An (infinite) walk through time and place
The former monastery Ørslev Kloster, which since 1969 has served as a retreat for writers, artists, researchers and businesspeople, has long been on my list of places where I would like to spend a few weeks.
My dream was rekindled when I visited Astrid Skibsted in Aarhus to conduct an interview for the
HÅNDVÆRK bookazine 12, in 2024.
September 2026
Det uendeliges kunst (The Art of the Infinite), Ørslev Kloster
9 May to 9 November 2026
The guided exhibition walk starts at the Fortællehuset, Hejlskovvej 11, 7840 Højslev.
At the time, Astrid had just returned from a visit to Ørslev Kloster with Skals – Højskolen for Design og Håndarbejde (Skals – Folk High School for Design and Textile Craft), where she occasionally teaches. She spoke enthusiastically about the gentle restoration that the property has undergone. She also noted that the textiles at the retreat – despite the unique historical setting and high level of craftsmanship everywhere at the former monastery – were industrially produced.
‘Why not create new textiles based on the monastery’s architecture, history and colours, locally woven and with a clear connection to the place?’ she proposed.
In a collaboration with the curator Josephine Boesen, the leaseholders, Janne and Garry Keyes, who have managed the retreat since 2012, and Foreningen Ørslev Kloster (the Ørslev Kloster Association), the idea was gradually developed from a project on utilitarian textiles to the site-specific art project Det uendeliges kunst (The Art of the Infinite): an examination of Ørslev Kloster as a gesamtkunstwerk – a total work of art – and a space of creative and mindful presence. A group of contemporary artists and craft makers, all with a connection to the monastery or the local area, were invited to create pieces that tell a tactile story about the long lived life there, based on inspiration from the monastery and the surrounding landscape.
A place with many layers
The history of Ørslev Kloster goes back to the early 12th century. Around 1200, it was established as a nunnery. After the Reformation, the property became privately owned and was later converted into a manor house. After a long period of neglect, it was rescued during the early 20th century, thanks to Lady Olga Sponneck, who fell in love with the place and had it restored.
Today, Ørslev Kloster is owned by a trust established by Olga Sponneck. When she died, in 1964, the charter stipulated that the place was to serve as a work retreat.
When I meet Josephine Boesen, on a rainy Sunday in late August, to see the exhibition, I also get a chance to see part of the monastery itself. Sunday is the day when guests check in and out at the retreat, and while the rooms are being made ready for new residents, I get a sneak peek of one of the beautiful rooms. It only strengthens my desire for a future stay.
We begin our art walk at Fortællehuset (the Storytelling House), where a large model of the monastery lets visitors peek through the windows, as it were. At the storytelling house, you can watch films about the history of the place, and interviews with former residents at the retreat give an impression of life behind the thick walls.
Whilst the monastery itself is the reserve of residents, who are there to work, both Fortællehuset and the large park are open to the public. The area is used recreationally by locals, schools and preschools, visitors with an interest in history and now also by visitors with an interest in art and crafts.
A walk through art and landscape
At Fortællehuset, I encounter the first works of art.
Mik Holm, the monastery’s regular joiner, and his daughter Emilie Palle Holm, featured in the HÅNDVÆRK bookazine 14, combine wood and textile in a spatial, architectural installation, where materials, colours and movement reflect the many historical layers of the place. The colour gradient of the piece refers to the chronological timeline of paint layers that was revealed during the restoration of the buildings, while the slow rotational movement conveys a sense of infinity.
Most of the exhibition is outdoors, in the wood near the monastery, called Kvindsnapskoven, which is both an exhibition space and a co-narrator.
In recent years, the wood has undergone extensive restoration, with new trails, bridges and recreational areas. This process has also highlighted traces of its cultural history. Around the place, old cultivated plants are living relics that can be traced back to the nuns’ garden.
Sigrid Maria Panos, a part-time employee at the monastery, works with paper made from plant fibres from the monastery garden and creates ceramic objects that pop up among the plants and animals of the forest floor. Her art revolves around everyday life, materiality and handwork, which have left their mark on this place over the centuries.
Cecilia Westerberg, featured in HÅNDVÆRK bookazine 12, and Tina Ratzer, featured in HÅNDVÆRK bookazine 5, have created a site-specific plant archive and an installation for plant dyeing based on solar dyeing, which uses the heat of the sun to draw colour out of the plants and transfer it to yarn or textile. The method is simple, slow and resource-efficient.
Rosita Kær has hung a monumental robe among the trees. The robe is decorated with images of architectural details from the floors and walls of the monastery. Her other piece consists of boots made of paper pulp and placed in the monastery basement. The artwork refers to the story of an archive covering the history of the monastery that was said to have been discovered during the 19th century – and then tossed into the lake, as it was considered worthless.
’It told women’s history,’ Josephine remarks.
