online mag  /  print bookazine

NORDIC MOOD

HÅNDVÆRK bookazine issue 3 is sold out in English, but the Danish edition is still available here.
If you would like to read or reread the articles online, as a service, I have posted them here 
and here

 

KATRINE MARTENSEN-LARSEN is 52 years old.
MSc (Economics and Business Administration) specializing in strategic planning and marketing.

Has worked with styling and interior design in various contexts since 2003, both commercially, as an editor and as an interior consultant mainly to private clients.

She lives in Frederiksberg with the joiner Henrik Falk.

Together, they have a total of four children, aged 8 to 19 years.

Katrine is a trained strategist and raised in an environment that placed equal emphasis on creativity and business savvy. She masters all three disciplines in a balanced mix.

You may have come across her name in the glossy interior magazines she was a regular contributor to for several years, you may own her book Sommerhuset: Indretning, reparation og vedligeholdelse (The Summer Cottage: Decoration, Repairs and Maintenance) (co-written with the restoration expert Søren Vadstrup in 2008) or her NORDIC MOODSa Guide to Interior Decoration from 2018 – or perhaps you saw her on your TV screen in the Danish primetime show Skattejægerne (Treasure Hunters), where she was a participant for several seasons.

I accompanied Katrine on a job. This one is a more comprehensive project, which also involves her boyfriend, Henrik Falk. They are not cleaning up an existing home but establishing a new setting for a family that is moving from a house to a flat. The family has asked Katrine to help them get a better overall grasp and, specifically, to re-establish a room division to fit in a study, which in turn made it possible to realize another request – a big, wall-to-wall bookcase. The bookcase was designed and constructed by Henrik to be ‘suitably ornate’, to quote Katrine, to fit into the stylish old flat. The bookcase is carefully designed in accordance with the flat’s proportions. The door that separates the study from the living room was bought at Genbyg (Rebuild, a large lumber yard with reused materials) and carefully restored before everything was painted according to Katrine’s directions.

Are you now where you are supposed to be – have you come home? I asked Katrine Martensen-Larsen in our concluding talk after we had met a few times to talk about her life and work.

The answer fell promptly: YES.

If I were to sum up my impression of Katrine in one word, it would have to be pragmatic.

In a few more words, I would say that she is able to combine big gestures with a deep sense of humility. She is uncompromisingly honest, she is cordial, and she is competent and goal-oriented.

She takes a look around, susses out the situation, determines what needs to be done – and does it.

That is how she handles both her personal and her professional life.

Childhood home

Katrine’s parents were self-employed, her mother as an interior decorator, her father with a good eye for commerce. Together they developed Tapet-Cafe (Wallpaper Café) in Gentofte north of Copenhagen, which Katrine’s brother later took over and modernized.

‘Initially, the business was run entirely by my mother, who sold wallpaper and served coffee in a modest side room to a former dairy in Gentofte. When there were no customers, she designed interior solutions, working at a drawing table in the back room,’ Katrine explains. ‘She did well. My mother had a knack for customer relations and for spotting a good deal. She bought some overstock of sprigged French wallpaper from a Swedish wholesaler at DKK 1 a roll and sold them from her tiny shop at DKK 75 per roll. In fact, sprigged wallpaper was not trendy at all, but my mother thought white walls were dull, and her clients trusted her judgement and were willing to soften up their Scandinavian minimalism,’ says Katrine.

 

It seems to me Katrine’s mother had a good sense of customer relations, trends and a good deal.

In an international light she was definitely not the only one who felt like bringing in patterns and colours.

‘After a while, my parents were able to buy the whole dairy, so we moved into a flat on the first floor, while the business could expand on the ground floor. At this point my father joined the business.’

What is your main recollection from that time? I ask. ‘I remember a lot of running up and down the stairs, and that just as we would be sitting down for a cup a tea and some family time, the bell would jingle, and either mum or dad had to run downstairs to look after the shop. I also remember a lot of talk about the customers and their taste, both when it met with my parents’ approval and when they turned up their noses.

My parents were always working. During the weekends they did the accounts, and my mother had a principle of paying off the suppliers as soon as the bill came in; that makes for the best relationship, she would say, I adhere to that principle to this day.’

