TEXTILE
– Then I know the person you should talk to –
September 2020
From HÅNDVÆRK bookazine no. 4
IN THE GREENHOUSE
The year is drawing to a close, but the sun’s rays still provide some warmth. We meet in the greenhouse in the garden behind the building in Nørrebrogade in central Copenhagen where Grethe Wittrock has had her workshop since 1992 as part of the collective group Tekstil 5C. Grethe pours glasses of blueberry juice and offers me the best seat.
We talk about how amazing it is that these lush places exist in the heart of the city, and Grethe mentions that she is thinking of moving to the countryside. A peaceful spot where she can immerse herself fully in her work. She has found a house she would like to buy in Odsherred, in the north-west of Zealand, and her husband, who is an urbanite at heart, loves the idea. The only catch is that the owner of the house does not want to sell, or not right now. ‘When we move, I am going to spend the first years on my knees, nose to the ground, that’s how much I miss the fresh smell of soil,’ she says.
Are you going to retire? I wonder. ‘No, I’ll be working full blast. I expect the land will give me a fresh boost of energy to create new works of art. I was born and raised in the country, near Røsnæs, and have spent my entire adult life in cities, so now I’m just really keen to get back to nature.’
IN DYREHAVEHUSET (DEER PARK HOUSE)
The last time I saw Grethe was in the summer of 2020, at a summer salon hosted by the textile artist Bess Kristoffersen in Dyrehavehuset. The event marked the end of Grethe’s one-year residence at Dyrehavehuset, a beautifully renovated deer feeding house at Gunderslevholm Estate. Today, the house on the edge of the wood serves as Bess Kristoffersen’s studio and as a guest studio for another artist/craft maker in a one-year residency.
During her stay at Dyrehavehuset, Grethe created experimental textile sketches and an installation made of painted linden branches and ‘fingerprints’ of tree stumps on paper.
AT THE LIGHTHOUSE
Prior to 2020, the last time we ran into each other was in 2018, when Grethe had just returned from a twomonth stay at The North Atlantic Lighthouse near the city of Hanstholm on Denmark’s North Sea coast. During this stay she produced pieces that are now included in the Lighthouse’s permanent art collection.
At the lighthouse, Grethe worked closely together with anthropologist Rikke Nyvang, a collaboration she speaks highly of. Both the reflective aspect and their more outgoing explorations of the local area and Thy National Park. They kept the door to the studio open to offer locals a look at the creative process.
Grethe has long worked with worn, weather-beaten sails. Initially, she worked with big, heavy canvas sails donated by the training ship Georg Stage and later with lighter, densely woven, thinner sails from yachts. She hand-prints abstract patterns on the sails and sometimes uses a leather punch to make perforations, also by hand, to create large translucent pieces or uses a scalpel and scissors to create sculptural, floating works of art.
In ‘Menneske og Vind’ (People and Wind), the Facebook group Kvindelig Sejlklub (Women’s Sailing Club) donated weather-beaten sails, which were transformed into huge textile sculptures of ‘birds’.
‘My working process is slow,’ she says. ‘It takes a meditative mindset and training in precision; something I learnt while studying in Kyoto. I apprenticed with a katazome master, learning to cut big, delicate stencil patterns by hand.’
IN THE NETWORK
I also met Grethe in 2017. At the time, she was speaking enthusiastically about the United States. She still does; with excitement and with longing, since today she was originally supposed to fly to Washington, DC, to meet up with her fellow artist Francie Hester, whom she is planning a joint exhibition with. ‘Ever since we met, we have been wanting to do a project together. I was also supposed to go to Houston, Texas, where I am hoping to stage an exhibition in the not-too-distant future at Houston Center for Contemporary Craft. And I was going to meet my agent in Washington, DC, and a potential new cooperation partner in Dallas.’
The trip has been delayed due to the Covid-19 pandemic.
Your clients are in the United States? I ask. ‘Yes, at least, many of my clients,’ Grethe replies.
‘When I first met my husband in 2006, he was about to leave for New York to take a master’s degree at Columbia University. I came along, and that allowed me to develop my existing network and to work on a specific project.
I had received a working grant of DKK 30,000 from Danmarks Nationalbank and had spent DKK 42,000 on Swiss gold yarns and Japanese silk yarns. Eight suitcases filled with gold yarn! I was going to make a modern macramé wall hanging inspired by the story of the Danish gold reserves, which were secretly shipped to the United States just before the breakout of World War Two. I created the piece in a small studio owned by the graphic designer Milton Glaser (who designed the iconic “I♥NY”).
