but books were not my strong side either. I was lucky that, as soon as I started my apprenticeship, I recognized that this was something I was good at.
Right from the outset, during my first years as a fully trained chef, I was praised by the food critics of leading newspapers, winning competitions and had begun to think “next stop, New York”.’
Kenneth had his first season at Svinkløv in 2009, when the previous owner, Lise Emborg, requested his help.
‘When Lise rang to ask me to help her out, I turned down her first three requests. In mid-May, when I realized how urgent it was, I accepted.
After my first two weeks, food critics flocked to the restaurant and sang our praises.’
‘Fame is an ego-boost but not necessarily a healthy basis for managing a workplace. I have taken an interest in performance management. Working in the kitchen can best be compared to a professional team sport. You need to put in a top performance, under time pressure as part of a team. You can’t do that by yelling and screaming – even if you might sometimes feel like screaming. To make it work, you need a safe culture, you need to communicate, and after the match, you need to evaluate.
Initially, the team was quite small, now it’s much bigger, and we try to look after people. Many come back for three or four seasons, so we must be doing something right.’
‘When I had been here three weeks, Lise asked if I was interested in taking over the lease. I thought, at least I would like to do one more season, and I began to see the outline of a future where I could raise a family.’
Had you already met Louise then?
‘No, but I saw that here, I would be able to pick up any future children from day care and school in the afternoon, go fishing, and even if I couldn’t tuck them in on summer nights, I would be there during the six months when we’re closed.’
So you fell in love with a possibility?
‘Yes.’
We change the topic.
‘Before you meet William, I want to show you our vinegars.
Every year, we make cider. It’s much easier to teach our apprentices about winemaking when we can show them how it’s done. We use some of our cider to make vinegar, so they can see the vinegar mother grow bigger the more sugar she consumes.’
‘Does it make sense?’ Kenneth asks rhetorically. ‘We could definitely buy good balsamic vinegar cheaper. Also, this vinegar won’t be ready for another 25 years, so I doubt that I will be the one to use it.’
I always applaud projects driven by enthusiasm rather than immediate utility and comment that if no one keeps knowledge and skills alive, we will end up poorer and lacking in culture.
Kenneth nods, then says, ‘Is there anything else I can do for you now? Otherwise, I’ll let William take it from here – he’ll be with you shortly. You can wait for him in the red room.’
In the red room
I am lost in thoughts, watching a group of hotel guests who have settled on a bench to take in the view.
William shows up with a carafe of water and offers me a glass.
I open with, perhaps, a somewhat obvious question: Why do you want to be a chef?
William replies that he has asked himself the same question many times, but that he decided as early as in the seventh form. He liked drawing and painting but did not think that he would be able to make a living as an artist. Cooking seemed like a good alternative.
What made you apply to Svinkløv?
‘I was born and raised in Fjerritslev, 10 kilometres from here. Before I began my training as a chef, I did two years of grammar school followed by the basic course at Techcollege in Aalborg.
My first apprenticeship was at Fjerritslev Kro, but I decided that if I was going to train as a chef, I might as well learn from the best. My dad was always talking about Kenneth, who is a world champion.
So I terminated my apprenticeship, put on my best clothes, combed my hair and came out here to meet with him.
We sat in the blue room,’ he points, ‘and I said, “I would like to apprentice as a chef.” “Sounds good,” he replied.’
‘This was in the middle of peak season, and I had just turned 18. We agreed that I would start when the hotel closed in September.
That winter was magical; an experience that I’ll be telling my grandchildren about. We took in whole animals, which I helped butcher, and pickled and fermented fruit and vegetables. You get to know each other and the craft when you’re part of such a small team.’
‘When I talk to the others at the college in Aalborg, most of them are astounded to hear that we get our asparagus directly from the farmer’s field … Very few of our deliveries come plastic-wrapped.’
Have you begun to think about what direction you would like to go, once you complete your training?
‘So far, I have only worked here and briefly at a traditional restaurant in Fjerritslev, so I don’t think I’ll know more specifically until I have more, and broader, experience. Just like you don’t know what being an adult involves until you move away from home.
I would probably like to do a few seasons here and then spend my winters working in other restaurants – maybe in Copenhagen, maybe in France.’
Could you imagine entering competitions, the way Kenneth has?
‘You don’t know what you’ve missed unless you try it.
Sometime in the future, I dream of having my own place – whether a brasserie or a Michelin-starred restaurant, time will tell.’
When I spoke with Kenneth, we briefly talked about the working climate in the business. What’s your experience, as an apprentice? Are apprentices treated with respect?