Signe Parkins’s Nonnerne fra Ørslev Kloster (The Nuns of Ørslev Monastery) consists of 38 small figures made of lost, forgotten or discarded materials and a book with journal notes from the making of the piece – which coincided with the time of the artist’s mother’s illness and death.
During our walk, Josephine points out interesting coincidences. As we stand in front of Signe Parkins’s piece, she explains that the word ‘nun’, in addition to referring to a member of a religious order, comes from the late Latin nonna, meaning ‘mother’. There is also a moth named the nun moth.
Textiles for a lived place
After our walk, we go to Aarhus to visit Astrid Skibsted’s studio and hear more about the initiative that got the whole project started.
The floor of her studio is covered in plant-dyed yarns. The prior week, Astrid and Marianne Noer held a plant-dyeing workshop at the monastery. During the workshop, they opened the plant archive, which had been drawing out colour in the sun ever since it was established in May. The dyed yarns, all in shades of yellow, were sorted. Some were to remain yellow, while others were re-dyed with indigo to produce shades of green. With the inclusion of indigo-dyed white and grey wool, the result was a palette of yellows, greens and blues.
The yarns will be used to make cushions and throws for the bedrooms and sitting rooms at the monastery.
The workshop is part of the project’s ambition of an open-source process. Weaving patterns and dye recipes are freely shared and made available to let others draw inspiration and build on the experience.
Astrid enthusiastically explains the core idea behind the textiles. The main goal of the project is not to produce functional textiles but to weave stories into woollen cushions and throws and into linen and cotton tea towels, dish cloths and potholders. All the pieces contain references to the surrounding landscape, the architecture and decoration of the buildings or the people who have been associated with the monastery throughout history.
For example, the brick-red bands in the weave of the tea towel symbolise Lady Olga Sponneck’s association with Vallø Castle, which in 1737 became a royal foundation for unmarried ladies to serve as a home and provide a suitable livelihood for unmarried daughters of Danish nobles. Olga Sponneck never lived at Vallø but poses with the red ribbon on a portrait that hangs in one of the sitting rooms at the monastery.
Another reference is found in the tray cloths, which were inspired by the Baroque chapel, which during the 18th century was decorated in Italian style, with paintings and gold leaf ornamentation.
A more recent part of history is manifested in a potholder that pays tribute to the former leaseholder Tove Borre. After her death, the Danish film director Niels Malmros wrote in the daily newspaper Information,
‘While Tove Borre sat in her kitchen, hand-rolling cigarettes, Danish artists came to see her at Ørslev Monastery to open up about anything from broken hearts to writer’s blocks.’
The cigarettes are the key reference in Astrid’s design.
‘Everything around Tove was stained yellow by nicotine, caffein and tannin from black tea. The potholder is robust, with strips of old, yellowed sheets incorporated into the weave. It only gets better with use,’ she explains.
Co-creation as artistic method
Stories are important to Astrid. So are the relationships and collaborations that arise along the way.
This project would never have been possible without the many weaving guilds and individual private weavers working within a specific artistic framework – a framework that has been defined by Astrid but which leaves room for individual interpretations. One key premise is to buy as little new yarn as possible, which means that many decisions are made during the process and based on the materials to hand.
When the conversation turns to the coordination of the many contributors and contributions, the task sound almost overwhelming. But Astrid has no worries.
‘We’ll handle the challenges as they arise,’ she says with a smile.
On 7 November, the exhibition closes with a finissage and an inauguration of the hand-woven utilitarian textiles. Then they become part of daily life at Ørslev Monastery, as everyday works of art and a tactile reminder of craftsmanship, mindful presence and time.
Just before I leave, Astrid says,
‘The exhibition ends, but the textile project is infinite.’
Ørslev Kloster, som siden 1969 har fungeret som arbejdsrefugium for forfattere, kunstnere, forskere og erhvervsfolk, har længe stået på min liste over steder, hvor jeg godt kunne tænke mig at tilbringe nogle uger. Da jeg i 2024 besøgte Astrid Skibsted i Aarhus i forbindelse med et interview til HÅNDVÆRK bookazine 12, fik min drøm næring.
Astrid havde da netop besøgt refugiet sammen med Skals Skole for Design og Håndarbejde, hvor hun lejlighedsvis underviser. Hun fortalte begejstret om den omsorgsfulde restaurering, som stedet har gennemgået. Samtidig havde hun noteret sig, at tekstilerne på stedet, trods de unikke historiske omgivelser og den høje håndværksmæssige kvalitet overalt på klosteret, var fabriksfremstillede.
”Hvorfor ikke skabe nye tekstiler med afsæt i klosterets arkitektur, historie og farver, vævet lokalt og med tydelig forankring i stedet?” tænkte hun højt.