 

Leaving home

And you were not going to take over the business? ‘No, I thought I was going to be head of marketing in a big company. To be a small independent business owner did not seem attractive or prestigious to me at all.

I got wiser, didn’t I,’ says Katrine with a smile. ‘The benefits of being your own boss are almost indescribable. I have periodically returned to work with my brother, but he was the one who saw possibilities in the family business and who was there when my parents needed help, so in turn, he was the one who took it over. Now we’re business partners, and that’s perfect.’

 

At home in London

Your brother helped out in the shop, and you moved to London? ‘Yes, my boyfriend relocated, so I followed along and wrote my thesis in our cosy little loft in South Kensington. This was in the early 1990s, and the unemployment rates in London were high, so job prospects looked bleak. When I had finished my thesis, I swallowed my pride and took a job as a shop assistant in a Mulberry ladieswear concession on the second floor of Harvey Nichols in Knightsbridge. To be honest, I don’t think I would have accepted the job if I had been on home ground; after all, I did have a five-year degree. But I pulled myself together and figured I would just have to work my way up the ladder. There was a lot of competition for promotions, and nobody was noticing me in that department. But then Mulberry opened an “At Home” department on the fourth floor of the same department store. I fell in love with the products at first sight. This was my first encounter with a different interior design style than the sparse Danish look I had grown up with. A wonderful version of English country style. I applied for a transfer to the new department. I knew how to make measurements and how to sell. My manager was not a good salesperson, but I was, and when Roger Saul (the founder of Mulberry) noticed me, I advanced quickly, and before I knew it, I was Market Manager for the Nordic region and later for all of Northern Europe and South America. The essence of Katrine – pragmatic, I think to myself!

 

Katrine continues, ‘My relationship with my Danish boyfriend fell apart after five years. I met another man, an investment banker, and we married. He was as enterprising as I was, and together we opened 1 Lombard Street, a restaurant with a capacity of more than 300 people in a former banking hall at the most glamorous address in the City of London. The restaurant was a huge success, but the marriage failed, and shortly after the opening I decided to move back to Copenhagen.’

 

At home in Copenhagen

‘Now back home again, and tired of suits, I took a job in an ad agency. I figured I ought to find myself a creative man. I could tell you many stories from that period, but in summary, what I thought was going to be creative work turned out to be more about administration, and company morale was not the best.’

But did you find a creative man? I ask. ‘Hmm,’ says Katrine with a half-smile. ‘I soon discovered the men were far too creative for my taste. They roller-skated indoors, played basketball from their office chairs and were extremely self-centred. So no. The father of my children is a man I met at the bridge club.’

So then you left the advertising business?

‘Yes, I had a child and spent some time working with my mother and my brother in Tapet-Cafe; then I had another child, and I realized it was time for me to establish my own company. I wasn’t going to have a shop, I was sure of that. It had to have an aesthetic aspect, I was equally sure of that. And also, I would like to write.

As I was pondering what to focus on, I ran into a stylist I knew from Tapet-Cafe. She told me she was on her way to photograph a summer cottage, and I asked her if I could come along as her assistant. When I came home I thought, I’m not going as an assistant. I can arrange my own photo shoot. So I resolutely called my mother’s friend, who was the editor-in-chief of the monthly lifestyle magazine IN. I asked if it was hard to do home design features. She said no, what’s hard is finding the beautiful homes. And I thought, well that I can do, so I teamed up with a good photographer. For a number of years we did a lot of home design features. Since then, I have worked with a number of photographers on home design, campaign shoots for design companies and editorial material for monthly magazines both in Denmark and abroad.’

So this would have been while you had young children, was that a good match?

‘It was great, because it was completely up to me when and how much I wanted to work.’

 

A new home in Frederiksberg

The children grew older, and I knew that your life took quite a turn a few years ago.

‘Yes, it did. Without any prior warning, one night in late January 2016, my husband, the father of my children, suddenly collapsed with a heart attack. In an instant, our whole life changed. It was shocking and devastating, but I was able to decide to go on living and to have a good life.’

‘I had the courage to meet a new man, and today I am in a very happy relationship.

