Bricks
Clay types and firing temperatures are also a topic of debate in a showroom in Copenhagen’s Northwest district, just as it is in ceramic workshops around the country.
Here, though, the scale is a little different: the Harris couple speak of kilns that are so big you can walk around inside them, and their opening line is, ‘Have you seen Håndværkskollegiet (the Craft Residence Hall) in Horsens?
All the buildings are built as wooden structures clad with reused bricks. That’s the way to go, whenever possible. We supplied the red bricks used to pave the footpaths between the buildings and to make benches, an outdoor kitchen, plant beds and transitions to the wooden bridges and interior flooring.’
This article was published in HÅNDVÆRK bookazine no 12.
Annemarie and Christian Harris have worked with bricks for more than 20 years.
Initially as employees at the brickworks Pedersen Tegl, now under their own name, as agents and mediators between architects, building clients and a handful of German, Polish and Belgian family-owned brickworks that produce bricks and clinkers from locally sourced clay. The colour range is mainly based on yellows and reds but also includes one variant dyed with cobalt pigment as well as several greys. The grey shades are achieved by re-firing the red and yellow bricks: so-called blue reduction.
You might question if that is a sensible choice, and I do. Annemarie replies that grey bricks have been quite trendy for some time now, but that the current requirement to account for the CO2 impacts of all major construction projects – soon to be expanded to include construction projects on any scale – is necessitating tighter priorities, and perhaps people will begin to discover the beauty of bricks that have only been fired once.
Or, even better, perhaps more people will see the appeal of Harris’s new major passion: unfired bricks, clay plaster and clay paint – materials that are fairly unknown in Denmark but quite common in Germany, where they are part of the standard range of products in well-stocked building supply and home improvement shops.
Christian shows me a stack of solid-wall blocks, which can be used to build structures up to two storeys high. There has to be a fired brick at the bottom, towards the ground, and, of course, wood or fired bricks on the outside to form the building envelope.
The unfired bricks offer many advantages, including a small CO2 footprint and a good indoor climate. Christian tells me about a recent visit to a supplier in Germany, where he spent quite a bit of time in a house constructed of unfired bricks and finished with clay plaster and noticed that he was literally able to breathe more freely. ‘Imagine,’ he says, ‘how well you could sleep in a house made of those materials.’
For now, this has to remain a dream. No clients or architects working on large-scale projects have yet dared to take on this new, old material. For that to happen, some of the boldest and most innovative players will have to lead the way – perhaps a foundation, a pension fund or a municipality? Christian says that several potential actors have shown an interest in the materials. (Read more about unfired bricks in bookazine no. 8.
Annemarie says, ‘Once, the clients mostly talked about joint colours; now, they are also talking about sustainable choices. We have bricks in so many different formats and for so many different purposes, and the longer we spend in this industry, the nerdier we get.’
She adds, ‘You ought to go Landskrona. The city has very characteristic clinker pavements, and many of the of clinkers have relief patterns. This traditional use of clinker bricks began because southern Sweden, like Denmark, has clay in the underground, and because they used to have many small, local brickworks.
When they renovate the pavements in Landskrona, all the clinkers are taken up, the base is improved, and any cracked clinkers are replaced. We supply the replacement bricks. There is a wide range of different formats, colour shades and patterns – it’s a real patchwork, and of course, the clinkers we produce are not identical to the original ones, but they blend in naturally.
We recently delivered the first batch, totalling 700 m2.
It’s an amazing project, which demonstrates what we can offer and how to go about preserving our resources.’
I would like to see the pavements, and we agree that I will try to get Harris’s contact, the city’s director of environmental affairs, Tora Broberg, to join me on a walking tour of the city.
Annemarie also proposes a handful of other locations I could visit. I choose not to go, although I would have liked to.
A few weeks later, in the early morning light, I drive from Helsingborg to Landskrona.
The topic of the day is clinker pavements. We talk while Tora guides me through the streets at a brisk pace.
She tells me that she was born and raised in Landskrona. Her father was an architect, and with her training as a city planner, she has followed in his footsteps. She has chosen to remain in Landskrona, although in her youth, it was not a city people were proud to list as their hometown.