‘Yes, you’re respected, but there’s also a necessary level of discipline. And even if you do well, someone still has to sweep the floor.
The first time tempers flare, or you are reprimanded during service, it’s a bit of a shock – but you just have to go, “Yes, chef!”.
Once you realize that after the match, there are no hard feelings, and everyone still gets along, it’s easy to move past it. You don’t have to be a tough cookie to make it in a restaurant kitchen, but you probably shouldn’t be soft as butter either.
For me, coming here is the best decision I ever made.’
You report to the head chef, I assume?
‘Yes, but Kenneth is my master too. He helped me become a chef – and a man.
A man who loves cooking. My girlfriend says that I speak of broth in my sleep.’
‘In about a month, we begin to plan next season. Then I take a long break, since we are not butchering any animals this year. During my holidays, I’ll go to Copenhagen to dine in a lot of different restaurants. In January, I go back to school, and then it’s time for my exam.’
Louise has joined us, returning from rehearsal with her musical trio.
‘My ultimate life source,’ she says. More of that later.
She is the hotel’s creative director ‘… and hostess and ambassador of love,’ she adds. ‘I am not included in the rota, but I talk to the guests, handle communication’ – and, I was told, the development of site-specific soaps, bathrobes and products for the summer shop in the former icehouse. She also oversaw the interior design of the hotel in collaboration with furniture designer Chris Liljenberg Halstrøm (page xx). Chris designed the Vester chair, which is used in the yellow room, for the reconstruction of the hotel. ‘You mentioned the chair and Chris in your first bookazine,’ Louise recalls. That is correct. ‘We were partners in crime – the chair was produced by Skagerak, which was owned by Vibeke and Jesper Panduro at the time. Today, they are among our closest friends and have shared important insights into what it takes to be personal and professional partners at the same time.’
Kenneth came here in 2009 – when were you taken in by Svinkløv Badehotel?
‘Kenneth and I met in 2013. I was living in Copenhagen and worked as a producer on the TV 2 show Madklubben (Food Club) with a number of celebrity chefs, including Kenneth.
We fell in love and became a couple. Soon after, he asked me if I could imagine living here. I liked my life in Copenhagen and my job, but I didn’t want to stand in the way of his dream. On the other hand, he was pretty cool about it: if you don’t want to, don’t do it – and if you want to live here without being a part of the hotel, maybe working in Aalborg instead, that’s a possibility too.
Long story short, I decided to give it a shot – provided that we were going to be equal partners as lessees of the place.
I could never see myself being primarily a wife – although, if you google my name today, the first thing that comes up is that I am married to Kenneth.’
‘As you know, we took over the lease in 2015, and the hotel burnt down in 2016, two weeks before we were going to wrap up our first season. We were newlyweds and about to go on our honeymoon. That night, fate turned our lives into chaos for a while – but everything worked out in the end.
In the few years since then, we have established ourselves at the hotel – with all the wonderful history that we stand on the shoulders of and everything we achieved, and we are raising two children in the safest, most secure environment you can imagine.
And after initially trying to put aside my musical ambitions, I have now realized that I would become a lesser version of myself if I don’t take that side of myself seriously.’
Tell me more?
‘I hold a bachelor’s degree in musicology. I never had a master plan, but one thing has never changed: singing has always been part of my life.
Then I became a TV producer, more or less by chance. I enjoyed it, and I was good it at. In my spare time, I sang in a church choir and in the Academic Choir in Copenhagen.
Now, I am a member of the Philharmonic Choir Aalborg under the leadership of Michael Bojesen. We rehearse once a week and perform with the Aalborg Symphony Orchestra.
In addition, I have my trio: Dorthe Græsborg on piano, Deborah Josephsson on cello and myself as vocalist. We will perform at a sold-out matinee on the hotel’s last opening day. On that occasion, we do contemporary, nonclassical music – I love both genres.’
I remember that after the reopening of the hotel, in 2019, I heard that she moved everyone with her rendition of Alberte and Aske Bentzon’s song Lyse Nætter [White Nights]:
One of your imprints on this place is to bring singing and music into the rooms – that is beautiful, I say. Then I ask, One thing is what your days look like when the hotel is open, but what are your winters like?
‘I enjoy the summers and our wonderful guests, many of whom have become friends. To draw a parallel to my former career, the summers are like being on a six-month TV shoot – there keep being unexpected situations to deal with.
In summer, I am also the main parent to our two boys, since Kenneth naturally spends evenings at the hotel.
In winter, we enjoy that it’s just the two of us. We take some time off, my choir has several recitals, and I also have a lot of administrative tasks.