My boyfriend, Henrik, has embraced my children with open arms. A little less than a year after we met, we moved into a new shared home, a single-family home in the modernist style in Frederiksberg, where there is room for all of us, including his two, younger children, who spend every second weekend with us. Henrik is a joiner and extremely good at what he does. We have a strong shared aesthetic sensibility and often do collaborative projects. It is wonderful to have his support on every platform, both in my personal life and in my work. Our everyday life is good.’

 

In the clients’ homes

And the projects? ‘I will be publishing another book soon, in the autumn of 2020. Together with photographer Mikkel Adsbøl I have made a Nordic Christmas book titled The Season. We visited 12 creative people to see how they decorate for Christmas and to get their ideas for something creative you can make yourself and a Christmas recipe. And of course I’m very focused on my private and commercial clients.’

 

Katrine’s commercial clients are design companies that she does photographs for in collaboration with varying photographers.

And your private clients, who are they, I ask. ‘Some are people who recently bought a new home and need help with the bigger picture – from interior design and colour scheme to the even larger scale of moving walls or pouring a new floor. Just as often, it’s people who struggle to make the interior design of their existing home work. My clients don’t typically have a lot of designer furniture or expensive art. But most people have things that look good in addition to a lot of clutter.’

Whether something looks good is often about having things that interact, isn’t it? Seeing and highlighting their characteristics? ‘Yes, I agree. In fact, I don’t tend to describe things as ugly or nice; I’m more interested in whether they reflect the client’s personality, whether the quality is good, and whether the pieces match in terms of style, colours and proportions,’ says Katrine.

How does it work in practice? ‘First, the client tells me a little about him/herself, shows me around and describes his or her needs. In a matter of a few hours, I am able to get a picture of what the task entails,’ Katrine explains.

‘If the project involves knocking down walls and other major renovations, I go straight home to the drawing table, and then I put together a team of builders and craftspeople. If it is an existing home, we begin to move things around right away, and typically we move many things out. Most of the time, it’s more about taking things away than it is about adding new ones. Often, there’s no need to buy anything. All that’s needed is rearranging what’s there. I have a really good eye for that.’

And when it is a bigger project, or when rearranging what the customer already has is not enough? I know you often use mood boards. ‘Mood boarding’ is a good tool in any creative endeavour, but to many non-professionals it must be difficult, if not impossible, to go from mood board to reality? ‘When I show up I have bags full of material samples, and once the clients are able to see and feel things for themselves, that fuels the creative process, and suddenly, it’s easier for them to address what they like and what they don’t like,’ says Katrine with conviction.

So, when you have been in a home for a few hours, rearranging things and offering directions, maybe done a mood board with the client, what’s the next step? Who paints the walls and rearranges things, who shifts the wall, if that’s what’s called for? Who picks out what to buy, and who does the buying? ‘After my visit, the material/colour mood board is turned into a board with actual products. This board is intended as a plan for what the client can/should invest in, in terms of furniture, lamps and other items, over time. I always recommend people not to go out and buy everything all at once.

Sometimes a client will ask me to handle the purchases, and I offer that service too. Sometimes we go shopping together. If there are renovations involved, I have a list of builders and craftspeople I recommend. My boyfriend is a joiner, and one of the best I ever met.

Joinery solutions improve most interiors. If the client needs new curtains, I refer them to my brother, of course. He’s not cheap, but I know that no one makes more beautiful curtain solutions than he does.’

Designing a colour scheme for a room requires knowledge of light and daylight influx, the impact of colours on our mood and so forth – or a strong intuition. Do you take a technical or an intuitive approach?

‘My approach is completely intuitive,’ says Katrine, ‘and if there is no obvious palette to base it on, I encourage people to look out the window and work with the colours of nature. If you live in the middle of a city, it can also be effective to draw on the colours of the buildings you see out your window. I swear by muted, dusty, subtle colours, often cold colours, and I give red notes a wide berth. Warm, burnt notes work better at warmer latitudes, while cooler colours work well in a Nordic context.’

You have mentioned that we lack art and good crafts objects, and you have mentioned your boyfriend, who can deliver joinery solutions, and your brother, who makes curtains, and how they are a part of your toolbox.

