Part 2, introduction to bookazine 11
Speech from the launch of the
HÅNDVÆRK bookazine no. 11, 25 September 2024.
The six months I spent focusing on wood were not just about wood as a material or resource or about craftspeople who work with wood.
They were also a journey into a deeper understanding and sense of the grandeur associated with the complex interplay of culture and nature that is a condition for working with wood.
In the bookazine, I have illustrated this grandeur through photos, each capturing a singular moment in time – a moment that will never return.
On my long drives through Danish and Swedish landscapes, I have let varying radio hosts deliver the soundtrack: it, too, a sequence of moments in time unfolding in random ways – or, at least, as random as it gets once you have selected your station.
On my way to the first interview in the bookazine, with violin maker Noémie Viaud, in February, I heard on the radio that bass player Georg Riedel had passed away. The radio host mentioned Riedel’s collaboration with one of my personal favourites, the pianist and composer Jan Johansson. The story was accompanied by tracks from Johansson’s album Jazz på Svenska (Jazz in Swedish).
Truth be told, Noémie Viaud was not exactly eager to accept when I asked if I could visit.
Not that she turned me down outright; she thanked me for my interest, and in principle, she was happy to join the other craftspeople on the pages of HÅNDVÆRK. However, when you only have the capacity to build six instruments a year and a waiting time of 18 months, you are naturally reluctant to spend half a day on an interview.
However, we did arrange to meet, perhaps because I was slightly insistent, and I am really pleased to be able to share her not only with the six musicians she is able to deliver to per year but with all the readers of HÅNDVÆRK. She is a very special person, she has stamina, and she likes Jazz på Svenska.
The following day, I visited Anders Mølgaard, who is behind BurntWood, just outside Aarhus.
I had met Anders a few months before, at a festival for sustainable crafts in Copenhagen.
I had really been looking forward to seeing him again and having him explain what would make someone establish a production line for burnt wood, based on the Japanese yakisugi principle, in a suburb of Aarhus.
We talked about that. We also talked about ADHD, which Anders describes as his superpower and the basis of his willingness to take risks. He claims it simply is not possible to be an entrepreneur without ADHD.
We also talked about his priorities. Even though his project is important to him, his core demand for his working life is freedom. ‘No one should ever go into business for themselves for the money,’ he said as he showed me one of the fire stations in Aarhus that he has delivered burnt facade cladding for. He added that today, he actually has net earnings, but still, freedom and flexibility are his top criteria.
He has barely finished the sentence before one of his daughters rings him to ask when he will be home. ‘I am happy that I got my priorities straight before I had kids,’ he says, once he is off the phone. ‘I would hate to grow old and be able to look back at a great career at the cost of losing touch with my family.’ Then we left the fire station and headed home.
The direct reason why we are here today, in these beautiful rooms surrounded by iconic furniture, was my talks with Ivan and Henrik in February (OneCollection). We met twice, first at their new factory near Vejen and the following day in Ringkøbing, to talk about their approach to managing the design heritage of Finn Juhl.
Before we got to that, we went on a trip down memory lane, as our paths have crossed many times in the past.
Henrik and Ivan also spoke about priorities. They explained that a set of basic rules have informed all their business decisions since they founded their business in 1990.
Throughout the interview, they kept finishing each other’s sentences. About the basic rules, one of them said,
‘We don’t work with people we don’t like.’
One of them said,
‘We never prepare for a meeting’ – the other added, ‘No. If we did, we would miss out on all the possibilities that arise during the process.’
‘We never turn down a job.’ – and then they added, ‘Provided it involves a partner we like – at first, of course, it was mostly because we couldn’t afford to turn anything down.’ ‘Even though it nearly killed us on a couple of occasions.’ ‘On the other hand, there are many projects that would never have come our way, if we had turned down the initial project that led to them.’
I thank you for not turning me down.