The studio was near the Empire State Building, and the pulsating city was all around me. It took more than a year to finish “Gold Reserves Copenhagen- New York 1939–49”, which was later exhibited at the Danish Consulate General in New York.
I hope that one day, Danmarks Nationalbank will buy it, because it addresses a part of Danish history and the history of the national bank.’
Grethe returned to the US in 2015–2018. This time, her destination was Washington DC, where her husband had taken up a position as climate and energy adviser at the Danish embassy. Although Washington’s art scene is smaller than New York’s, Grethe soon established a daily practice.
‘I applied for a Halcyon Arts Lab Fellowship and was given a large, bright studio in an art school building owned by Sashiko Kuno, a Japanese woman who promotes art and culture. This gave me a setting where I met colleagues from many different fields of art on a daily basis. The tone here was lighter than I’m used to from Scandinavia. You are invited out, people are open and curious and quick: “Hello, what are you doing?” And when you tell them, they respond, “Then I know the person you should talk to, here’s my card.” They’ll write a note on the back of the card, and then it’s up to you to follow up.
I’m not trying to paint a completely rosy picture; American society can also be tough and merciless. It takes dedication, power, courage and, not least, luck to establish oneself in the United States, and I could never have done it without my husband’s loving support.’
I ask Grethe whether, in a sense, she reinvented herself in America?
She pauses before answering. ‘I certainly developed a greater freedom in my expression. Americans are not focused on whether you define yourself as an artist or a maker, they look at what you do and assess your work on its merits. They don’t try to fit things into boxes but celebrate the ones who dare to think outside the box, so yes, you can reinvent yourself, and that frees up a new capacity.’
What has America meant for Grethe Wittrock in business terms, I ask.
‘It has enabled me to find colleagues, a network, a gallery, an agent and collaborations with interior design and architecture firms that use my works in interior solutions and commission works from me. I feel a strong gratitude towards America and the many people there who believe in me´.
IN THE BEGINNING
Did you always plan to work with textile fibres as an artist?
´In upper secondary school I specialized in classical languages and culture, because I thought I was going to be an archaeologist, but instead, fibres and structures came to define my path. As a child, I roamed through the corn fields at Røsnæs, and I’ve always been fascinated by nature’s forms and the different fibres that can be transformed into sculptural objects.’
‘I was part of the first class to graduate from the then Department of Industrial Design at the School of Arts and Crafts (now the Royal Danish Academy – Design). I graduated in 1992 and had imagined a career based on designing commercial textile for industry. That did not work out. Instead, I decided to work with unique pieces in my own studio and established my own business in 1996. Big working grants from the Danish Arts Foundation and other foundations have allowed me to develop my own projects and stage exhibitions.’
AT DRIFTSKONTORET
Industry or not, in early summer 2021, Grethe Wittrock will be exhibiting at Driftskontoret, thegallery at Bruunshåb Gl. Papfabrik. ‘I just pulled out my project description, because Iknew you were going to ask about the exhibition,’ says Grethe. ‘It’s been almost two years since I wrote it, but I do remember writing that I wanted to work with soil from the local area; I want to add raw soil – deposited by water and wind – and with pebbles, gravel, sand, clay and limestone to the pulp at the paper mill. I am also going to include roots and textile fibres. I will then translate the different expressions into sculptural objects to be exhibited at Driftskontoret. The exhibition title is “Of Soil and Roots”. In my art, I always strive to combine roughness with poetry.’
POSTSCRIPT
Grethe Wittrock now lives and works in a house belonging to Gunderslevholm Estate
#theplantbasedissue
I DRIVHUSET
Det er sent på året, men solen varmer stadig, og vi mødes i drivhuset i gårdhaven bag den ejendom på Nørrebrogade i København, hvor Grethe Wittrock siden 1992 har haft sin faste værkstedsplads i fælleskabet Tekstil 5C. Grethe skænker blåbærsaft og byder mig den bedste stol.
Vi taler om, hvor fantastisk det er, at der findes sådanne frodige pletter midt i byen, og Grethe taler om, at hun gerne vil flytte på landet. Et sted med fred og mulighed for fordybelse. Hun har fundet et hus, hun gerne vil købe i Odsherred, og hendes mand, som ellers elsker bylivet, er ovenikøbet begejstret. Der er bare det aber dabei, at ham, som ejer huset, ikke vil sælge, i hvert fald ikke lige nu. “Når vi flytter ud, så skal jeg det førsteår ligge med næsen nede i jorden, så meget trænger jeg til duften af jord”, siger hun. Skal du så holde op med at arbejde?, undrer jeg. “Nej, jeg skal arbejde for fuld udblæsning. Jeg tænker, at jorden vil give mig ny energi til at lave værker. Jeg er født og opvokset på landet, ved Røsnæs, og har siden boet i storbyer, så nu vil jeg bare så gerne ud i naturen igen.”