Is that in fact a big part of both the problem and the solution – that for many years, whatever our budget, we have all bought off-the-rack solutions, so that we never had the perfect fit. Like buying clothes that do not fit properly; you keep having the urge to buy something new, because you’re never quite comfortable!

In other words, if we have things made to order that fit us, our rooms and our lifestyle rather than opting for ‘one size fits all’, we will have more beautiful and more functional homes where we’re not constantly replacing things in a never-ending search for perfection? ‘You’re absolutely right,’ says Katrine, nodding in agreement. In closing, I ask, after a visit from you and the joiner and the curtain man, will we feel more at home in our homes? ‘In my experience, it often takes just a few days, and then a family member, a colleague or a friend rings me up and says they’ve heard that I can work miracles.’

Henrik is working on the big bookcase in the flat that he and Katrine are renovating. I catch him during a break in between two shelves:

You have been a joiner for many years, I assume – how long?
‘More than 25 years. I completed my apprenticeship as a joiner and woodcutting machinist in 1998.’

What’s your favourite type of work, and what are you best at?
‘I’m’ good at most aspects; from dainty little pieces of furniture to complete renovations of listed buildings.

Among other projects, I was involved in the renovation of Store Tårn (Big Tower) on the Danish island of Christiansø, I have replaced windows in the gaol in Elsinore and put a new roof on Rudersdal City Hall. My favourite tasks are the ones that require a little extra in terms of detailing and expertise.’

And what type of project?
‘I do my best work when I am met with trust and am given free reins. On the other hand, I don’t thrive in projects where the emphasis is on short deadlines, low prices and a job that should, ideally, be ready yesterday; honestly, I often turn down those kinds of jobs.

My absolute favourite is when I work with Katrine. When we work for a joint client and have a creative process or, for that matter, when we construct something for ourselves, whether it is in our house in Frederiksberg or in the summer house at Nordstrand.’

What is your best tool?
My favourite tool would have to be the old hand tools that I have had for many years. Some of them are heirlooms. That doesn’t mean it’s the tools I do my best work with, but the old pieces are irreplaceable. In practice, I guess I have to admit that my most useful tools are my power tools: my router, my plunge saw and my domino joiner. Using them, I can make most things.’

Your favourite wood type:
“Some of the conifers: Douglas fir, European pine and Oregon pine.’

When you’re not working, how does your profession affect your life – if it does?
‘I’m a perfectionist. The order I maintain when I create and build things stays with me when I’m home. When the other members of the family have loaded the dishwasher or hung the laundry “wrong” I have to intervene to make sure it’s done right – with the result that I’m now stuck with most of those chores.’

 

#bookazine3

#bookazine3_2

 

KATRINE MARTENSEN-LARSEN

 er 52 år.

Uddannet cand.merc. med speciale i Strategisk Planlægning og Afsætningsøkonomi.

Har siden 2003 arbejdet med styling og boligindretning på forskellig vis, både kommercielt, redaktionelt og som indretningsrådgiver, primært for private kunder.

Hun bor på Frederiksberg sammen med snedkermester Henrik Falk.

De har tilsammen fire børn i alderen 8-19 år.

Hun er uddannet strateg og opdraget i et miljø med lige dele kreativitet og lige dele sans for købmandskab. Hun bemestrer alle tre discipliner i et skønsomt miks.

Du kan være stødt på hendes navn i de glittede boligmagasiner, som hun i en årrække var fast leverandør til, du har måske hendes bog Sommerhuset – Indretning, reparation og vedligeholdelse (skrevet sammen med restaureringsekspert Søren Vadstrup i 2008) eller hendes Nordic Moods – a guide to interior decoration fra 2018,eller du kan være stødt på hende på dansk tv i primetime-programmet “Skattejægerne”,hvor hun medvirkede i flere sæsoner.

Er du, hvor du skal være, er du ‘kommet hjem’, spurgte jeg afslutningsvis Katrine Martensen-Larsen, da vi over nogle gange havde talt med hinandenom hendes liv og hendes arbejdsliv.

Svaret kom prompte: JA.