I went to Horsens twice to visit the brand new Håndværkskollegiet (Craft Residence Hall), in February and April. In January 2024, I received an invitation – thankfully, one of many. This one came from Heidi Zilmer, who is portrayed in my book HÅNDVÆRK from 2018.
Heidi wrote,
‘Enclosed, I send you a press release about our new Håndværkskollegiet in Horsens, which has its official opening on 1 March 2024. I hope that you might be interested in writing about the residence hall or portraying one of us mentors.’
In the attached press release, I read the following:
‘Fonden for Håndværkskollegier (The Foundation for Craft Residence Halls) is breaking new ground by building residence halls for craftspeople in training. The goal is to raise recognition of craftsmanship and help to build strong communities among future skilled craftspeople.
The residence halls will be the setting of the residents’ daily life, a place for them to pursue their craft interests, share meals in the communal kitchen and enjoy being part of a community of peers. As unique factors, each residence hall has a resident director and well-equipped workshops with professional mentors attached.’
You can look forward to the article, where you can meet Asmus Lykke, who is one of the first residents of the hall, as well as the director of the residence hall, Jens Peter Stou. You can also enjoy detailed images of top-notch brickwork and wood. The place is a gem; the first in a row of three, so far.
In April I went to South Zealand to talk about basket weaving with Mai Hvid Jørgensen.
Among other projects, Mai has created wickerwork for many of the world-renowned gourmet restaurant Noma’s courses, a collaboration that she treats with level-headed pragmatism.
‘I enjoy serial production, so making wicker products for Noma has been fun,’ she said.
Mai is one of the very few in Denmark who can make a living as a basket weaver. That also came up in our conversation, because, how is that ceramics and glassblowing have become trendy but not wickerwork? It even seems a fairly accessible craft no costly kilns or expensive materials, all you need is time, a bundle of willow and a knife.
Let this be an encouragement, one that was already sent into the universe, most beautifully, from Sophienholm this summer, when the architects Mathias Mentze and Alexander Vedel Ottenstein reimagined the material in their exhibition LABORATORIUM FOR FLET (Laboratory of Weaving).
I also had the pleasure visiting Bess Kristoffersen, who is a textile designer and a certified forest bathing guide. In fact, I visited her twice.
My second visit was for the forest bathing experience she had invited me to. On the way, I listened to a programme with actor Jens Albinus. In a trivial but amusing coincidence, it turned out that Albinus had spent the first five years of his life in the same – forgive me, godforsaken –village where I grew up, and I realized that his father, a pastor, had christened both me and my brother. Albinus talked and played music of his own selection, including – to my delight – the Prelude to Johann Sebastian Bach’s Cello Suite No. 1 in G Major.
It would be going too far to claim that forest bathing was a religious experience for me, but it wouldn’t be entirely off the mark, either.
You can look forward to coming along in the bookazine, you might even want to try it yourself.
In early May, I went to Stockholm to meet Finn Ahlgren
I have casually followed Finn for several years.
His furniture, which is made from what others call waste, has been shown in several exhibitions. Most recently, I noted that he received praise for his contribution NÖJ DIG (Make Do) at the Stockholm Furniture Fair 2024.
When I received a newsletter offering a one-day course in ’råsnickeri’ led by Finn, I asked if I could join.
Råsnickeri is a play on words. In Swedish, cabinetmaking is called finsnickeri (literally ‘fine carpentry’), while råsnickeri (literally ‘rough carpentry’) would be the opposite.
Finn had decided to construct a stool while I watched and documented. He gathered seemingly random pieces of wood on the floor. The room looked as if open floor space is a rapidly shrinking commodity.
He said, ‘Aesthetic perfection is uninteresting, so it is important for me not to spend too long arranging the bits of wood. If I do, they will lose the magic of divine accident.’
The only tools he uses are an electric screwdriver and a handsaw.