We evaluate, recruit and check the entire hotel, top to bottom – repainting woodwork and replacing faded curtains.
Speaking of curtains – when they fade, we don’t throw them out. It’s still quality fabric. I have had them turned into cushions and rag rugs that we sell in the summer shop.
Wintertime has its own quiet charm, even though I sometimes miss the cultural offerings of the city.’
The day has flown by. It is time to say goodbye. Louise is picking up the children, and tomorrow morning she will catch an early train to Copenhagen to visit friends and family. For the first time since she had children, she is going to spend three nights away from home.
I have time for another walk before I sit down for an early dinner.
While I enjoy a truly lovely meal, the hotel guests begin to arrive – most of them have changed for dinner.
After dinner, I return to the kitchen to be a fly on the wall as orders come in for dinner. This evening, there are 86 guests.
In peak season, there may be twice as many, including many who just come here for dinner.
In other words, the kitchen is not overly busy, and I am not in the way, they assure me.
Around 19.00, Kenneth shows up with his and Louise’s eldest son, Vester, who is six. Father and son have caught a pike in a nearby lake. It will now be descaled and filleted and then turned into fish cakes tomorrow for the family’s own dinner.
The boy is keen. Kenneth seizes the teachable moment. They examine the fish’s teeth, its empty belly, its swimming bladder – ‘and look at that neat little liver,’ says the boy, pointing.
Around 19.30, I slip into mom-mode and ask whether the catch made them forget all about bedtimes – this is, after all, a school night.
With a smile, Kenneth replies that this is the school of life, and the boy is learning a lot.
After a couple of hours in the kitchen, I have reached my bedtime. My room is simple – in the best sense of the word – and calming.
The next morning, I am up early and ready to get back on the road.
During breakfast – home-baked bread, excellent cheeses, fresh country eggs and yoghurt with granola – yesterday’s scene repeats itself: a migration of people, all in white bathrobes, headed to the beach.
SVINKLØV BADEHOTEL er Danmarks længste træhus og ligger i bunden af Jammerbugten, i Svinkløv Klitplantage, i yderste klitrække ved Vesterhavet.
Det oprindelige Svinkløv Badehotel blev tegnet i 1925 af kongelig bygningsinspektør Ejnar Packness og blev frem til1934 udvidet af flere omgange.
Hotellet har haft fem ejere gennem tiden. I dag ejer Fonden Svinkløv den samlede aktiekapital i Ejendomsselskabet Svinkløv Badehotel A/S, som ejer selve hotellet.
Hotellet, der holder åbent fra april til oktober og råder over 36 værelser, har siden 2015 været forpagtet af Louise og Kenneth Toft-Hansen.
I 2016 brændte hovedbygning ned til grunden, mens annekset og ishuset fra 1934 undslap branden og derfor fortsat er en del af hotellet.
Svinkløv Badehotel, som det står i dag, er tegnet af Praksis Arkitekter – ikke som en 1:1-genskabelse, men som en version opgraderet til moderne standarder med hensyn til sanitet, køkkenforhold og brandsikkerhed.
Den mange gange prisbelønnede tegnestue PRAKSIS blev stiftet af ægteparret, arkitekterne Mette Tony og Mads Bjørn Hansen i 2006.
Hovedkontoret ligger på Tåsinge i det sydfynske øhav, og tegnestuen har en filial i København.
Praksis Arkitekter er højt respekteret for sin sensitive og stedligt forankrede tilgang til og forståelse for både renovering, restaurering, transformering og nybyggeri.
KENNETH TOFT-HANSEN, f. 1982
2015-: Forpagter af Svinkløv Badehotel
2009-2015: Køkkenchef, Svinkløv Badehotel
2019: Guldvinder, Bocuse d’Or, Lyon, Frankrig
2004-2009: Kok på Henne Kirkeby Kro, Molskroen, Restaurant Piaf, Prins Ferdinand
2004: Uddannet kok fra Munkebo Kro
LOUISE TOFT-HANSEN, f. 1982
Sanger
2015-: Kreativ direktør og forpagter af Svinkløv Badehotel
2003-2015: Caster og tilrettelægger i tv-branchen
2008: BA Musikvidenskab, Københavns Universitet
Efter at have tilbragt nogle tidlige morgentimer i bil er jeg ankommet til Svinkløv Badehotel. Klokken er otte. Klokken ni skal jeg møde Louise og Kenneth Toft-Hansen, som forpagter hotellet. Senere skal jeg tale med deres kokkeelev William Kragh Eklund.