Hvis jeg med ét ord skal beskrive mit indtryk af Katrine, så er ordet pragmatisk.Beskrevet med lidt flere ord bemestrer hun på samme tid at have store armbevægelser og at være ydmyg. Hun er hudløst ærlig, hun er hjertelig, og så er hun både dygtig og målrettet. Hun ser sig omkring, tager bestik af situationen, overskuer, hvad der skal gøres, og gør det.

Sådan håndterer hun sit liv, og sådan håndterer hun sit arbejdsliv.

Barndomshjemmet

Katrines forældre var selvstændigt erhvervsdrivende, hendes mor var indretningsarkitekt, og hendes far havde forstand på handel. Sammen udviklede de Tapet-Cafe i Gentofte, som Katrines bror siden har overtaget og moderniseret. “Forretningen bestod til en begyndelse af min mor, som i et beskedent sidelokale i et gammelt mejeri i Gentofte solgte tapet og serverede kaffe.

Når der ikke var kunder i butikken, tegnede hun indretninger fra et bord i baglokalet”, fortæller Katrine.
“Det gik godt. Min mor havde næse både for kundepleje og for en god handel. Hun købte et stort restparti småblomstrede franske tapeter fra en svensk grossist for 1 kr. pr. rulle og solgte dem videre i sin lille butik for 75 kr. pr. rulle. Småblomstrede tapeter var faktisk overhovedet ikke moderne, men min mor fandt hvide vægge helt uinteressante, og kunderne havde tillid til hendes dømmekraft og var klar til at bløde deres skandinaviskeminimalisme op”, fortæller Katrine.

Jeg tænker, at Katrines mor havde næse for både kundepleje, en god handel og for trends.

Set i et internationalt perspektiv var hun absolut ikke ene om at have lyst til mønstre og farver.

“Efter en tid fik mine forældre mulighed for at købe hele mejeriet, og så flyttede vi ind i en lejlighed på 1. sal, mens forretningen fik mere plads at boltre sig på i stueetagen. Min far blev nu også en del af forretningen.”

Hvad husker du mest af alt fra den tid? Forhører jeg mig. “Jeg husker meget løben op og ned ad trapper, husker, at bedst som vi var i gang med te og hygge, så gik klokken til butikken, og så måtte enten far eller mor ned for at ekspedere. Jeg husker også meget snak om kunderne og deres smag, både når den faldt i god jord hos mine forældre, og når der blev rynket på næsen. Mine forældre var altid på arbejde. I weekenden blev der lavet regnskab, og min mors princip var at betale leverandørerne, så snart regningen var kommet i hus, på den måde står man sig bedst med underleverandørerne, sagde hun. Det princip efterlever jeg den dag i dag.”

 

Hjemmefra

Og du skulle ikke overtage forretningen? “Nej, jeg troede, jeg skulle være marketingchef i en stor virksomhed. At være lille og selvstændig fandt jeg hverken attraktivt eller prestigefyldt.

Men jeg skal da ellers love for, at jeg blev klogere”, siger Katrine med et glimt i øjet, “fordelene ved at være sin egen chef er jo nærmest ubeskrivelige. Jeg har periodisk været tilbage og har arbejdet sammen med min bror, men det var ham, som så muligheder i familievirksomheden og var der, da mine forældre havde brug for hjælp, og derfor ham, som overtog forretningen; nu er vi samarbejdspartnere, og det er så fint.”

 

Hjemme i London

Din bror hjalp i forretningen, og du flyttede til London? “Ja, min ungdomskæreste flyttede derover, og så fulgte jeg efter og skrev min hovedopgave i vores hyggelige, lille taglejlighed i South Kensington.

Det var i begyndelsen af 90’erne, og der var høj arbejdsløshed i London, så udsigten til at finde et godt job var dyster. Da jeg var færdig med opgaven, bed jeg i det sure æble og tog et job som ekspedient i en Mulberry-ladieswear-concession på anden sal i Harvey Nichols i Knightsbridge.
For at være ærlig, så tror jeg ikke, jeg havde accepteret at gøre det samme, hvis jeg havde været på hjemmebane, jeg havde jo en femårig uddannelse i bagagen. Men jeg strammede mig an og tænkte, at jeg måtte arbejde mig op i hierarkiet. Der var rift om at avancere, og ingen lagde mærke til mig i den afdeling. Imidlertid åbnede Mulberry en ‘At Home’-afdeling på fjerdesalen i samme varehus.

