Energy
Enchanted is the most adequate term to describe the state I find myself in as I park in front of Louise Gaarmann’s black wooden house after a beautiful drive through Mols Bjerge National Park.
When I leave, four hours later,
I am filled with joy and energy.
Published in HÅNDVÆRK bookazine no. 9 in September 2023
We had our lunch in the main room of the house. ‘When it isn’t foggy out, you can see really far,’ says Louise. Today, we can only glimpse the silhouettes of pine trees, but that is fine, there are plenty of things to look at inside.
On the floor is a collection of shell-shaped plates for Noma’s final service in Copenhagen. They are due for delivery soon.
Serving dishes have been on her repertoire for years; large dishes that may be regarded as art or functional ceramics, depending on your temperament. They are modelled on Louise’s grandmother’s old dishes and decorated with messages, such as ‘YES’.
‘I once made products that were commercially successful. Together with one of my old friends, Anders Arhoj, I developed the little ghost that helped launch Studio Arhoj back in 2012.
I approached our ceramics collaboration as a minor project, but ultimately, I came to feel like a factory worker. That didn’t appeal to me, but Anders has successfully pursued the concept of industrial art and now has a large company.’
My visit takes place in February, towards the end of a winter when everyone talked about different heating sources and heating costs.
The large room we are sitting in is cosy and warm. It has a centrally placed wood-burning stove. I also spot a heat pump in the room.
Have you managed to keep your place warm? I ask.
‘This room is always nice and warm. The other rooms, including the workshops, which have electric heating, are cool in winter, so I prefer to work, sleep and eat in here.
I decided to use my circumstances as inspiration instead of allowing them to be a source of frustration. It probably helps that I was born and raised in North Jutland. The cold and dark don’t get me down. On the contrary, you can experience magic all year round if you see it and welcome it – and remember to take your fish oil.
This year, I have even enjoyed going to bed early to read about Japan and Japanese culture in preparation of a trip at the end of the year. For example, I found it inspiring to read how the Japanese move close together around the fireplace when it’s cold.’
‘When I see the first signs of spring, I am like the Duracell bunny. I begin to use all the rooms of the house and even take the clay with me into the garden.’
As I write this, in May, I follow Louise’s Instagram account, where she posts regularly. Today, she has posted a short video of herself kneading clay with her feet outside the house.
‘I switched on the light in the workshops because you were coming,’ she tells me and asks me to follow her outside.
‘In the kiln is a batch of cups for Skindergade 5, a culture centre, gallery, café and food community as well as a setting for knowledge sharing that I will open in two weeks’ time in Ebeltoft with a group of local fellow artists.’
On the modelling stand is a baptismal font commissioned for Sankt Augustins Kirke (St. Augustine’s Church) in Copenhagen.
You’re opening a gallery next week, in April you have an exhibition at Boggalleriet in Rønde, on Instagram I have followed your release of books on ceramics – books galore – and you wrote ‘Show me your bookcase, and I’ll show you who you are’.
I see that you worked at the brickworks Pedersen Tegl and used Hans Vangsø’s gas-fired kiln for this exhibition.
‘Yes, both Hans and his wife, Anne Fløche, are ceramicists, and they’re not just great neighbours but also really inspiring colleagues. Generally, this area is home to many artists and makers. Next time you visit, there are several people I’d like to introduce you to.’
I thank her for the offer, and we talk about one of the other local makers, weaver Winnie Poulsen, whom I met at the Skals folk high school for design and textile crafts in bookazine no. 2. ‘She made the napkins we used at lunch,’ says Louise.
In HÅNDVÆRK’s online coverage of the exhibition Manpower, featuring 64 ceramic objects in total, 32 by Japanese Shozo Michikawa and 32 by Danish Hans Vangsø, at A. Petersen Collection & Craft in 2019, I wrote, ‘Michikawa and Vangsø are both experienced gentlemen, born in 1953 and 1950, respectively.
Both artists have a powerful, masculine expression.
They both work at the potter’s wheel. Vangsø’s objects have the familiar forms of vessels, bowls and vases, while Michikawa’s have a more abstract expression with no visible functional purpose.
Both have roots in a long craft tradition, and their objects defy determination in time or place. They might be made yesterday or tomorrow, and they might be either Scandinavian or Japanese.
But that’s as far as their similarities go. While Vangsø prefers to let his objects speak for themselves or to let others do the talking, Michikawa is happy to show his practice, either live or on YouTube.
When asked every creative person’s least favourite question – how long it takes to create a piece – he has a quick reply: “It takes 10 minutes plus 40 years of experience!”’
How far ahead do your plans go?
‘About a year. This year, I have a planned exhibition in Iceland and one in New York. I will also be making pieces for the ceramic gallery Peach Corner in Frederiksberg, where I have a permanent representation.