The city had a bad reputation
During the early 1980s, an industrial crisis led to the loss of 3,000 jobs in Landskrona. In the aftermath of this setback, the city, and the municipality at large, faced a host of challenges. A toxic cocktail of high unemployment, poor education and, thus, low income levels, combined with a large influx of immigrants and a lack of city planning resulted in a destructive development and a run-down, unsafe city.
Determined to set the city on a more constructive path, in 2010, the city council adopted a development strategy titled ‘Landskrona at a crossroads 2010’.
Based on in-depth analysis, the strategy identified a number of focus areas, and all the stakeholders – private and municipal property developers, property owners, landlords and businesses – proved willing and ready to pitch in.
The development in Borstahusen, which I passed on my way to the city centre, is a deliberate aspect of the strategy, she explains. Those who can afford it often prefer to live by the sea, and the ability to attract this category of residents is beneficial to the local tax revenue.
Tora pauses occasionally, as we set foot on a particularly beautiful pavement. There are plenty to choose from and more on the drawing board, she tells me. We reach the site of the 700 m2 of clinkers that Harris Tegl delivered a few months ago. The clinkers have already been laid, in a street where a red-brick new build respectfully references the existing buildings.
Clinker paving is part of ‘Landskrona at a crossroads’. New lanes and public are paved with clinker bricks, and existing paving is gently renovated.
‘I don’t assume that all the residents are consciously aware of the value of the beautiful paving, but everyone is affected by harmony as well as disharmony,’ says Tora, as we walk through a street that is scheduled for renovation. Here, the paving is worn-down asphalt, and the visual expression is bleak. The entire street will be paved with clinker bricks.
Can you tell that the strategy has had an impact? I ask.
‘Yes,’ she replies, without hesitation. ‘Not only does the town feel safer, people are proud to say that this is where they live and work. When I meet people from the industry around the country, they tell me, “I’ve heard a lot of good things about Landskrona,”.’
Tora is proud, and she has the data to back it up: today, the city has a larger population and a higher median income level, many new businesses have been established, and shops, hotels and restaurants have increased their turnover.
The city still has its problems, some of the peripheral neighbourhoods continue to face challenges, but there are hopes and visions to build on. The new plan is titled ‘Landskrona at a crossroads 2020’.
We have crisscrossed the city centre. Tora has to get back to City Hall for a meeting, and I retrace our steps to take photos of clinker bricks in a wide variety of designs in shades of yellow, red and violet.
I et showroom i Københavns Nordvestkvarter taler de, ligesom rundt omkring på landets keramikværksteder, om lertyper og brændingstemperaturer.
Blot er skalaen en anden. Her hos parret Harris omtales ovne så store, at man kan gå rundt inde i dem, og indledningsreplikken er: “Har du set Håndværkerkollegiet i Horsens?”
“Alle bygninger er opført i trækonstruktioner med facader klædt i genbrugstegl. Det er jo det, man skal, så vidt overhovedet muligt. Vi har leveret de røde teglsten, som er anvendt som belægning på stierne mellem husene, til bænke, udekøkken, plantebede og markering af overgange til træbroerne og videre ind i husene på gulvene.”
Annemarie og Christian Harris har arbejdet med tegl i mere end 20 år.
Først som ansatte hos Pedersen Tegl, nu med foden under eget bord, i eget navn, som agenter og bindeled mellem arkitekter, bygherrer og en håndfuld tyske, polske og belgiske familieejede teglværker, som producerer mursten og klinker af ler gravet op tæt på værkerne. Farvepaletten rummer gule og røde nuancer primært, en enkelt farvet ind med koboltblå pigment og flere grå, for brændes de røde og gule sten yderligere en gang – det kaldes at reducere eller blådæmpe – bliver de grå.
Man kunne spørge, om det er et fornuftigt valg, og det gør jeg. Annemarie svarer, at det har været meget moderne med gråmursten, men at nu, hvor man skal redegøre for CO2-belastningen ved alle større byggerier og snart også for mindre, tvinges man til at prioritere, og så kan det jo godt være, at man kan få øje på skønheden i mursten, som kun er brændt en gang.
I Danmark udleder byggeriet, ekskl. anlægssektoren, 5,5-6,4 mio. tons CO2 om året. Det dækker udledninger forbundet med opførelse, renovering og vedligehold af alle bygninger i Danmark, herunder også den udledning, der sker ved produktion af byggematerialer.