Jeg parkerer foran hotelbygningen – overvældes af den friske septemberluft og følger min umiddelbare tilskyndelse og går direkte mod havet. På vejen fanges min opmærksomhed af en badekåbeklædt folkevandring – et malerisk scenarie, som det er fristende at fotografere, men jeg undlader i respekt for, at gæsterne kommer her for at være sig selv og for at være nærværende i nuet.
Uanset hvor diskret man er, lægger kameraet sig altid imellem.
I stedet går jeg en runde i klitterne og betragter det smukke træhus fra alle sider.
Herefter melder jeg min ankomst og bliver tilbudt kaffe og friskpresset æblemost, mens jeg venter i den blå stue, som fungerer både som reception og restaurant.
Der er et leben indendøre nu – til og fra morgenmad, enkelte checker ud, fordi netop denne morgen er deres sidste feriedag på Svinkløv. Stemningen er familiær, og gæsterne udveksler “vi ses næste år”.
Alle faste gæster har ret til at reservere samme dage eller samme uge næste år. De fleste benytter sig af den mulighed, og chancen for at møde velkendte ansigter er derfor stor.
Sådan har det været i 100 år, kun afbrudt af branden i 2016, som førte til to lukkede sæsoner.
Kenneth dukker op
Han viser rundt i stuerne og taler lavmælt, næsten hviskende, når vi opholder os i rum med gæster. Han vil gerne fortælle om de valg, der er truffet i forbindelse med genopbygningen.
Skåret helt ind til benet er alle beslutninger baseret på de samme principper, som han driver køkkenet efter: godt håndværk udført af lokale håndværkere i kvalitetsmaterialer – i køkkenet forstået som råvarer, hvor minimumsstandarden er økologi. “Men vi elsker, når vi kan gå endnu længere og tale om permakultur og biodynamik – avlerne, fiskerne og producenterne udgør fundamentet i vores køkken”, siger han og fortsætter:
“Det har været naturligt at vælge linoliemalet fyrretræ til vinduesrammerne og trukket glas, som har et let bølgende og uregelmæssigt udtryk”. Han tilføjer: “Alle paneler og gerigter er håndmalede – man kan se penselstrøgene. Intet ondt om industrilakering, men den efterlader ingen spor. Vi elsker de spor og småfejl, der naturligt opstår, når mennesker har været involveret.”
“Hver stue har sin farve – sådan har det altid været – men vi har skruet ned for farveintensiteten. Louise taler igen og igen om at trække farverne fra naturen ind”, siger han og peger fra den violette stue ud på lyngen uden for vinduet. Han fortsætter: “I denne stue betjener vi ikke. Her kan man læse, spille spil eller have samtaler. Når man ikke bliver forstyrret af alt det udefrakommende, begynder vi mennesker at tale sammen – det er en urkraft.”
I den grønne stue peger han på et flygel: “Det har fået en central plads. Det hænder jævnligt – måske faktisk ugentligt, at en gæst sætter sig og spiller. Det er også her, der er et TV, hvis man ikke kan leve uden at se Wimbledon-finalen.”
Vi kaster også et blik ind i den gule stue, som er her, hvor gæsterne spiser morgenmad, frokost og aftensmad. Der ryddes lige nu op efter morgenmaden og gøres klar til frokost.
Jeg fornemmer, at branden stadig fylder en del. Kenneth siger, at for ham vil der altid være et før og et efter. “Lige nu, hvor det er september – måneden for branden – er der meget, som leder tankerne tilbage. Det begyndende mørke, for eksempel.”
Han tilføjer: “Som årene går, er der heldigvis kommet mange nye fortællinger og meget nyt liv til, og den fylder ikke længere hver dag.”
Nu laver vi et sceneskift, bestemmer Kenneth og guider mig ned i kælderen.
“Her har vi vores produktion med en lang række forskellige arbejdsstationer: bageri, konditori, grøntsager, kød og fisk”.
Bagerst i det store lokale kan jeg se, at der lige nu ordnes fisk, åbnes kammuslinger og koges fond i en kæmpe gryde.
Vi går dybere ind i kælderen – det er her, råvarerne kommer ind og bliver fordelt i de respektive kølerum. Kenneth åbner en tung dør til en fyldt skinkekælder, den er naturligt ventileret.
“Jeg har altid fået fortalt, at man ikke kan lufttørre skinker i Danmark”, fortæller han. “Det kunne jeg ikke få til at passe og insisterede på at prøve. Jeg fandt ud af, at det selvfølgelig handler om, hvilken gris man tager skinken fra – altså, hvilken race, hvilke opvækstvilkår den har haft, inklusive hvad den har fået at spise.