Produkterne faldt jeg pladask for. For første gang så jeg en anden boligstil end den stramme danske stil, jeg var vokset op med. Det var engelsk countrystil på den helt vidunderlige måde.

Jeg søgte om at blive flyttet til denne afdeling. Jeg kunne jo både måle op og sælge. Min manager var ikke dygtig til at sælge, men det var jeg, og da Roger Saul (grundlæggeren af Mulberry) fik øje på mig, avancerede jeg hurtigt, og før jeg havde set mig om, fik jeg titlen som Market Manager for Norden og senere for hele Nordeuropa og Sydamerika”. Katrine i en maggiterning! Pragmatisk, tænker jeg!

Katrine fortsætter: “Mit forhold til min danske kæreste gik i stykker efter fem år, og jeg mødte en ny mand, som var investment banker, og jeg blev gift. Han var lige så driftig som jeg, og sammen åbnede vi restauranten 1 Lombard Street. En restaurant med plads til over 300 mennesker, indrettet i en gammel Banking Hall på den mest prestigefyldte adresse i City of London. Restauranten blev en kæmpe succes, men ægteskabet gik ikke, og kort efter åbningen besluttede jeg mig for at flytte tilbage til København.”

 

Hjemme i København

“Hjemme igen, træt af slipsetyper, tog jeg job i et reklamebureau. Jeg tænkte, at jeg måtte finde mig en kreativ mand. Der er meget, jeg kunne fortælle om den periode, sammenfatningsvis kan jeg sige, at det, jeg troede skulle være kreativt arbejde, viste sig at handle mere om administrative opgaver, og moralen den var ikke helt i top.”

Og fandt du en kreativ mand? vil jeg vide.
“Hmm”, siger Katrine med et skævt smil, “det viste sig hurtigt, at mændene var alt for kreative til mig. De løb på rulleskøjter indenfor, spillede basketball fra deres kontorstole og var ekstremt selvcentrerede. Så nej. Ham, jeg fik mine børn med, mødte jeg i bridgeklubben”.

Og så forlod du reklamebranchen?
“Ja, jeg fik et barn, og derefter arbejdede jeg sammen med min mor og bror i Tapet-Cafe, så fik jeg et barn mere og indså, at nu var tiden kommet til at etablere egen virksomhed. Jeg skulle ikke have butik, det vidste jeg helt sikkert, der skulle være æstetik involveret, det vidste jeg lige så sikkert, og jeg ville gerne skrive.

Mens jeg gik og tænkte over, hvad jeg skulle kaste mig over, løb jeg på en stylist, som jeg kendte fra Tapet-Cafe. Hun fortalte, at hun var på vej til fotooptagelse af et sommerhus, og jeg spurgte, om jeg måtte komme med som assistent. Da jeg kom hjem, tænkte jeg: Jeg skal da ikke med som assistent. Jeg kan da lave min egen fotooptagelse,og ringende resolut til min mors veninde, som var chefredaktør på månedsmagasinet IN.
Jeg spurgte, om det var svært at lave boligreportager. Hun svarede nej, det svære er at finde de smukke
boliger. Og jeg tænkte, det er det ikke for mig, og så entrerede jeg med en dygtig fotograf. Vi producerede over en årrække virkelig mange boligreportager.

Siden har jeg arbejdet sammen med flere forskellige fotografer, både om boligreportager, kampagnebilleder for designvirksomheder og redaktionelt materiale til ind- og udenlandsk månedspresse.”

Det var samtidig med, at du havde små børn, kan jeg regne ud – var det et godt match? “Det var helt fantastisk, jeg kunne selv styre, hvornår og hvor meget jeg ville arbejde.”

 

I havn på Frederiksberg

Børnene voksede til, og jeg ved, at jeres liv tog en drejning for få år siden?
“Ja det er korrekt, uden forvarsel, en nat i slutningen af januar 2016, falder min mand og børnenes far om med et hjertestop. På et øjeblik ændrede hele vores tilværelse sig. Det var voldsomt og fortvivlende, men jeg var i stand til at beslutte mig for, at jeg ville leve videre og have et godt liv.”

