Peach Corner speech
Today, the exhibition Knopskudte indtryk / Budded Impressions by Turi Heisselberg Pedersen
opens at the artist-run ceramics exhibition venue
Peach Corner
at Howitzvej 67, 2000 Frederiksberg, Denmark
February 19. 2026
Dear Turi,
I was thrilled when you wrote to ask me to give the opening address for your Peach Corner exhibition. So thrilled that I completely forgot to check my calendar, where I had long ago entered PRINTING, HÅNDVÆRK bookazine no. 14 – in Aarhus.
You wrote, ‘My ceramic pieces are forms and figures that spring from my inner vocabulary of memories and observations of nature.’
I have been following your work from a distance for a long time. An admirer of your work, I have been delighted to note that you are one of the – thankfully, many – contemporary Danish craft makers attracting international attention. And I have been pleased to see that you are a part of the team behind Peach Corner, a venue I respect deeply.
Since you were happy to have me visit your workshop – and I was more than happy to come – we arranged to meet up, even though I quickly realized the scheduling conflict. Based on my visit, here is my opening address in the form of a letter, as my thanks for your invitation.
It was a great visit, in every way, which was rounded off with a talk about the issue of sustainability.
I asked about your choice of materials: stoneware clay, which requires a high firing temperature, and glaze, which necessitates a second firing. I did not challenge either choice, but since many of us have become aware that the world’s resources are not infinite, we have come to engage in ongoing conversations with ourselves and each other about how we can justify our practices.
You told me, ‘I use stoneware clay, because that makes for robust objects. I do what I can – recycling my clay, for example – and I have a limited production. I only release things that meet my standards. That represents a sort of aesthetic sustainability, unlike industry, which has a huge output.’
I completed your sentence ‘… of stuff that no one needs.’
As we spoke, my personal need for a foam-like nature interpretation kept growing and budding.
Speaking of nature, we talked about how nothing comes from nothing, and how the crazy times we live in contain opposite movements and expressions.
One trend bends towards the vulgar and decadent – some of it so over the top that it is great but most of it just off-putting.
The other bends towards nature and simple everyday things, towards careful and meticulous processes.
I am betting everything on the latter trend.
You said, ‘Perhaps the great focus on nature in contemporary art stems from the realization that we are in the process of losing nature.
Sort of like the Romantic view of nature, which emerged as a response when industrialization began to lay waste to natural landscapes in the mid-18th century.’
I agree, just as I also see the growing interest in handwork as a counterreaction.
We talked about the many people who are currently acquiring craft skills across a wide range of fields. Even if they are not necessarily engaged in formalized education, their learning and practice are taking crafts to new heights.
In my mind’s eye, I saw the famous woodcut The Great Wave by the Japanese artist Hokusai as well as some of the many masterpieces I encountered over the past six months, as I explored the master-and-apprentice relationship and masterpieces for bookazine no. 14.
Back to your work and practice:
Despite your light tone, your easy smile and your laughter, I understand that you take are deeply serious in your work and that you are always moving forward, exploring and testing, developing and refining. ‘Isn’t that the what drives it all?’ you mused.
You told me that you have been modelling clay every since you attended the School of Arts and Crafts in Kolding – decades ago.
You told me, ‘They say it takes 10,000 hours to master a skill.’
I crunched the numbers in my head:
You have spent at least 60,000 hours working with clay. You have become a true master.
You spoke about mastering the material, aiming for something that stands in contrast to the soft squishy character of clay.
You have prevailed. Or, rather, you have found a method and an expression that do justice to you and the material.
While we talked, your hands were constantly moving, seeking to illustrate what modelling can accomplish.
You always set out with an idea, a vision of where you want to end up, but like the painter who paints the painting into being, you model the sculpture into being. It literally takes shape in your hands.
Many people describe handwork or crafts as destressing, almost therapeutic, and for a hobby ceramicist or knitter, it may be. But for a professional, there is always something at stake, you said, otherwise, there would be no point to it.
‘I am constantly challenging the boundaries,’ and when the goal is the sublime, it is no longer relaxing.
And then we haven’t even mentioned the glazes, you added – ‘Glaze is make or break.’ When you have spent a week working on a piece, glazing is nerve-racking.
I reached out to touch one of the objects of my desire.
‘Actually, they’re not that pleasant to touch,’ you said. ‘But I love how the matt glaze softly highlights the shape.’
You use sinter decoration and have done so for many years. I am familiar with ordinary slipping as a flat and matt decoration that only comes to life when it is glazed. Sinter is different, it contains substances that melt and sinter, and despite its matt expression, it is full of life.
You showed me a lot of samples – glaze applied in different thicknesses on curved surfaces or angular facets and in crevices. All part of your preparations.
You cannot see the colour of the finished glaze when it is applied.
If modelling calls for imagination, glazing calls for even more imagination – and experience.
Where am I going with this?
I want to express my deepest respect for your excellence of craftsmanship. And this brings us back to where we began – before I even pulled off my coat.
Because I recognize you as an artist, and because your pieces have a life in their own right, without needing to be explained or legitimized by the craft involved, I asked whether the craft aspect gets in the way of your works being recognized for their form.