Den gamle danske sortbrogede landrace er perfekt til formålet. Smagsmæssigt kan den let måle sig med den spanske sortfodsgris.
De sortbrogede grise vokser sig langsomt store, hvilket betyder, at de har tid til at udvikle et naturligt forhold mellem fedt og muskler.
Racen trives i det danske klima og kan gå ude året rundt. Den er desuden kendt for at kunne få mange unger og at kunne passe dem – op til 30. Det fungerer naturligvis ikke i industrien, hvor grisene er fastspændte, men på friland fungerer det perfekt.
De grise, vi køber, har gået ude hele deres liv. Når du kan dufte agern herinde, er det fordi, det blandt andet er det, de har spist.
Grisene bliver skudt på marken og først derefter transporteret. Vi får hele dyr ind og udnytter naturligvis alt.”
“I år har vi nok på lager. Ellers er det dét, vi plejer at gå i gang med, når vi i starten af oktober lukker ned for sæsonen: charcuteri, foruden syltning og fermentering af tre til fire tons frugt og grønt.
Uden for sæsonen er her bare køkkenchefen, Henrik Aggerholm Olsen, de to kokkeelever og mig.
I højsæsonen er vi 23 fordelt på tre hold. Det er, hvad det kræver, når man har åbent fra morgen til aften, syv dage om ugen, og skifter menu hver dag.
Vi kunne godt have yderligere et par elever, men det er ikke helt let at rekruttere unge til en så afsides beliggende virksomhed.”
Jeg undrer mig højlydt over, at den positive opmærksomhed, som er om både Svinkløv og stedets køkken – personificeret i Kenneth som kok – ikke er et trækplaster.
Kenneth fortsætter: “Jeg forstår godt, at det er mere fristende som ung at flytte hjemmefra til en lille lejlighed i Aalborg, Aarhus eller København, frem for at bo herude og så pendle til Aalborg i skoleperioderne.
Det er trods alt de færreste, som lægger ud med at være så målrettede og fagligt passionerede, at de ser, hvad vi kan tilbyde – det er noget, som kommer hen ad vejen.
Restaurationsbranchen er mangefacetteret og tiltrækker alt fra akademikere, som videreuddanner sig til madhåndværkere, over unge, som er bogligt udfordrede eller bare ikke bogligt interesserede, til dem med virkelig tunge familiære udfordringer i bagagen.”
Og den diversitet kan I godt rumme her?
“Jeg er grundlæggende nysgerrig på mennesker og er optaget af at forstå, hvorfor de gør, som de gør.
Der er mange myter om den hårde tone i restaurationsbranchen, og den er ikke opstået ud af den blå luft.
Sagen er, at man intet lærer om ledelse under kokkeuddannelsen – men til gengæld kan man, hvis man er dygtig og heldig, på meget kort tid opnå samme status som en rockstjerne.
Jeg var selv ikke utilpasset, men heller ikke bogligt stærk, da jeg gik i skole. Jeg var til gengæld så heldig, at så snart jeg kom i lære, kunne jeg mærke, at det her er jeg god til.
Allerede de første år, efter jeg var uddannet, blev jeg prist af de store dagblades madanmeldere, vandt konkurrencer og havde vel egentlig tænkt, at næste stop skulle være New York.”
Kenneth havde sin første sæson på Svinkløv i 2009, hvor han blev kaldt til for at hjælpe den tidligere ejer, Lise Emborg.
“Da Lise ringede og bad mig hjælpe hende her, afslog jeg hendes tre første forsøg. I midten af maj, da jeg forstod, at det brændte på, sagde jeg ja.
Da jeg havde været her i 14 dage, sad madanmelderne i restauranten, og vi blev rost til skyerne.
Berømmelse er et egoboost, men ikke nødvendigvis et sundt udgangspunkt for at lede en arbejdsplads, men jeg er blevet optaget af præstationsledelse. At arbejde i køkken kan bedst sammenlignes med at dyrke professionel holdsport. Man skal toppræstere på tid og i teams. Det lykkes ikke, hvis man råber og skriger – heller ikke selvom man kunne have lyst en gang imellem. For at få det til at lykkes, skal man have en tryg kultur, man skal kommunikere og – når matchen er ovre – evaluere.
I begyndelsen var der ikke mange at lede, men det er der nu, og vi forsøger at passe godt på folk. Mange kommer tilbage og tager tre-fire sæsoner, så noget gør vi rigtigt.”