Sammen med kurator Josephine Boesen, forpagterparret Janne og Garry Keyes, som har stået i spidsen for klosteret siden 2012, og Foreningen Ørslev Kloster udviklede idéen sig gradvist fra et projekt om brugstekstiler til det stedspecifikke kunstprojekt Det uendeliges kunst; en undersøgelse af Ørslev Kloster som gesamtkunstværk og rum for skabende nærvær. En gruppe samtidskunstnere og kunsthåndværkere, alle med tilknytning til stedet eller området, blev inviteret til at arbejde med afsæt i klosteret og det omkringliggende landskab med det mål at fortælle en taktil historie om stedets lange, levede liv.
Et sted med mange lag
Ørslev Klosters historie går tilbage til slutningen af 1100-tallet. Omkring år 1200 blev stedet etableret som nonnekloster. Efter reformationen overgik det til privat eje og blev senere ombygget til herregård. Efter en lang periode med forfald blev anlægget reddet i begyndelsen af 1900-tallet takket være komtesse Olga Sponneck, som forelskede sig i stedet og satte arbejdet med at bevare det i gang.
Ørslev Kloster ejes i dag af et legat, der blev stiftet af Olga Sponneck, således at det ved hendes død i 1964 var fastlagt, at det skulle fungere som arbejdsrefugium.
Da jeg på en regnfuld søndag sidst i august møder Josephine Boesen for at opleve udstillingen, får jeg også lejlighed til at se lidt af selve klosteret. Søndag er skiftedag på refugiet, og mens værelserne bliver gjort klar til nye gæster, får jeg et kort kig ind i et af de smukke rum. Kigget styrker kun min egen lyst til et fremtidigt ophold.
Vi begynder kunstvandringen i Fortællehuset, hvor en stor model af klosteret giver besøgende mulighed for at ”kigge ind gennem vinduerne”. Her kan man se film om stedets historie, og gennem interviews med tidligere refugiegæster får man et indtryk af det nutidige liv bag de tykke mure.
Mens selve klosteret er forbeholdt gæster på arbejdsophold, er både Fortællehuset og den store park åbne for offentligheden. Området bruges rekreativt af lokalområdet, af skoler og daginstitutioner, af historisk interesserede besøgende og nu også af kunst- og kunsthåndværksinteresserede tilrejsende.
En vandring gennem kunst og landskab
I Fortællehuset møder jeg de første værker.
Mik Holm, klostersnedker på stedet, og hans datter Emilie Palle Holm, omtalt i HÅNDVÆRK bookazine 14, har forenet træ og tekstil i en rumlig, arkitektonisk installation, hvor materialer, farver og bevægelse spejler klosterets mange historiske lag. Værkets farvegradient refererer til den farvetrappe, som blev blotlagt under restaureringen af bygningerne, og den langsomme roterende bevægelse giver en oplevelse af uendelighed.
Størstedelen af udstillingen foregår udenfor i Klosterskoven. Kvindsnapskoven fungerer som både udstillingsrum og medfortæller.
Skoven har gennem de senere år gennemgået en omfattende genopretning med nye stier, broer og opholdssteder. Samtidig er dens kulturhistoriske spor blevet tydeliggjort. Rundt omkring findes gamle kulturplanter, såkaldte levende fortidsminder, som kan spores tilbage til nonnernes klosterhave.
Sigrid Maria Panos, som er deltidsansat på klosteret, arbejder med papir fremstillet af plantefibre fra klosterhaven og med keramiske objekter, som dukker op mellem skovbundens planter og dyr. Hendes værker kredser om hverdagen, materialiteten og håndens arbejde, som gennem århundreder har sat deres aftryk på stedet.
Cecilia Westerberg, omtalt i HÅNDVÆRK bookazine 12, og Tina Ratzer, omtalt i HÅNDVÆRK bookazine 5, har skabt et stedspecifikt plantearkiv og en installation til plantefarvning efter solfarveprincippet. Her udnyttes solens varme til at trække farve ud af planterne og binde den til garn og tekstiler. Metoden er enkel, langsom og nøjsom i sit forbrug af ressourcer.
Cecilia Westerberg bidrager også med en installation ved den gamle danseplads i skoven. En træpæl med udskårne motiver af gudinder, dyr og planter omgives af kæder med objekter i blandt andet kobber, ophængt i træerne. Værket giver stedet karakter af et spirituelt ritualrum, et sted hvor mennesket kan forbindes med naturen.
Rosita Kær har ophængt en monumental kappe mellem træerne. Kappen bærer aftryk af arkitektoniske detaljer fra klosterets gulve og vægge. Hendes andet værk består af støvler udført i papirpulp og placeret i klosterkælderen. Værket refererer til fortællingen om et arkiv med klosterets historie, som angiveligt blev fundet i 1800-tallet, men senere kastet i søen, fordi det blev anset for værdiløst.