‘I don’t see it that way,’ you said, adding, ‘You might think that too much knowledge imposes limitations.
But to me, everything I’ve learnt and trained serves as my foundation, which gives me the freedom to shape my expression.’
You quoted someone – the name escapes me – who said,
‘It takes 10 years to learn a technique and 10 years to unlearn it. Then you’re free.’
You gained your freedom more than 10 years ago.
As near as I can figure, this happened around the same time as you stopped making openings in your objects – and calling them vases.
I look forward to seeing whether the openings might be back 10 years from now – but most of all, I look forward to returning home and seeing the exhibition, which I now declare open.
Kind regards, Rigetta
PEACH CORNER is a collective exhibition venue founded and run by 12 ceramic artists: Amalie Vöge Jensen, Anne Tophøj, Bente Skjøttgaard, Gitte Jungersen, Hilda Piazzolla, Jeppe Søndergaard Hansen, Karen Kitani Harsbo, Katarina Egsgaard, Martin Bodilsen Kaldahl, Ole Jensen, Petra Dalström and Turi Heisselberg Pedersen
Turi Heisselberg Pedersen (b.1965, DK) graduated from Kunsthåndværkerskolen (School of Arts and Crafts) in Kolding (1990). She lives and works in Frederiksberg and has taught at Kolding School of Design and served as an external examiner at the Royal Danish Academy.
She has presented in solo and group exhibitions at museums and galleries in Denmark and abroad and is represented in a number of public and private collections.
She has received numerous grants, including the Danish Arts Foundation’s three-year working grant.
I dag åbner udstillingen Knopskudte indtryk / Budded Impressions af Turi Heisselberg Pedersen
på det kunstnerdrevne udstillingssted for keramik Peach Corner
på Howitzvej 67 2000 Frederiksberg, Danmark
Kære Turi,
Jeg blev så glad, da du skrev og spurgte, om jeg ville holde åbningstale til din Peach Corner‑udstilling. Så glad, at jeg helt glemte at kigge i min kalender, hvor der længe har stået: TRYKSTART HÅNDVÆRK bookazine no. 14 – i Aarhus.
Du skrev: “Mine værker er knopskydninger af former og figurer, baseret på mit indre vokabular af erindringer og iagttagelser af natur.”
Jeg har fulgt dig på afstand længe. Jeg har beundret dine værker og glædet mig over, at du er en af de – heldigvis mange – nulevende danske kunsthåndværkere, som nyder international bevågenhed. – Og jeg har glædet mig over, at du er en del af Peach Corner, som jeg nærer den dybeste respekt for.
Siden du gerne ville have besøg på dit værksted – og jeg mere end gerne ville komme -aftalte vi at ses, også selvom jeg hurtigt blev klar over min kalenderfadæse.
Afledt af mit besøg får du her min åbningstale i brevform som en tak for sidst.
Det var på alle måder en god formiddag, som vi afrundede med at tale om bæredygtighed.
Jeg spurgte til dit valg af materialer: stentøjsler, som kræver høj brændingstemperatur, og glasur, som kræver endnu en brænding. Jeg anfægtede ingen af delene, men fordi mange af os er blevet opmærksomme på, at verdens ressourcer ikke er en uendelig kilde som vi kan tage fra – så fører vi løbende samtaler med os selv og hinanden om hvorvidt vi kan forsvare vores ageren.
Du sagde: “Jeg arbejder med stentøjsler, fordi værkerne på den måde bliver robuste. Jeg gør, hvad jeg kan – genbruger mit ler for eksempel – og min produktion er lille. Jeg sender kun noget ud i verden, som jeg er 100 % tilfreds med. Det er en form for æstetisk bæredygtighed – i modsætning til industrien, som producerer virkelig meget.”
Og jeg fuldendte sætningen: “… som ingen har behov for.”
Alt mens mit behov for en skumlignende naturinterpretation bare voksede og knopskød.
Apropos natur så talte vi om, at intet kommer af intet, og at den skøre tid, vi lever i, byder på modsatrettede bevægelser og udtryk.
Den ene går mod det vulgære og dekadente- noget af det så meget for meget, at det bliver skønt, andet uskønt helt igennem.
Den anden bevæger sig mod naturen og det nære, det, det omsorgsfulde og det omhyggelige.
Jeg satser alle mine heste på dén retning.
Du sagde: “Måske skyldes den store interesse for naturen i kunsten, at vi er ved at miste den.
Lidt som det romantiske natursyn, der voksede ud af industrialiseringen, som fra midten af 1700‑tallet lagde landskaberne øde”.
Sådan tror jeg absolut, det forholder sig. På samme måde oplever jeg, at den store interesse for håndværk er en reaktion.
Vi talte om, at der lige nu er SÅ mange, som bliver dygtige – til alle mulige former for håndværk – ikke fordi de nødvendigvis lærer det på uddannelsesinstitutionerne, men fordi de træner, løfter niveauet sig til nye højder.
