La___el 2.0
Lærke Lillelund is exhibiting in one of the small pavilions at the entrance to Enghave Park in Copenhagen’s Vesterbro district.
The exhibition, REFLEX, is on display until 4 February 2024 and can be viewed around the clock through the windows of the pavilion.
January 2024
Many people have asked me why I do not reprint sold-out back issues of the bookazine.
My reply is always that even though the articles contain a universal aspect that goes beyond the specific person who is portrayed, I could not imagine reprinting a bookazine with articles about people who have long since moved on, either continuing further down the same trail or moving in a different direction entirely.
Textile designer Lærke Lillelund was portrayed in one of the issues that are now sold out (bookazine no. 2, which you can read online here).
When the bookazine came out, she was still a relative newcomer to Copenhagen. She had explored various opportunities for gaining a foothold in the city, and at the time of writing, among other jobs, she worked with eelgrass upholstery at A. Petersen, which was the topic of the article.
She also had her own workshop but had not yet developed a significant portfolio of her own projects.
That was four years ago.
Today, Lærke is exhibiting in one of the small pavilions at the entrance to Enghave Park in Copenhagen’s Vesterbro district.
The exhibition, REFLEX, is on display until 4 February 2024 and can be viewed around the clock through the windows of the pavilion.
When I stopped by, the door was open. I had arranged to meet her there to talk to her about her works and to take photographs both from the outside looking in and from the inside looking out.
The works – or experiments, as she calls them – were created specially for this setting. In form, they lie in extension of earlier pieces of hers. A common quality of all the new pieces is that they play with light reflections to varying degrees.
‘I expected them to interact even more with passing cars and traffic lights,’ says Lærke. ‘At last week’s opening, when my DJ was wearing a high-visibility vest, and I was wearing a skirt with reflective prints, there was a lot of flash photography, which produces a really cool effect. You should try activating the flash on your mobile phone and take a picture,’ she urges.
I put my camera down and activate my flash, which I generally do not like using – and am rewarded with an extra dimension. Had it been after dark, I would undoubtedly have had an entirely different experience. And if the window panes had been covered with frostwork, as they were at the opening and over the following days, that would have added yet another effect.
The pavilion is like a glass display case or a fishtank, did you deliberately aim for the objects to look like jellyfish? I ask.
She did not, as a friendly but emphatic ‘NO’ makes clear.
Lærke does not aim for a likeness with nature but says that like nature, the objects developed organically because they are the result of a process. ‘They are a visual representation of an idea, and I prefer to leave them open to interpretation. I view the process as an investigation that gives me knowledge and see the resulting objects as my library,’ she explains.
So you do not intend to sell them?
‘I am less sentimental about them now than I was at first, I always make sure to document my process.’
Does that mean there is a price list?
‘No.’
And if I asked you if I could buy the piece in that window?
‘That has been sold.’
We change the topic.
‘In the Weirdwear workshop, where I work full-time with costumes, we now have a 3D printer, a laser cutter and a textile printer. These new technological tools provide a wealth of possibilities.
It means that something that would otherwise take so long that it would be almost unfeasible can now be done much faster. Instead, I spend a lot of time hand-colouring and mounting the pieces.
I like it when pieces that look simple contain a degree of complexity that is visible to the trained eye.’
Do you aim to scale up your artistic production while scaling down your day job?
‘I need both types of input. I also still do consultancy jobs for A. Petersen, the Royal Danish Theatre and 10 Tons, which I really appreciate.
Sure, I might dream of having more time for my own projects. Last year, I received a grant from the Danish Arts Foundation; that allowed me to focus a little more on my artistic production.
However, it’s all connected. The experiences I take away from my artistic practice benefit my jobs, and vice versa.’
Lærke Lillelund’s next scheduled exhibition is at Kulturtårnet (the Culture Tower) on Knibbelsbro Knippelsbro, a bridge in central Copenhagen, in summer 2024.
You can follow her on Instagram: @la___el
About the pavilions:
The two pavilions at the entrance to Enghave Park in Vesterbro were reconstructed from original drawings and in the original materials when the park underwent extensive renovation and climate adaptation in 2020.
The project was supported by the A.P. Moller Foundation and Realdania.
The pavilions, which were originally built in 1929 as ice cream and fruit kiosks, were designed by Arne Jacobsen while he was working in the office of Copenhagen’s City Architect and had yet to make a name for himself.
By the 1970s, they were severely damaged by rust and were demolished.
The reconstruction of the pavilions aimed to preserve the original architectural expression while adapting the buildings to contemporary needs and including measures to prevent the iron construction from rusting.
The pavilions are called Arnestedet and are operated by Vesterbro Library and Culture Centre.
Jeg bliver ofte spurgt, hvorfor jeg ikke genoptrykke de udsolgte bookaziner.
Jeg svarer altid, at selvom artiklerne har et element af noget almengyldigt, som rækker ud over den, som er portrætteret, så kan jeg ikke forestille mig at genoptrykke et bookazine, med artikler om mennesker, som for længst har bevæget sig videre, hvad enten det er videre i samme spor eller i en anden retning.
Tekstildesigner Lærke Lillelund er en af dem, som er portrætteret i et udsolgt bookazine (bookazine 2 som kan læses online her).