“Da jeg havde været her i tre uger, spurgte Lise, om jeg ville overtage hotellet. Jeg tænkte i hvert fald, at jeg gerne ville tage yderligere en sæson, mens jeg begyndte at se konturerne af en fremtid, hvor det ville kunne lade sig gøre at stifte familie.”
Kendte du da Louise?
“Nej, men jeg så for mig, at var jeg her, ville jeg kunne hente kommende børn fra daginstitution og skole om eftermiddagen, tage ud at fiske og måske ikke putte i seng på sommeraftenerne – men hele det lukkede halvår.”
Så du forelskede dig i en mulighed?
“I høj grad.”
Vi skifter emne.
“Inden du skal træffe William, skal du se vores eddiker.
Vi laver cider hvert år. Det er langt lettere at forklare kokkeeleverne om vinfremstilling, når vi kan vise, hvordan man gør – og når noget af vores cider siden skal blive til eddike, kan man med egne øjne se eddikemoderen, som vokser sig større og større, jo mere sukker hun spiser.”
“Giver det mening?” spørger Kenneth sig selv. “Vi kunne helt sikkert købe god balsamisk eddike billigere. Desuden er eddiken her først klar om 25 år, så det er nok ikke mig, som kommer til at bringe den i anvendelse.”
Jeg hepper på entusiastiske ikke åbenlyst eller direkte nyttige projekter – og siger, at hvis ingen holder viden og færdigheder i live, bliver vi fattige og kulturløse.
Kenneth nikker og siger: “Er der mere, jeg kan gøre for dig nu? Ellers vil jeg overlade dig til William – han er klar om lidt. Du kan vente på ham i den røde stue.”
I den røde stue
Jeg falder i staver og dagdrømmer, mens jeg ser ud på en gruppe hotelgæster, som har slået sig ned på en bænk for at nyde udsigten.
William dukker op med en karaffel vand og byder på et glas.
Lidt fantasiløst indleder jeg med: Hvorfor skal du være kok?
William svarer, at det spørgsmål har han stillet sig selv mange gange, men at han tog beslutningen allerede i syvende klasse. Han var glad for at tegne og male dengang, men forestillede sig ikke at være i stand til at etablere en karriere som kunstner – set i det lys forekom kokkefaget som en oplagt mulighed.
Hvordan fandt du på at søge dig netop til Svinkløv?
“Jeg er født og opvokset i Fjerritslev, ti kilometer herfra. Inden jeg påbegyndte kokkeuddannelsen, gik jeg to år i gymnasiet, og derefter tog jeg grundforløbet på Techcollege i Aalborg.
Min første læreplads var på Fjerritslev Kro, men der indså jeg, at skal jeg uddanne mig til kok, kan jeg lige så godt sigte efter at lære faget af de bedste mestre. Min far blev ved med at tale om Kenneth, som er verdensmester.
Så opsagde jeg min læreplads, tog mit pæneste tøj på, redte håret og tog herud for at møde ham.
Vi sad i den blå stue”, han peger –
“og jeg sagde: Jeg vil gerne i lære som kok. Det er fint, svarede han.”
“Det var midt i højsæsonen, jeg var lige fyldt 18 år, og aftalen blev, at jeg kunne starte, når hotellet lukkede ned i september.
Den vinter var magisk og noget, jeg kommer til at fortælle mine børnebørn om. Vi fik hele dyr hjem, som jeg var med til at skære op, og vi syltede og fermenterede frugt og grønt. Man kommer tæt på både hinanden og håndværket, når man går så få mennesker sammen.”
“Når jeg taler med de andre på skolen i Aalborg, så er de fleste målløse over, at vi her får asparges leveret direkte fra bondens mark… I det hele taget får vi meget lidt leveret i plasticemballage.”
Er du begyndt at tænke på, i hvilken retning du skal med faget, når du får dit svendebrev?
“Jeg har jo kun været her og en smule i Fjerritslev på en traditionel kro, og hvad det skal blive til, tror jeg først, jeg finder rigtig ud af, når jeg har været ude i verden. Man ved jo heller ikke, hvad det indebærer at være voksen, før man flytter hjemmefra.
Jeg vil nok gerne arbejde her nogle sæsoner og så bruge vintrene på at arbejde på andre restauranter – måske i København og måske i Frankrig.”
Kunne du forestille dig at stille op i konkurrencer, sådan som Kenneth har gjort?
“Man ved jo ikke, hvad man går glip af, hvis man ikke prøver.