Jeg så for mit indre øje det kendte træsnit Bølgen af den japanske kunstner Hokusai, og jeg så nogle af de mange mesterværker, jeg har oplevet det seneste halve år, mens jeg har arbejdet med mester og elevrelationer og med mesterværker til bookazine nr. 14.
Tilbage til dit virke og dine værker.
Jeg forstår, at du – trods din lette tone, dit smil og din latter – tager arbejdet dybt alvorligt – er i gang hele tiden og til stadighed i ønsket om at undersøge og afprøve, udvikle og raffinere. ”Er det ikke det som er drivkraften?”, sagde du måske mest til dig selv.
Du fortalte, at du har modelleret siden du gik på Kunsthåndværkerskolen i Kolding – for mere end en menneskealder siden.
Du sagde: “Man siger jo at det tager 10.000 timer at blive rigtig god til noget.”
Jeg regnede i hovedet:
Du har arbejdet med ler i mindst 60.000 timer. Du er rigtig god, mesterlig.
Du talte om – på en måde at betvinge materialet – at ville noget, som står i modsætningsforhold til lerets bløde splattede karakter.
Du har vundet. Eller måske rettere: du har fundet en metode og et formsprog, som yder både dig og materialet retfærdighed.
Mens vi talte, var dine hænder hele tiden i bevægelse for at illustrere, hvad man kan, når man modellerer.
Nok har du en idé om – en forestilling om – hvor du vil hen, når du påbegynder et arbejde, men som maleren, der maler maleriet frem, modellerer du skulpturen frem. Den vokser helt bogstaveligt talt mellem dine hænder.
Der bliver talt meget om, at det at arbejde med hænderne er afstressende, ja næsten terapeutisk. Det kan det måske være for amatørkeramikeren eller hjemmestrikkeren.
Men som professionel har man noget på spil, sagde du -ellers var der ingen grund til at blive ved.
“Jeg skubber hele tiden til grænserne,” og når det bliver ekvilibristisk, er det ikke afslapning.
Og så har vi slet ikke talt om glasurerne, fortsatte du – “glasur er knald eller fald.”
Når man har arbejdet en uge på et værk, er det nervepirrende at glasere.
Jeg rakte ud for at røre en af genstandene for mit begær.
“De er faktisk ikke så rare at røre ved,” sagde du. “Men jeg elsker, hvordan den matte glasur tegner formen blødt op.”
Du arbejder med sinterbegitning og har gjort det i mange år. Jeg kender almindelig begitning som flad og mat, den får først får sit liv, når den glaseres. Sinterbegitning er anderledes – den indeholder smeltestoffer, der som, som navnet antyder, kan sintre og er trods sin matte overflade fuld af liv.
Du viste mig et væld af prøver – glasur sprøjtet på i forskellige tykkelser, på krumme og kantede skår og ned i sprækker. Alt sammen forberedelse.
Man kan ikke se farven på den færdige glasur, når den sprøjtes på.
Hvis modelleringen kræver forestillingsevne, kræver glaseringen endnu mere – og erfaring.
Hvor vil jeg hen?
Jeg vil sige, at jeg nærer den dybeste respekt for dit håndværksmæssige niveau.
Og dermed er vi tilbage, hvor vi begyndte – inden jeg fik frakken af.
Fordi jeg anerkender dig som kunstner, og fordi dine værker lever i egen ret uden at blive forklaret eller legitimeret af håndværket, spurgte jeg dig, om håndværket står i vejen for at blive anerkendt for formen.
“Sådan ser jeg det ikke,” sagde du og fortsatte: ”Man kan mene, at der opstår begrænsninger, når man ved for meget.
Men for mig er alt det jeg har lært og trænet mit fundamentet, og det giver friheden til at styre udtrykket”.
Du citerede én – jeg husker ikke hvem som har sagt:
“Det tager 10 år at lære en teknik og 10 år at aflære den. Derefter er man fri.”
Det er mere end 10 år siden du blev fri.
Så vidt jeg kan regne ud, nogenlunde samtidig med at du holdt op med at lave hul i dine værker – og at kalde dem vaser.
Jeg er spændt på om der er hul igen om 10 år – men mest af alt er jeg spændt på at komme hjem og se udstillingen, som jeg hermed erklærer for åben.
Kærlig hilsen, Rigetta
PEACH CORNER er initieret og drevet i forening af de tolv keramikere: Amalie Vöge Jensen, Anne Tophøj, Bente Skjøttgaard, Gitte Jungersen, Hilda Piazzolla, Jeppe Søndergaard Hansen, Karen Kitani Harsbo, Katarina Egsgaard, Martin Bodilsen Kaldahl, Ole Jensen, Petra Dalström og Turi Heisselberg Pedersen
Turi Heisselberg Pedersens (f. 1965, DK) er uddannet fra Kolding Kunsthåndværkerskole (1990). Bor og arbejder på Frederiksberg. Hun har undervist på Designskolen Kolding og har været ekstern censor ved KADK.
Hun har udstillet solo og i grupper på museer og gallerier i Danmark og internationalt og er er repræsenteret i offentlige og private samlinger.
Hun har modtaget adskillige legater blandt andre: Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat
Related stories
Happy New Year 2025