‘Råsnickeri is a communication project. I have written a book with instructions on making different types of furniture based on my principle; it comes out this autumn,’ he said, as his hands combined the bits of wood like a jigsaw puzzle.
Finn has strong opinions about most things. You can look forward to reading about him and being challenged, also in aesthetic terms.
As bonus info, I can share that it has just been announced that Finn Ahlgren will receive te prestigious Swedish Bruno Mathsson Award 2024.
The only article in the new bookazine that plays out in my own local area is the one based on my visit with English-born Nicholas Shurey. His workshop is just 20 minutes from my home, at the former Værløse Air Base.
I went there a couple of times and watched as Nick worked on a metres-tall sculpture for a hotel in New York.
He is a trained architect and has worked on large-scale interior design projects, both in Denmark and abroad, but in recent years, he has worked mainly with sculptures and unique sculptural furniture in his own studio.
‘In Denmark, you lean on a heavy design heritage, in which design and architecture were inextricably connected and there was a humble approach to materials.
That was one of the factors that made me look to Copenhagen,’ he said, adding,
‘Much of the furniture that is designed today is not based on any knowledge of wood but uses wood as if it were an inexhaustible resource produced in a factory, even though it is in fact a living material that comes from an ecosystem. The lack of understanding of craft and materials is one of the reasons why I lost interest in the architecture profession.’
He has not entirely abandoned his former profession. On my second visit, concurrently with the large sculpture, he was also working on a project in Scania County in southern Sweden to transform a traditional building design furnishings for it.
The second to last article also plays out in Sweden, not in Scania but in the forests in Halland County. Here, I visited the couple Anna and Caspar Sandgren.
They are in charge of a production forest and also run the Rörbäck Forest Retreat, which some of you may have come across in some international design magazine. It is very beautiful.
I had a wonderful overnight stay at their retreat and some good and enlightening conversations, not least with Caspar, about forestry. I share my new insights with you in the bookazine.
In between my work with the features, I took photos for the pages that mainly show product – this too led to meetings with many craftspeople, makers and culinary artisans, who kindly lent me products and told me about goat’s cheese, fermented birch sap, throws and many other interesting topics.
Last but not least, in May, I went to the island of Lolland, to the Frederiksdal Estate.
I tell the story of this visit in the article ‘The Taste of 4912 Harpelunde.
At Frederiksdal, they grow cherries and make wine. Harald Krabbe and his wife, Mette Rix Krabbe, own the majority stake in Frederiksdal Cherry Wine, which was founded in 2006.
The story of Harald Krabbe, who joined forces with his friends, journalist and wine afficionado Morten Brink Iwersen and chef and restaurateur Jan Friis-Mikkelsen, in 2006, to create a new Danish enterprise based on cherry, attracted the attention of the press.
A quick Google search tells me that chance brought the three together, that the idea arose over lunch. At the time, the decision had been made to cut down the cherry trees at Frederiksdal, because they were not making a positive contribution to the economy of the estate. The concept further took shape during a grand tour of Europe, as the trio visited winegrowers and learned about grapes, soil and terroir and developed a common language for flavour.
It took some time to land an appointment with Harald.
Our meeting was postponed once, then twice, and then we agreed we might as well wait until the cherry trees were in bloom. Then the bloom was delayed by cold spring weather. We finally manage to make an appointment, in May.
The evening before my visit, Harald writes,
‘We look forward to welcoming you down here tomorrow.
We are in the middle of negotiating a major contract, so I will be largely absent.
Therefore, my wife, Mette, will greet you and show you around. She is responsible for branding, design and marketing.
The trees are in full bloom, so it will be gorgeous day for a visit.’
I am sure I could have had an interesting conversation with Harald, but I am not sorry that he had Mette take over.
Another one of those articles, where it turned out to be a good thing that I had not planned everything out ahead of time. If I had, I would have missed out. Now, instead, I was enriched and enlightened.
Thank you for welcoming me, Mette, our meeting was inspiring, thought-provoking and tasty!