I DYREHAVEHUSET
Sidst, jeg mødte Grethe, var i sommeren 2020 til sommersalon hos tekstilkunstneren Bess Kristoffersen i Dyrehavehuset.
Grethe afsluttede ved denne lejlighed et års gæsteophold i Dyrehavehuset, et smukt istandsat dyrefoderhus under Gunderslevholm Gods. Huset i skovbrynet fungerer dels som atelier for Bess Kristoffersen, dels som gæsteatelier for en kunstner/kunsthåndværker pr. år.
Under sine ophold i Dyrehavehuset har Grethe lavet en installation af bemalede lindegrene og ‘fingeraftryk’ af skovens træstubbe på papir, og hun har også arbejdet med tekstil. Alt sammen eksperimentelt og i skitseform.
I FYRTÅRNET
Forrige gang, vi løb på hinanden, var i 2018, da var Grethe netop kommet hjem efter to måneders ophold i Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm. Et ophold, hvor hun producerede værker, som i dag er en del af Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholms permanente kunstsamling.
Grethe arbejdede i sin periode tæt sammen med antropolog Rikke Nyvang og priser samarbejdet i høje toner.
Både den reflekterende del og den udadvendte del, hvor de sammen udforskede lokalområdet og Nationalpark Thy. Atelierdøren blev holdt åben for at give lokalbefolkningen mulighed for at komme helt tæt på processen.
Grethe har længe arbejdet med vejrbidte, udtjente sejl, både de store, tunge lærredssejl doneret af skoleskibet
Georg Stage og senere lettere, tætvævede, tynde sejl fra sejlsportsbåde. Sejlene håndtrykkes i abstrakte mønstre, og nogle hulperforeres i hånden med hugpiber til store gennemskinnelige værker, andres formes med skalpel og saks til skulpturelle, svævende værker.
I tilfældet “Menneske og Vind” donerede Facebook-gruppen “Kvindelig Sejlklub” deres vejrbidte sejl, som blev transformeret til enorme tekstilskulpturer af ‘fugle’.
“Min arbejdsproces er langsommelig”, fortæller hun, “den kræver et meditativt sind og oplæring i præcision, noget som jeg lærte under mit studieår i Kyoto. Her gik jeg i mesterlære hos en Katazome-mester, hvor jeg lærte at skære delikate, store stencil-mønstre ud i hånden.”
NETVÆRKET
Jeg mødte også Grethe i 2017, dengang talte hun med begejstring om USA.
Det gør hun også i dag; med glæde og med længsel, for netop i dag skulle hun være rejst til Washington, DC, for at mødes med kunstnerkollegaen Francie Hester, som hun planlægger at udstille sammen med. “Vi har, siden vi mødtes første gang, villet lave et projekt sammen. Jeg skulle også have været til Houston i Texas, hvor jeg håber på at lave en udstilling i en ikke for fjern fremtid på Houston Center for Contemporary Craft. Og så skulle jeg mødes med min agent i Washington, DC, og en potentiel ny samarbejdspartner i Dallas.”
Rejsen er udskudt på grund af corona-situationen. Du har dine kunder i USA?, konstaterer jeg spørgende. “Ja, i hvert fald en stor del af mine kunder” svarer Grethe.
“Da jeg mødte min mand i 2006, var han så godt som på vej til New York for at tage en master ved Columbia University. Jeg tog med og fik dermed mulighed for at bygge videre på de forbindelser, jeg allerede dengang havde etableret, og for at arbejde på et særligt projekt.
Jeg havde fået et arbejdslegat fra Nationalbanken på 30.000 kr. og havde købt schweiziske guld- og japanske silkegarner for 42.000 kr. Otte kufferter fyldt med guldgarn. Jeg ville knytte et moderne vægtæppe inspireret af historien om de danske guldreserver, som lige før 2. verdenskrig hemmeligt blev skibet til USA. Værket blev til i et lille atelier ejet af grafikeren Milton Glaser (der designede det ikoniske “I♥NY”). Atelieret lå ved Empire State Building, og jeg havde byen pulserende på højtryk omkring mig. Det tog mig mere end et år at lave “Gold Reserves Copenhagen-New York 1939-49”, som siden blev udstillet på det danske generalkonsulat i NY. Jeg håber, at Nationalbanken en dag vil købe det, da det fortæller om en del af Danmarks og bankens historie.”