I work continually with The Table Project – they’ll visit tomorrow.
My trip to Japan at the end of the year is a dream come true. It’s a trip full of ceramics, for ceramicists, organized by my friend and fellow ceramicist Gregory Hamilton. Among other highlights, we’ll visit Shozo Michikawa.’
How would you describe your own artistic practice?
‘My pieces are about energy with a grounding or an uplifting effect. Everything I do should have a visible or palpable presence.’
#ceramics
Louise Gaarmann, born 1975
Trained as a ceramicist at the Danish Design School (now the Royal Danish Academy)
Has two adult children
Born and raised in North Jutland
Lives and works in Mols Bjerge as a ceramicist
Attached to the ceramics gallery Peach Corner in Frederiksberg
‘Fortryllet’ er det mest dækkende ord for den sindsstemning, jeg er i, da jeg efter en virkelig smuk tur gennem Nationalpark Mols Bjerge parkerer foran Louise Gaarmanns sorte træhus.
‘Fuld af glæde og energi’ for den tilstand, jeg er i, da jeg fire timer senere kører derfra igen.
Vi indleder med frokost og taler om løst og fast. Louise siger: “Når man for tiden i Danmark tænker, at en designuddannelse kun har værdi, hvis den resulterer i et fast fuldtidsjob med pensionsordning, synes jeg, at man forregner sig.
Mit arbejdsliv, med alt hvad det indebærer, er forbundet med stor livskvalitet, og jeg ville aldrig kunne leve med ikke at være keramiker.”
Huset står, som da det blev bygget i 1972, køkken og bad er originalt, og alt er omhyggeligt vedligeholdt. Louise Gaarmann købte det i 2019, da den tidligere ejer døde, hun blev 99 år.
Louise fortæller, at hun ikke kunne drømme om at løbe en tur, men at hun gerne renser tagrender og for nylig har demonteret en skorsten.
Vi afslutter måltidet med te, som vi drikker af hankeløse, rustikke kopper.
“Mine kopper drejer jeg – processen må gerne være synlig, man skal kunne se drejesporene, og jeg finder skaller på stranden”, hun peger ud ad vinduet, “og trykker dem ind i hver side af koppen som en hilsen – en lille fortælling om materialet, som har været blødt engang. Rent praktisk udgør mærkerne en gribefunktion.”
Jeg kender dig mere for skulpturer end for brugskeramik – skulpturer og happenings.
“Ja, jeg laver oftere skulpturer end ting med et brugsformål, men selv når jeg laver en kop, skal den kunne lidt mere. Jeg vil gerne røre folk og folk vil gerne røres.
Jeg har ikke tidligere lavet kopper, men så efterlyste min søster kopper, og da jeg så mistroisk på hende og nægtede, svarede hun med at spørge, om det er, fordi jeg er snobbet, at jeg foretrækker kunst frem for kunsthåndværk?
Det kan du da tro, jeg er, svarede jeg hende, og så gik jeg alligevel i gang med at fremstille kopper – med en vis portion ydmyghed, for jeg er jo ikke pottemager, og det er faktisk ikke helt så ligetil at lave brugsting, der vil bruges, og som virker. Det kræver stor materiale- og håndværksmæssig kunnen.”
Vi har indtaget måltidet i husets store rum. “Når det ikke er tåget, kan man se langt”, fortæller Louise, i dag kan man bare skimte silhuetterne af fyrretræerne, men det gør ingenting, der er rigeligt at se på inden døre.
På gulvet ligger en portion muslingeskalsformede tallerkener, de er til Nomas sidste servering i København, de skal meget snart leveres.
Fade har været på repertoiret i årevis – store fade, som efter temperament kan betragtes som kunst eller brugsgenstande, de er modelleret over Louises mormors gamle serveringsfade og dekoreret med budskaber som JA.
“Jeg har en enkelt gang arbejdet med produkter, som har fået stor kommerciel succes.
Sammen med en af mine gamle venner, Anders Arhøj, udviklede jeg blandt andet det lille spøgelse, som lagde grunden til Studio Arhoj. Vi er tilbage i 2012.
For mig skulle det at lave keramik med ham bare have været en lille ting, men det endte med, at jeg følte mig som fabriksarbejder. Det var ikke noget for mig, hvorimod Anders med succes har forfulgt ideen om kunstindustri og nu har en stor virksomhed.
Mit besøg falder i februar i slutningen af en vinter, hvor vi alle har talt om varmekilder og prisen på opvarmning.
Der er varmt i den store stue, hvor vi sidder. Jeg spotter, at foruden den centralt placerede brændeovn er der også en varmepumpe i rummet.
Har du kunnet holde varmen? spørger jeg.