Now, for the mercantile aspect of this event:
If you have not already bought your copy of HÅNDVÆRK, or taken out a subscription, you can buy the bookazine here or from one of the many good retailers in Denmark or abroad.
You can read the first part of my speech here.
Take fra lancering af HÅNDVÆRK bookazine no 11 i House of Finn Juhl i København
Del 2, introduktion til bookazinet.
Et halvt år med fokus på træ, har ikke bare handlet om træ som materiale eller ressource eller om håndværkere, som beskæftiger sig med træ.
Det har også været en rejse ind i en, om ikke fuldkommen forståelse af,
så i hvert fald en følelse af den storhed, som er knyttet til det komplekse samspil mellem kultur og natur, som er en forudsætning for at arbejde med træ.
Storheden har jeg i bookazinet illustreret ved hjælp af billeder, nedslag i tid – øjeblikke, som aldrig kommer tilbage.
På mine lange bilture gennem det danske og svenske landskab har jeg denne gang undladt at høre nyheder, men l stedet ladet skiftende musikkyndige radioværter levere lydkulissen, til mit arbejde med indholdet. Også et øjebliksbillede og tilfældigt, så tilfældig, som det bliver, når man selv vælger, hvilket program man vil lytte til.
Det begyndte med, at jeg på vej til det første interview i februar, med violinbygger Noémie Viaud, hørte i radioen, at bassisten Georg Riedel var død.
Radioværten talte om Riedels samarbejde med en af mine favoritter, pianisten og komponisten Jan Johansson. Indslaget blev ledsaget af “Jazz på Svenska”.
Noémie var når sandheden skal frem ikke ligefrem ivrig, da jeg inviterede mig selv på besøg.
Heller ikke for alvor afvisende, hun takkede for min interesse, og principielt ville hun meget gerne være i godt selskab i HÅNDVÆRK, men når man kun kan bygge seks instrumenter om året og har en ventetid på ca. 1½ år, så bruger man nødigt en halv dag på et interview.
Vi fik, måske fordi jeg var en anelse insisterende, en aftale i stand og jeg er virkelig glad for at jeg kan dele hende med ikke bare de seks musikere hun kan overkomme at servicere pr år, men med alle læsere af HÅNDVÆRK, hun er meget særlig, hun har stamina og hun synes om Jazz på Svenska
Dagen efter besøgte jeg uden for Århus Anders Mølgaard, som står bag BurntWood
Anders havde jeg mødt nogle måneder forinden på en festival for bæredygtigt håndværk i København
Og jeg havde virkelig glædet mig til et gensyn og til at tale med ham om hvordan man finder på at etablere en produktionslinje for brændt træ efter det japanske yakisugi princip i en forstad til Århus.
Det talte vi om, vi talte også om ADHD, som Anders beskriver som sin særlige superkraft og som årsagen til hans risikovillighed. Man kan ikke være iværksætter uden ADHD er hans påstand.
Vi talte også en hel del om hans prioriteter. For selvom om hans projekt er vigtigt for ham, så er han ikke i tvivl hans ufravigelige krav til arbejdslivet er frihed. “Man skal aldrig blive selvstændig på grund af pengene”, sagde han mens han viste mig en af de brandstationer i Århus han har leveret brændt facadebeklædning til -og indskød, ”nu tjener jeg faktisk penge, men det er stadig frihed og fleksibilitet, som tæller mest”
– knap havde han sagt det før en af hans døtre ringede og spurgte, hvornår han kom hjem. “Jeg er glad for, at jeg fik mine prioriteter på plads, inden jeg fik børn”, sagde han, da han havde lagt på. “Jeg ville nødigt som gammel se tilbage på en fed karriere, men ingen kontakt med familien”.
så forlod vi brandstationen og satte kursen mod hjem.