“Der var tale om kvindehistorie,” siger Josephine.
Signe Parkins’ værk Nonnerne fra Ørslev Kloster består af 38 små figurer skabt af materialer, der er blevet tabt, glemt eller kasseret, samt en bog med dagbogsnotater fra skabelsesprocessen. Arbejdet fandt sted samtidig med, at hendes mor blev syg og døde.
Undervejs peger Josephine flere gange på interessante sammenfald. Da vi står foran Signe Parkins’ værk, fortæller hun, at ordet nonne, ud over at betegne et medlem af en religiøs orden, stammer fra senlatinske nonna, som betyder mor. Nonne er samtidig navnet på en natsommerfugl.
Tekstiler til et levet sted
Efter vandringen kører vi videre til Aarhus for at besøge Astrid Skibsted i hendes atelier og høre mere om den del af projektet, som oprindeligt satte det hele i gang.
Gulvet var dækket af plantefarvede garner. Ugen inden havde Astrid sammen med Marianne Noer afholdt en plantefarveworkshop på klosteret. Her åbnede de plantearkivet, som siden indvielsen i maj havde trukket farver i solen. De farvede garner, alle i gule nuancer, blev sorteret. Nogle skulle forblive gule, mens andre blev overfarvet med indigo for at opnå grønne toner. Der blev også farvet indigo på hvid og grå uld, og resultatet var en palet af gule, grønne og blå nuancer.
Garnerne skal blive til puder og plaider til klosterets stuer og værelser.
Workshoppen er en del af projektets ambition om at arbejde open source. Væveopskrifter og farveopskrifter deles og gøres frit tilgængelige, så andre kan lade sig inspirere og bygge videre på erfaringerne.
Astrid fortæller med begejstring om de bærende ideer til tekstilerne. Projektet handler ikke primært om at fremstille brugstekstiler, men om at væve fortællinger ind i uldne puder og plaider samt i viskestykker, karklude og grydelapper i bomuld og hør. Alle har referencer til den omkringliggende natur, stedets arkitektur og udsmykning eller til de mennesker, der gennem historien har været knyttet til klosteret.
For eksempel er viskestykkets gennemgående teglrøde bånd et symbol på komtesse Olga Sponnecks tilknytning til Vallø Slot, som i 1737 blev kongeligt Frøkenstift med det formål at fungere som hjem og sikre et standsmæssigt underhold for ugifte døtre af den danske adelsstand. Olga Sponneck boede aldrig på Vallø, men poserer med båndet på et maleri af hende, som hænger i en af klosterets stuer.
En anden reference findes i de såkaldte bakkeservietter, som er inspireret af den barokke klosterkirke, der i 1700-tallet blev udsmykket efter italiensk forbillede med malerier og bladguld.
En nyere historie materialiserer sig i en grydelap, som hylder den tidligere forpagter Tove Borre. Efter hendes død skrev filminstruktør Niels Malmros i dagbladet Information:
“Mens Tove Borre sad i køkkenet og rullede cigaretter i hånden, kom danske kunstnere til hende på Ørslev Kloster for at åbne op om alt fra knuste hjerter til skriveblokader.”
Det er netop cigaretterne, Astrid refererer til.
“Alt omkring Tove var gulnet af nikotin, koffein og garvesyre fra sort te. Grydelappen bliver robust, med indvævede strimler af gamle gulnede lagner. Den vil kun blive bedre og bedre, jo mere den bliver brugt,” siger hun.
Samskabelse som kunstnerisk metode
For Astrid er fortællingen vigtig. Det samme er de relationer og samarbejder, som opstår undervejs.
Projektet kunne aldrig gennemføres uden de mange vævelaug og private vævere, som arbejder inden for en tydelig kunstnerisk ramme udstukket af Astrid, men hvor der samtidig er plads til individuelle fortolkninger. En vigtig præmis er, at der købes så lidt nyt garn som muligt, hvilket indebærer, at mange beslutninger træffes undervejs og med udgangspunkt i de materialer, der allerede er til rådighed.
Da samtalen falder på koordineringen af de mange bidragsydere og bidrag, lyder opgaven næsten uoverskuelig. Men Astrid tager det roligt.
“Vi løser udfordringerne løbende,” siger hun med et smil.
Den 7. november afsluttes udstillingen med finissage og indvielse af de håndvævede brugstekstiler. Herefter bliver de en del af Ørslev Klosters hverdag og vil optræde som hverdagskunst og som en taktil påmindelse om håndværk, nærvær og tid.
Da jeg er på vej ud ad døren, siger Astrid:
“Udstillingen slutter, men tekstilprojektet er uendeligt.”
Related stories
pre-order bookazine no. 9
100 års dansk keramik
WORLD HERITAGE
An (infinite) walk through time and place