“Der er altid dejligt varmt i det her rum. De andre rum, inklusive værkstederne, som er el- opvarmede, er kølige om vinteren.
Jeg har derfor både arbejdet, sovet og spist herinde.
Jeg har valgt at lade mig inspirere af omstændighederne i stedet for at lade dem blive til frustration. Det kommer mig nok til gode, at jeg er født og opvokset i Nordjylland. Hverken kulden eller mørket gør mig deprimeret, tværtimod, magi kan opleves hele året rundt, hvis man ser den og byder den velkommen og husker at drikke sin fiskeolie.
I år har jeg ovenikøbet nydt at gå tidligt til ro for at læse om Japan og japansk kultur, som forberedelse til en rejse sidst på året. Blandt andet har jeg læst, hvordan japanerne, når kulden bider, rykker sammen om ildstedet. Meget inspirerende.”
“Når de første forårstegn viser sig, bliver jeg som en Duracell-kanin, gør brug af alle rum og tager også leret med ud i haven.”
Mens jeg skriver – vi er nu i maj – følger jeg med på Louises Instagramprofil, som hun flittigt opdaterer, i dag ligger der en lille film, hvor hun uden for huset ælter ler med de bare fødder.
“Jeg har tændt lyset i værkstederne, fordi du skulle komme”, fortsætter hun og inviterer mig med ud.
“Ovnen er i gang med en portion kopper, som skal bruges i Skindergade 5.
Et kulturhus, galleri, café og madfællesskab og en ramme om vidensdeling, som jeg om 14 dage åbner i Ebeltoft sammen med en gruppe lokale kunstnerkolleger.”
På kavaletten står der en døbefont, en bestilling til Sankt Augustins Kirke i København.
Du skal åbne galleri i næste uge, i april har du udstilling i Boggalleriet i Rønde, jeg har på din Instagram fulgt med i tilblivelsen af de keramiske bogværker – bøger i stribevis og bunkevis – og du har skrevet “vis mig din bogreol, og jeg skal vise dig, hvem du er”.
Jeg kan se, at du både har arbejdet på Pedersen Tegl og brændt i gasovn hos Hans Vangsø til denne udstilling.
“Ja, både Hans og hans kone, Anne Fløche, er keramikere, og ikke bare fantastiske naboer, de er også virkelig inspirerende kollegaer. Der er i det hele taget mange kunstnere og kunsthåndværkere i området. Når du engang kommer igen, er der flere, jeg gerne vil introducere dig for.”
Det takker jeg for, og vi taler lidt om en af dem, væveren Winnie Poulsen, som jeg mødte på Skals – Højskolen for Design og Håndarbejde i bookazine 2. “Det var hendes servietter, der var på bordet til frokost”, fortæller Louise.
I HÅNDVÆRKs online omtale af udstillingen “Manpower” med 64 keramiske værker, 32 fra japanske Shozo Michikawa og 32 fra danske Hans Vangsø, hos A. Petersen Collection & Craft i 2019 skrev jeg: Shozo Michikawa og Hans Vangsø er begge erfarne herrer født i henholdsvis 1953 og 1950.
Deres respektive udtryk er kraftfulde og maskuline.
De arbejder begge med udgangspunkt i . Vangsø med et formsprog, som man genkender som krukker, kar og vaser, Shozo Michikawa i et mere abstrakt formsprog og uden synligt funktionelt sigte.
Begge har rødder i en lang håndværkstradition, og deres værker er ikke til at tids- eller stedfæste. De kunne være fra i går eller i morgen, de kunne for begges vedkommende være skandinaviske eller japanske.
Her hører lighederne op. Hvor Vangsø helst lader sine værker tale for sig selv, eller lader andre tale om dem, optræder Michikawa hellere end gerne med sine færdigheder både live og på YouTube.
Shozo er kendt for, når han får alle kreatives hadespørgsmål, om hvor lang tid det kræver at frembringe et værk, at svare: Det tager 10 minutter + 40 års erfaring!
Hvor langt frem har du planer?
“Et år cirka – i år har jeg en planlagt udstilling på Island og en i New York, desuden skal jeg forsyne det keramiske galleri Peach Corner på Frederiksberg, hvor jeg er fast repræsenteret.
Jeg arbejder løbende med The Table Project – de kommer på besøg i morgen.
Turen til Japan sidst på året er en drøm, som går i opfyldelse. En rejse fyldt med keramik, for keramikere, arrangeret af min ven keramiker Gregory Hamilton, vi skal blandt andet besøge Shozo Michikawa.”
Hvis du selv skal sammenfatte dit virke?
“Mine værker handler om energi, som enten grounder eller løfter. Alt, jeg beskæftiger mig med, skal kunne ses og mærkes.”
Related stories
The future fashion scene
TOMORROW’S HEIRLOOMS