Den direkte anledning til at vi står her i dag, i de her vidunderlige lokaler omgivet af ikoniske møbler, fandt også sted i februar, hvor jeg besøgte Ivan og Henrik først på deres nye fabrik ved Vejen dagen efter i Ringkøbing (OneCollection), for at tale om, hvordan de forvalter arven efter Finn Juhl.
Inden vi kom så langt, var vi en tur nede ad mindernes landevej, på den vej har vores spor krydset hinanden flere gange.
Også hos Henrik og Ivan talte vi om prioriteter, de forklarede at, et sæt dogmeregler har dannet grundlag for alle deres forretningsbeslutninger siden de etablerede sig i 1990
De talte under hele interviewet i munden på hinanden om dogmereglerne sagde en af dem
“Vi arbejder ikke med mennesker, vi ikke kan lide –
En sagde:
“Vi forbereder os aldrig til et møde” – og en anden fortsatte “nej, for havde vi gjort det, så var vi gået glip af alt det, som opstår undervejs”,
“Vi siger aldrig nej til en opgave”– og så fortsatte de ”altså fra en samarbejdspartner, vi godt kan lide”. ”I begyndelsen var jo mest, fordi vi ikke havde råd til at sige nej” “ det var ved at koste os livet et par gange”. “På den anden side var der mange af de afledte projekter, som aldrig var kommet vores vej, hvis vi havde indledt med at afvise,
Af hjertet tak fordi l ikke afviste mig i døren.
Jeg var i Horsens for at besøge det spritnye håndværkerkollegie to gange. Henholdsvis i februar og april. Det var jeg, fordi jeg i januar fik jeg en invitation. Dem får jeg heldigvis mange af.
Denne var fra Heidi Zilmer, hun er maler, jeg portrætterede hende i min bog HÅNDVÆRK i 2018.
Heidi skrev:
“Jeg sender dig hermed en pressemeddelelse om vores nye Håndværkskollegie i Horsens, som indvies 1. marts 2024. Jeg håber, at du er interesseret i at omtale kollegiet eller i at portrættere en af os mentorer.”
I pressemeddelelsen stod der blandt andet:
Fonden for Håndværkskollegier tænker nyt og bygger kollegier for håndværkselever.
Målet er at øge anerkendelsen af håndværksfagene og skabe stærke fællesskaber blandt eleverne.
Kollegierne bliver basen for elevernes hverdagsliv, hvor de kan dyrke deres interesser for håndværk, mødes til spisning i fælleskøkkenet og opleve at være en del af et ungdomsfællesskab. De helt unikke faktorer ved håndværkskollegierne er dels en fastboende forstander og dels de veludstyrede værksteder med faglige mentorer tilknyttet.
I skal glæde jer til artiklen hvor i kan stifte bekendtskab med både Amus Lykke, som er en af de første beboere på kollegiet, og forstanderen Jens Peter Stou, og hvor i kan svælge i tegl og træ og høj kvalitet ned i mindste detalje. En perle, den første i en række på foreløbig 3.
I april var jeg på Sydsjælland for at tale med Mai Hvid Jørgensen om pileflet.
Mai har blandt andet flettet til mange af Nomas serveringer, noget hun omgås ret uimponeret.
“Jeg kan jo godt lide at lave mange af hver, på den måde har det været dejligt at fremstille flet til Noma” sagde hun.
Mai er en af de ganske få, som i Danmark lever af at være pilefletter. Det var også noget af det vi talte om, for hvorfor er det her blevet moderne at være keramiker og glaspuster og ikke pilefletter? Det er endda ret tilgængeligt at starte op med pileflet – ingen dyre ovne eller kostbare materialer, bare tid, pil og en kniv.
Lad dette være en opfordring, en opfordring som allerede blev sendt ud i universet første gang på smukkeste vis fra Sophienholm denne sommer hvor arkitekterne Mathias Mentze og Alexander Vedel Ottenstein på udstillinge LABORATORIUM FOR FLET, så på materialet med friske øjne.