Grethe rejste tilbage til USA igen i perioden 2015- 2018. Denne gang gik turen til Washington DC, hvor hendes mand havde fået ansættelse som klima- og energirådgiver på Danmarks ambassade. Selv om Washington ikke har så stor en kunstscene som New York, fandt Grethe alligevel hurtigt en hverdag.
“Jeg søgte et Art Residency-ophold hos The Halcyon Arts Lab-program og fik tildelt et stort, lyst atelier i en kunstskolebygning, som er ejet af en japansk kvinde, Sashiko Kuno, som støtter kunst og kultur. Det betød, at jeg fik en dagligdag med kollegaer inden for mange kunstarter. Det, jeg mødte, foregik i en lysere toneart, end jeg er vant til fra Skandinavien. Man bliver inviteret ud, og folk er åbne og nysgerrige og hurtige: “Hello, what are you doing?, og de fortsætter: “then I know the person you should talk to, here’s my card”, og så skriver de en hilsen på bagsiden af kortet, og så er det ellers om at få reageret på initiativet. Det er ikke for at lave et skønmaleri, for det amerikanske samfund kan også være hårdt og nådesløst. Det kræver dedikation, styrke, mod og ikke mindst held at etablere sig i USA, og jeg kunne ikke have gjort det uden kærlig støtte fra min mand.”
Jeg spørger, om Grethe på en måde blev en ny version af sig selv i USA? Hun tænker længe, inden hun svarer, “jeg blev i hvert fald mere fri i min udtryksform. Amerikanerne er ikke så optaget af, om man kalder sig kunstner eller kunsthåndværker, de ser på det, du har lavet, og så vurderer de det. De tænker ikke i bokse, men omfavner dem, der tør tænke ud af boksen, så ja, man kan genopfinde sig selv, og det frigør nye kræfter.”
Hvad har USA betydet for forretningen Grethe Wittrock?, vil jeg vide. “Det har betydet, at jeg har fået kollegaer og et netværk, et galleri, en agent og samarbejde med indretnings- og arkitektvirksomheder, som bruger mine værker i udsmykningssammenhænge og bestiller fra mig. Jeg føler en stor taknemmelighed til USA og de mange mennesker der, som gerne satser på mig”.
I BEGYNDELSEN
Har det altid været din plan at arbejde med de tekstile fibre som kunstner? “Jeg tog en klassisksproglig studentereksamen, fordi jeg troede, jeg skulle være arkæolog, men det blev i stedet fibrene og det strukturelle, der blev min bane. Jeg har fra barnsben løbet i kornmarkerne på Røsnæs og været fascineret af naturens former og af de forskellige fibre, som kan formbøjes til skulpturelle objekter.”
“Jeg var i det første kuld, som blev uddannet på det daværende institut for industriel design på Kunsthåndværkerskolen (nu Det Kongelige Akademi– Design), jeg blev færdig i 1992 og havde forestillet mig en karriere med kommercielt tekstildesign til industrien. Det blev ingen stor succes. I stedet besluttede jeg at arbejde med unika på eget værksted og blev selvstændig i 1996. Store arbejdslegater fra blandt andet Statens Kunstfond og andre fonde har muliggjort, at jeg har kunnet udvikle mine projekter og har kunnet lave udstillinger.”
PÅ DRIFTSKONTORET
Industri eller ej, i forsommeren 2021 skal Grethe Wittrock udstille på Driftskontoret, som er beliggende på Bruunshåb Gl. Papfabrik.
“Jeg har lige fundet min projektbeskrivelse frem, fordi jeg vidste, at du ville spørge til udstillingen”, siger Grethe. “Det er snart to år siden, jeg skrev den, men jeg synes nok, at jeg kunne huske, at jeg havde formuleret, at jeg ville arbejde med jorden fra området,
jeg vil blande råjord, sten, grus, sand, ler og kalksten i papirpulpen på papirmøllen, råjord som er aflejringer af vand og vind. Rødder og tekstile fibre vil også indgå, og de forskellige udtryk vil jeg omdanne til skulpturelle objekter, som skal udstilles på Driftskontoret. Udstillingen skal hedde ‘At slå rødder’. Jeg stræber altid i skabelsen af mine værker efter en kombination af råhed og poesi.”
EFTERSKRIFT
Grethe Wittrock bor og arbejder nu i et hus som tilhører Gunderslevholm Gods.
Related stories
MY SOUP POT
It’s up to you!
TEXTILE
Once a spoon, always a spoon
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.