En gang ude i fremtiden er drømmen at få mit eget sted – om det skal være et brasserie eller en Michelin-restaurant, må fremtiden vise.”
Jeg talte lidt med Kenneth om arbejdsklimaet i branchen – hvordan oplever du det at være lærling? Bliver man behandlet med respekt?
“Ja, man bliver respekteret, men der er også en nødvendig disciplin. Og selvom man er dygtig, skal man huske, at nogen skal feje gulvet.
Første gang bølgerne går højt, eller man bliver irettesat under service, er det lidt et chok – men så er det bare at sige ja tak.
Når man så finder ud af, at når matchen er ovre, er man lige gode venner og kan hygge sig, så er det let at komme videre. Man behøver ikke at være en hård hund for at holde til at være i køkkenet, men blød som smør går nok heller ikke.
For mig er det at søge herud den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget.”
Du refererer til køkkenchefen, går jeg ud fra?
“Ja, men Kenneth er også min mester. Han har været med til at gøre mig til kok – og til mand.
En mand, som elsker at lave mad. Min kæreste siger, at jeg taler om fonde i søvne.”
“Om en måned skal vi igen i gang med klargøring til næste sæson. Derefter har jeg lang ferie, fordi vi ikke skal slagte i år. I ferien skal jeg til København for at spise på en masse forskellige restauranter. Til januar skal jeg på skole – og i forlængelse af det op til svendeprøve.”
Louise er i mellemtiden kommet frem – hun har været til prøve med sin trio.
“Min ultimative livskilde”, siger hun – det vender vi tilbage til.
Hendes titel er kreativ direktør, “og værtinde og kærlighedsambassadør”, tilføjer hun. “Jeg er ikke på vagtplanen, men taler med gæsterne, sørger for vores kommunikation” – og, forstår jeg, for udviklingen af stedspecifikke sæber, badekåber og produkter til sommerbutikken, som findes i det gamle ishus. Desuden har hun stået for indretning af hotellet i samarbejde med møbeldesigner Chris Liljenberg Halstrøm (side xx). Det er Chris, der har tegnet stolen Vester, som står i den gule stue og som kom til, samtidig med at hotellet blev genopbygget. “Du omtalte stolen og Chris i dit første bookazine”, erindrer Louise. Det er korrekt. “Vi var partners in crime – stolen blev produceret af Skagerak, som dengang var ejet af Vibeke og Jesper Panduro. De er nu nogle af vores nærmeste venner og gode sparringspartnere. I Skageraktiden delte de – ligesom Kenneth og jeg gør det – både bord, seng og arbejdsplads.”
Kenneth kom hertil i 2009 – hvornår tog Svinkløv Badehotel bolig i dig?
“Vi mødte hinanden i 2013. Jeg boede i København og var tilrettelægger på TV 2-programmet Madklubben, hvor Kenneth medvirkede som en af de kendte kokke.
Vi blev forelskede og blev kærester. Der gik ikke ret længe, før han spurgte, om jeg kunne forestille mig et liv her. Jeg var glad for min tilværelse i København og mit job, men jeg ville ikke være den, der slukkede hans drøm. Han var på den anden side ret cool: Hvis du ikke vil, skal du ikke – og hvis du vil bo her, men ikke være en del af hotellet, men måske arbejde i Aalborg, så er det også en mulighed, var hans holdning.
Lang historie kort: Jeg besluttede at give det en chance – under forudsætning af, at vi skulle arbejde på at være et ligeværdigt forpagterpar.
Jeg kan under ingen omstændigheder forestille mig at være medfølgende hustru – selvom, googler man mit navn, så er det første, der kommer op, at jeg er gift med Kenneth.
Som du ved, overtog vi i 2015, og hotellet brændte ned 14 dage inden, vi skulle lukke vores første sæson i 2016. Vi var netop blevet gift og var på vej på bryllupsrejse. Den nat vendte lykken for en stund og blev til kaos – men det er endt godt.
Vi har på de få år, der er gået, etableret os på hotellet – med alt det fine, vi står på skuldrene af, og alt det, vi har kunnet, og vi har fået to børn i det tryggeste miljø, man kan forestille sig.
Selv har jeg – efter først at have forsøgt at lægge mine musikalske ambitioner på hylden – indset, at jeg bliver en dårligere version af mig selv, hvis ikke jeg tager den side alvorligt.”
Fortæl?!
“Jeg har en bachelor i musikvidenskab. Jeg har aldrig haft en masterplan, men én ting har altid været sikker: Jeg har sunget.