Også Bess Kristoffersen, som er tekstildesigner og certificeret skovbadsguide, havde jeg fornøjelsen af at besøge to gange.
Anden gang fordi hun havde inviteret på skovbad. På vejen hørte jeg et program, hvor skuespiller Jens Albinus, som, i afdelingen for ligegyldige men sjove sammenfald, viste sig at have boet de første fem år af sit liv i den undskyld mig Gudsforladte landsby, hvor jeg er vokset op, og jeg forstod, at hans far, som var præst, døbte både min bror og mig. Albinus fortalte og vendte plader. Blandt andet spillede han til min store fornøjelse præludiet fra Johann Sebastian Bachs cellosuite No. 1 i G-dur.
Det ville være at tage munden fuld at påstå at skovbadet gav mig en religiøs oplevelse, men helt forkert er det heller ikke
I skal glæde jer til at følge med i bookazinet, måske får i endda lyst til at prøve selv.
I begyndelsen af maj var jeg i Stockholm for at træffe snedker og kunstner Finn Ahlgren.
Finn har jeg med et halvt øje fulgt i flere år.
Hans møbler, som er fremstillet af det andre, kalder affald, er blevet vist på en række udstillinger, senest noterede jeg mig, at han blev rost for sit bidrag NÖJ DIG (stil dig tilfreds) på årets Stockholm Furniture Fair 2024.
Det var et nyhedsbrev som udbød et dagskursus i råsnickeri med ham, som gjorde udslaget og fik mig til at spørge om jeg måtte komme på besøg
Rå snickeri er en lege med ord, på svensk hedder møblesnedkeri finsneckeri Så altså tværtom
Finn ville bygge en taburet mens jeg så på og dokumenterede. Han samlede tilsyneladende tilfældige træstykker i en bunke på en bar plet på gulvet. Lokalet så ud, som om der dag for dag blev færre og færre ledige kvadratmeter.
Han sagde: “Det æstetisk perfekte er uinteressant. Derfor er det vigtigt, at jeg ikke bruger for lang tid på at lægge træstumperne til rette. Gør jeg det, mister de tilfældighedernes magi.”
Det eneste værktøj, han havde i brug, var en skruemaskine og en håndsav.
“Råsnickeriet er et formidlingsprojekt. Jeg har skrevet en bog, som giver instruktion i fremstilling af forskellige møbler efter mit princip, den udkommer til efteråret”, fortalte han, mens hænderne lagde puslespil med træstumperne.
Finn har stærke holdninger til det meste. I skal glæde jer til at læse om ham og til at lade jer udfordre også æstetisk.
Som Bonus info kan jeg nævne det er netop offentliggjort at Finn Ahlgren modtager den prestigefulde svenske Bruno Mathsson pris 2024.
Eneste artikel i det nye bookazine, som udspiller sig i mit nærområde, er den, som er affødt af besøg hos engelskefødte Nicholas Shurey. Han har værksted bare 20 minutter fra hvor jeg bor, på den tidligere Flyvestation i Værløse.
Jeg var der et par gange, og fulgte med mens Nick fremstillede en mange meter høj skulptur til et hotel i NewYork.
Han er uddannet arkitekt og har arbejdet med store indretningsprojekter både internationalt og i Danmark, men de seneste år har han overvejende arbejdet med skulpturer og unikke skulpturelle møbler på sit værksted.
“I Danmark læner I jer op ad en tung designarv, hvor design og arkitektur og håndværk har været uløselig forbundet, og hvor der dermed har været en ydmyg tilgang til materialer.
Det var en af de omstændigheder, som fik mig til at søge mod København”, sagde han og fortsatte:
”Mange af de møbler, som tegnes nu, er ikke baseret på en viden om træ, men forbruger træ, som om det var en uendelig ressource fremstillet på en fabrik, selvom det er et levende materiale, der kommer fra et økosystem. Fravær af håndværks- og materialeforståelse er en af grundene til, at jeg mistede interessen for arkitektfaget.”