Da jeg skrev om hende, var hun relativt ny i København. Hun havde afsøgt forskellige muligheder for at få fodfæste, og arbejdede blandt andet som håndværker med at polstre med tang hos A. Petersen, det var det jeg skrev om.
Hun havde også et eget værksted, men havde endnu ikke nogen stor portefølje af egne projekter.
Det er fire år siden.
I øjeblikket udstiller Lærke i en af de to små pavilloner ved indgangen til Enghaveparken på Vesterbro i København.
Udstillingen REFLEX kan frem til 4. februar 2024, døgnet rundt, ses gennem vinduerne.
Da jeg var forbi stod døren åben. Jeg havde sat hende stævne for at tale med hende om hendes værker og for at fotografere både udefra og ind og indefra og ud.
Værkerne eller eksperimenterne, som hun kalder dem, er skabt til stedet. Formmæssigt arbejder de sig videre, i forlængelse af hvad jeg tidligere har set fra hendes hånd. Fælles for de nye værker er, at de alle, i et eller andet omfang, leger med at reflektere lyset.
”Jeg havde troet, at de i endnu videre udstrækning ville interagere med de forbipasserende biler og trafiklysene”, fortæller Lærke. ”Til åbningen sidste uge, hvor min DJ var klædt i refleksvest og jeg i nederdel med refleksprint, var der mange, som fotograferede med flash, det virkede virkelig godt – du skal også prøve at slå blitzen til på din mobiltelefon og fotografere”, insisterer hun.
Jeg lægger mit kamera fra mig og slår blitzen, som jeg ellers ikke bryder mig om, til, og får en ekstra dimension forærende. Hvis det havde været mørkt, ville det uden for en hver tvivl have været en helt tredje slags oplevelse. Havde ruderne, som de var det op til åbningen og i dagene efter, været dækket af isblomster, havde også det været en dimension.
Pavillonen er som en montre eller et akvarium, er det tilstræbt at værkerne påminder om gopler spørger jeg.
Det er det ikke forstår jeg på et venligt men eftertrykkeligt ”NEJ”.
Lærke tilstræber Ikke natur-lighed, men siger, at lige værkerne lige som naturen er vokset frem organisk, fordi de er resultatet af en proces. ”De er et visuelt billede af en ide, og jeg kan bedst lide at de er åbne for fortolkning. Jeg tænker på processen som en undersøgelse, som giver mig viden og på værkerne som mit bibliotek”, forklarer hun
Det vil sige at du ikke vil sælge dem?
”Jeg er mindre sentimental omkring det nu, end jeg har været tidligere, jeg sørger for at dokumentere min proces”.
Det vil sige at der er en prisliste?
”Nej”.
Men hvis jeg nu spørger om jeg kan købe det værk som hænger der i vinduet, hvad så?
”Det er solgt”.
Vi skifter emne
”På værkstedet Wierdwear, hvor jeg arbejder fast med kostumer, har vi fået både 3Dprinter, laserskærer og tekstilprinter, og det giver uanede muligheder at tage de nye teknologier i brug.
Det gør, at noget som ellers tager meget lang tid, næsten uoverkommelig lang tid, kan gøres hurtigere, til gengæld lægger jeg meget tid i at håndkolorere og montere værkerne.
Jeg kan godt lide, at værker, selv om de ser enkelt ud, rummer en kompleksitet, som det trænede øje kan gennemskue”.
Er målet at din værkproduktion skal komme til at fylde mere og dit day-job mindre?
”Jeg behøver begge slags input, jeg har også stadig konsulentopgaver stadig for A Petersen, for Det Kgl. Teater og for 10 Tons som jeg sætter pris på.
Jo, måske kunne jeg godt drømme om lidt mere tid til mit eget. Sidste år fik jeg støtte fra Statens Kunstfond, det gav mig mulighed for at lade min værkproduktion tage lidt mere plads.
Men det hele hænger sammen, de erfaringer jeg få i værkproduktionen kommer mine jobs til gode og omvendt”.
Lærke Lillelunds næste planlagte udstillingsaktivitet er i Kulturtårnet på Knippelsbro i sommeren 2024.
Hun kan følges på instagram på @la___el
Om pavillonerne:
De to pavilloner ved indgangen til Enghaveparken på Vesterbro, blev i 2020 genopført, efter originale tegninger og i originale materialer, i forbindelse med en gennemgribende renovering af hele parkområdet, som er blevet skybrudssikret.
Projektet er støttet af A P Møllerfonden og Realdania.
Pavillonerne, som oprindeligt blev opført i 1929 som is- og frugtbod, blev tegnet af Arne Jacobsen, da han arbejdede for Stadsarkitekten og endnu ikke var kendt i eget navn.
I 70’erne blev de revet ned, da de næsten var rustet væk.
Med genopførelsen, har man villet sikre det originale arkitektoniske udtryk. Samtidig er pavillonerne er tilpasset nutidens behov, og at man har søgt at sikre, at jernkonstruktionen ikke igen ruster bort.
Pavillonerne kaldes Arnestedet, og boderne driftes af Vesterbro Bibliotek og Kulturhus.
Related stories