Så blev jeg tv–tilrettelægger, lidt ved et tilfælde. Det var jeg glad for og god til. I fritiden var jeg kirkesanger og sang desuden i Akademisk Kor i København, blandt andet.
Nu synger jeg med Filharmonisk Kor Aalborg under ledelse af Michael Bojesen. Vi øver en gang om ugen og optræder blandt andet med Aalborg Symfoniorkester.
Desuden har jeg min trio, som består af Dorthe Græsborg på klaver, Deborah Josephson på cello og mig som vokal. Vi skal optræde ved en fuldt udsolgt matiné på vores sidste åbningsdag. I den sammenhæng synger jeg rytmisk – jeg elsker begge genrer.”
Mens Louise fortæller om musikken, kommer jeg i tanke om, at jeg efter genåbningen i 2019 fik fortalt, at hun bevægede alle fremmødte ved at synge Alberte og Aske Bentzons Lyse Nætter:
Et af dine aftryk er at lukke sangen og musikken ind i stuerne – det er smukt, siger jeg og fortsætter: Ét er, hvordan din arbejdsdag ser ud, når hotellet har åbent, men hvordan ser vintrene ud?
“Jeg nyder somrene, nyder vores vidunderlige gæster – mange har vi knyttet venskabelige bånd til.
Skal jeg drage en parallel til mit tidligere virke, så svarer somrene til at være på optagelse seks måneder i træk – der opstår hele tiden uventede situationer, som skal håndteres.
Desuden er jeg den primære forælder for vores to drenge om sommeren, hvor Kenneth naturligvis også er på hotellet om aftenen.
Om vinteren nyder vi at være to. Vi får holdt lidt ferie, mit kor har flere koncerter, og så er der en lang række administrative opgaver, som ligger på mit bord.
Vi evaluerer, rekrutterer og går hele hotellet efter i sømmene – maler det træværk, som trænger, og skifter gardiner ud, hvis de er falmede.
Apropos gardinerne – når de falmer, er de ikke kassable. Der er stadig meget godt stof i dem. Af det har jeg fået syet puder og vævet kludetæpper til sommerbutikken.
Vintrene har deres egen stille charme – selvom jeg godt kan længes efter storbyens kulturelle tilbud indimellem.”
Tiden er fløjet afsted. Vi skal tage afsked – Louise skal hente børn, og i morgen tidlig tager hun meget apropos til København for at se familie og venner. For første gang, siden hun fik børn, skal hun være væk i tre nætter.
Jeg når en spadseretur mere i området, inden jeg sætter mig til bords til en tidlig aftensmad.
Mens jeg spiser et virkelig dejligt måltid, begynder hotellets gæster at indfinde sig til middagen – de fleste har klædt om.
WILLIAM KRAGH EKLUND, f. 2003
Bor i Fjerritslev
Kokkeelev på Svinkløv (udlært foråret 2026)
Efter maden går jeg igen i køkkenet for at være flue på væggen, mens der tages imod bestillinger og tilberedes aftensmad til – i dag – 86 gæster.
86 er ikke mange sammenlignet med i højsæsonen, hvor der kan være det dobbelte, fordi der også kommer mange gæster udefra for at spise.
Der er med andre ord ikke så travlt, og jeg går ikke i vejen, bedyrer kokkene.
Omkring klokken 19 dukker Kenneth op med sin og Louises ældste søn, Vester. Han er seks år gammel. Far og søn har været ude at fiske i en nærliggende sø og har fanget en gedde. Den skal afskælles og fileteres – kødet skal blive til fiskefrikadeller til morgendagens aftensmad hjemme i privaten.
Drengen er ivrig. Kenneth deler pædagogisk ud af sin viden. De ser på fiskens tandsæt, på dens tomme mavesæk, på svømmeblæren – “og sikke en fin, lille lever”, siger drengen og peger.
Da klokken er 19.30, spørger jeg – meget moragtigt – om de i anledning af fangsten har glemt alt om sengetider og morgendagens skoledag.
Kenneth svarer med et glimt i øjet, at lige nu opholder hans søn sig i livets skole – og her lærer han en masse.
Efter et par timer i køkkenet er det blevet min sengetid, roen sænker sig i det, i ordets bedste betydning, simple værelse, jeg har fået tildelt.
Næste morgen er jeg tidligt oppe, fordi jeg skal videre.
Mens jeg spiser min morgenmad – hjemmebagt brød, gode oste, frisklagte landæg og yoghurt med granola – starter det hele forfra: en folkevandring, alle iført hvide badekåber, er på vej mod stranden.
Related stories
Lunch continued
MY SOUP POT
Speech launch bookazine no. 11