I 2021 blev der som led i en aftale om en national strategi for bæredygtigt byggeri sat en grænse for, hvor meget CO2 et nybyggeri må udlede. Grænsen strammes hvert andet år frem mod 2030.
Kilde: Social- og Boligstyrelsen
Eller endnu bedre vil der ske det, at nogle får øjnene op for Harris’ nye store passion, ubrændte sten, lerpuds og lermaling – materialer, som er relativt ukendte her, men i Tyskland helt sædvanlige og inden for rammerne af, hvad der er tilgængeligt i et velassorteret byggemarked.
Christian viser en stabel fuldmursblokke frem. Med dem kan man bygge i op til to etagers højde. Der skal en brændt sten nederst mod jorden og naturligvis brændt sten eller træ yderst som klimaskærm.
De ubrændte sten kommer med mange fordele – lav CO2-belastning er bare én af dem, et godt indeklima en anden. Han fortæller begejstret om, hvordan han for nylig i Tyskland, i forbindelse med et leverandørbesøg, opholdt sig i længere tid i et hus bygget af ubrændte sten pudset med lerpuds. Han kunne bogstavelig talt mærke, at han trak vejret friere. “Tænk”, siger han, “hvor godt man ville kunne sove i et hus bygget af de materialer.”
Indtil videre må han drømme. Ingen bygherrer eller arkitekter, som bygger i stor skala, har endnu vovet kaste sig over det nye, gamle materiale. Før det sker, skal nogle af de modigste og mest innovative på banen. Det kunne være en fond, et pensionsselskab eller en kommune. Christian lader mig vide, at flere har vist interesse. (Mere om ubrændte sten i bookazine 8.)
Annemarie tager over og siger: “Engang talte kunderne mest om fugefarver, nu taler de også om, hvad der er et bæredygtigt valg. Vi har tegl i så mange forskellige formater og til så mange forskellige formål, og vi bliver bare mere og mere nørdede, jo længere tid vi er i branchen.”
Hun fortsætter umiddelbart: “Du burde tage til Landskrona i Skåne. Byen er kendetegnet ved at have belægningsklinker i tegl, mange af dem med prægninger. At deres fortove oprindelig blev anlagt med tegl, skyldes, at der i Sydsverige, ligesom i Danmark, er ler i undergrunden, og at der engang var mange små lokale teglværker.
I forbindelse med renovering af fortovene i Landskrona bliver alle sten taget op, underlaget forbedres, og de knækkede klinker udskiftes. Vi supplerer de gamle teglklinker med nye. Der er et væld af forskellige formater og nuancer og prægninger – et patchwork, og dem, vi leverer, er naturligvis ikke præcis som de gamle, men de falder naturligt ind.
Vi har netop leveret første portion, 700 m2.
Det er et fantastisk projekt, der viser, både hvad vi kan, og hvordan man skal gøre, hvis man skal passe på ressourcerne.”
Det vil jeg gerne se, og vi aftaler, at jeg skal forsøge at få Harris’ kontakt, stadsmiljöchef Tora Broberg, med ud på en byvandring.
Annemarie foreslår mig yderligere en fem-syv andre steder, jeg også kan tage hen. Det gør jeg til gengæld ikke, selvom jeg har lyst.
Nogle uger senere, i tusmørket, kører jeg fra Helsingborg mod Landskrona.
Jeg kører fra E6 ved trafikplats Landskrona Nord mod centrum gennem det gamle fiskerleje Borstahusen, som nu er et eksklusivt forstadskvarter med hastig befolkningstilvækst.
I umiddelbar kontrast til mit ærinde, at se på tegl, mødes vi foran Tora Brobergs arbejdsplads, Landskrona stadshus, som er en imponerende betonbygning fra 1976, tegnet af professor Sten Samuelsson. (Samme arkitekt har tegnet Landskrona konsthall).
Havnebyen Landskrona er den femtestørste by i Skåne i det sydlige Sverige.
Landskrona har ca. 34.000 indbyggere.
Blandt attraktionerne i Landskrona kan nævnes:
Landskrona konsthall og den tilhørende skulpturpark
Hemslöjden Skåne – butik og skiftende udstillinger
Landskrona har Sveriges største antal kolonihaver pr. indbygger fordelt på seks områder.