Helt har han nu ikke forladt sit gamle fag, da jeg var på besøg anden gang var han parallelt med at han arbejdede med den enorme skulptur, i gang med en opgave i Skåne som inkluderede ombygning af et længehus og inventar til samme.
Næstsidste artikel udspiller sig også i Sverige, ikke i Skåne, men i de Hallandske skove. Hvor jeg har besøgt parret Anna og Caspar Sandgren.
De har dels produktionsskov, dels står de bag Rörbäck Forestretreat, som nogle af jer måske er stødt på i et eller andet internationalt designmagasin. Det er smukt.
Jeg havde et vidunderligt døgn på deres retreat og nogle meget gode og lærerige samtaler, ikkemindst med Caspar om skovdrift – det jeg lærte, har jeg lagt tilrette for jer i bookazinet.
Ind imellem arbejdet med de lange artikler har jeg fotograferet de sider som primært viser produkter – også det har ført til møder med en god portion håndværkere, kunsthåndværkere og madhåndværkere – som beredvilligt har lån mig produkter, og fortalt mig om gedeost, fermenteret birkesaft, slumretæpper og andet godt.
Sidst men ikke mindst var jeg, i maj på Lolland, på Godset Frederiksdal.
Det blev til artiklen ”smagen af 4912 Harpelunde”
På Frederiksdal dyrkes kirsebær og der fremstilles vin.
Harald Krabbe og hans hustru, Mette Rix Krabbe, ejer hovedparten af virksomheden Frederiksdal Kirsebærvin som blev etableret i 2006.
Historien om Harald, der sammen med vennerne journalist og vinnørd Morten Brink Iwersen og kok og restauratør Jan Friis-Mikkelsen kastede sig over at skabe en ny dansk virksomhed baseret på kirsebær, er ikke forbigået pressens opmærksomhed.
En hurtig Google-søgning havde fortalt mig, at det var tilfældighedernes spil, som førte de tre sammen, at ideen opstod over en frokost, netop som det var besluttet, at kirsebærtræerne på Frederiksdal skulle fældes, fordi de ikke bidrog positivt til godsets økonomi, og at konceptet tog form på en dannelsesrejse ned gennem Europa, hvor trekløveret mødte vinbønder, og fik et fælles sprog for velsmag.
Det tog lidt tid at få en aftale på plads med Harald
Først kom det ene så det andet på tværs, og når der alligevel var gået så lang tid, kunne vi lige så godt vente med at ses, til kirsebærtræerne blomstrede – så sprang de ikke ud, fordi det var koldt. Til sidst lykkes det at lave en aftale, på en majdag.
Aftenen inden mit besøg skrev han “Vi glæder vi os til at se dig hernede i morgen.
Vi er midt i en stor handel, og derfor er jeg ikke så meget til stede. Du vises derfor rundt af min kone, Mette. Hun er brand-, design- og marketing-ansvarlig.
Træerne står i fuld blomst, så det er en utrolig smuk dag at komme på.”
Jeg er sikker på at jeg kunne have haft en interessant samtale med Harald, men jeg er ikke ked af at han overlod mig til Mette.
Endnu en af den slags artikler, hvor det viste sig at det var godt at jeg ikke på forhånd havde besluttet hvilken vej jeg ville gå, for så var jeg blevet snydt, nu blev jeg i stedet for beriget.
Tak for din åbenhjertighed Mette, det var inspirerende, tankevækkende og velsmagende
Og så til det merkantile:
Hvis du ikke allerede har købt HÅNDVÆRK, måske endda på abonnement, så kan det købes her, eller hos en af de mange gode forhandlere både i Danmark og internationalt.
Talens første del kan læses her
Related stories
ROLE MODELS
PROCESS