I forbindelse med Landskrona citadell ligger Rothoffska kolonin, Sveriges ældste kolonihaveområde, her finder man blandt andet Rothoffs museumskolonihave.
Citadellet, eller Landskrona Slot, er en af Nordens bedst bevarede fæstninger, bygget i 1549-1559 af den danske kong Christian III.
Fra Landskrona kan man sejle (30 minutter) til den 4,5 kilometer lange og 2,4 kilometer brede ø Hven. Hven har ca. 350 faste beboere.
Vi skal tale om fortove med teglbelægning. Tora styrer mig med raske skridt gennem gaderne, mens hun fortæller.
Hun er født og opvokset i Landskrona, hendes far var arkitekt, og hun er med sin uddannelse som byplanlægger gået i hans fodspor og er blevet i byen, til trods for at en tilknytning til Landskrona i hendes ungdom ikke var noget, man ligefrem pralede af.
Byens rygte var dårligt.
Landskrona mistede i begyndelsen af 1980’erne i forbindelse med en krise i industrien 3000 arbejdspladser, og i kølvandet på det fik kommunen og i særdeleshed byen en række udfordringer. En uheldig cocktail af høj arbejdsløshed, lavt uddannelsesniveau, deraf følgende dårlig økonomi, suppleret med stor indvandring og manglende byplanlægning førte til en destruktiv udvikling hen imod en slidt og utryg by.
I 2010 vedtog byrådet, for at få byen på rette køl, en udviklingsstrategi kaldet “Landskrona vägval 2010”.
Baseret på en grundig analyse valgte man en række indsatsområder, og alle interessenter, private og kommunale ejendomsudviklere- og udlejere og handels- og næringsliv havde vilje og mod til at samarbejde.
Udviklingen i Borstahusen, som jeg passerede på vejen ind mod centrum, er en målrettet del af strategien, erfarer jeg. Mennesker, som har råd, vil gerne bo ved havet, og kan en by tiltrække den type af indbyggere, giver det flere skattekroner til kommunekassen.
Tora stopper her og der, når vi betræder et særligt fint fortov. Der er nok af tage af og mere på tegnebrættet, forstår jeg. Vi når frem til de 700 m2 tegl, som for få måneder siden blev leveret af Harris Tegl. Teglfliserne er allerede lagt ned, i en gade, hvor et nyt rødt murstenshus tager sin plads, men respektfuldt refererer til gadens gamle bygninger.
Fortovsfliser i tegl er en del af “Landskrona vägval”. Nye pladser, torve og stræder fødes med teglbelægning. De gamle belægninger renoveres nænsomt.
“Det er måske nok ikke sådan, at alle indbyggere på det bevidste plan er opmærksomme på værdien af den smukke belægning, men man bliver under alle omstændigheder påvirket, både af harmoni og disharmoni”, siger Tora, mens vi går gennem en gade, som snart står for tur; her er belægningen slidt asfalt og udtrykket trøstesløst. Hele gaden skal fremover være teglbelagt.
Kan du på det personlige plan mærke, at strategien har virket? spørger jeg.
“Ja”, svarer hun uden tøven, “ud over at her er tryggere, så er det nu forbundet med stolthed at fortælle, at man bor og arbejder her. Når jeg taler med branchefolk andre steder i landet, responderer de med, ‘jeg har hørt så meget godt om Landskrona’.”
Ikke bare er Tora stolt, hun kan også pege på fakta: Byen har fået flere indbyggere, højere middelindkomst, der er etableret mange nye erhvervsvirksomheder, og forretninger, hoteller og restauranter har øget deres omsætning.
Alle problemer er ikke løst, nogle kvarterer i periferien af byen har stadig udfordringer, men der er håb og visioner. Den nye plan hedder “Landskrona vägval 2020”.
Vi har gennemtrawlet hele bykernen, Tora skal tilbage til Stadshuset til et møde, og jeg tager turen en gang mere for at fotografere fortovstegl i mange udformninger og flere nuancer af gul, rød blåviolet.
Related stories
LOCALLY MADE
Chalk for little hands
Speech launch bookazine no. 11