“Jeg har turdet møde en ny mand, og jeg er nu i en meget lykkelig relation.

Min kæreste Henrik har taget imod mine børn med åbne arme. Knap et år efter vi mødte hinanden, flyttede vi sammen i et nyt fælles hjem, en funkisvilla på Frederiksberg, hvor der er plads til os alle, også hans to mindre børn, som er hos os hver anden weekend. Henrik er snedker og ekstremt dygtig. Vi har en meget stor fælles forståelse for æstetik og arbejder ofte sammen på projekter.

Det er vidunderligt at have ham i ryggen på alle platforme, både privat og professionelt. Vores hverdag er god.”

Hjemme hos kunderne

Og projekterne? “Jeg er bogaktuel igen til efteråret 2020. Sammen med fotograf Mikkel Adsbøl har jeg lavet en nordisk julebog med titlen The Season.
Vi har besøgt 12 kreative personligheder for at få deres bud på, hvordan de pynter op til jul,
samt deres opskrift på både noget kreativt, man selv kan lave, og noget julet, der kan spises eller drikkes. – Og så er jeg selvfølgelig optaget af mine private og kommercielle kunder.”

De kommercielle kunder, det er designvirksomheder,som Katrine sammen med skiftende fotografer laver billeder for.

Dine private kunder, hvem er de? vil jeg vide. “Det er både kunder, som har købt en ny bolig og mangler hjælp til at få overblik; det kan være overblik over indretning og farvesætning, men det kan også være i en lidt større skala, hvor der skal flyttes vægge og støbes gulve. Lige så ofte er det mennesker, som ikke kan få deres indretning til at fungere i deres eksisterende bolig. Mine kunder vælter sig sjældent i designermøbler og dyr kunst. Men de fleste mennesker har nogle ting, der er pæne, foruden rigtig meget rod.”

Ret pæne handler vel ofte om at få tingene til at tale med hinanden? Få øje på karakteristika og understøtte disse, eller? “Ja, enig. Egentlig taler jeg ikke så meget om, hvorvidt noget er pænt eller grimt. Mere om, hvorvidt det afspejler kundens personlighed, om det er af god kvalitet, og om det passer sammen i stil, farve og proportioner”, siger Katrine.

Hvordan foregår det? “Vi begynder med, at kunden fortæller mig lidt om sig selv, viser mig rundt og sætter ord på sine behov. Jeg kan på ret få timer danne mig et overblik over udfordringen”, fortæller Katrine. “Hvis der er tale om en bolig, hvor der skal flyttes vægge og sættes i stand, så skal jeg direkte hjem og tegne, og jeg skal i øvrigt også have sammensat et team af håndværkere, som kan hjælpe. Hvis det handler om en eksisterende bolig, så går vi umiddelbart i gang med at flytte rundt og typisk med at flytte en del helt væk. Det handler langt oftere om at fjerne ting end om at købe nyt. Tit er der slet ikke behov for at købe nyt. Tingene skal bare stå på en anden måde. Det har jeg et virkelig godt øje for.”

Og når det drejer sig om en større opgave, eller når det bare ikke rækker med at flytte rundt på det, kunden allerede har? Jeg ved, at du taler meget om moodboards. ‘Moodboarding’ er et godt værktøj i al skabende virksomhed, men for mange ikke-professionelle må det være svært, for ikke at sige umuligt, at gå fra moodboard til virkelighed eller? “Når jeg kommer, har jeg tasker fyldt med materialeprøver, og når kunden kan se og mærke, kommer der gang i den kreative proces, og folk kan pludselig bedre forholde sig til, hvad de kan lide, og hvad de ikke kan lide”, svarer Katrine overbevisende.

Når du så har været på besøg nogle timer, har flyttet rundt og har givet anvisninger og måske lavet et moodboard med kunden, hvad så? Hvem maler og flytter rundt, hvem flytter vægge, hvis der er behov for det? Hvem anviser, hvor og hvad der skal købes, og hvem køber ind? “Efter mit besøg omdannes ‘materiale/farve-moodboardet’ til et board med rigtige produkter. Dette board skal ses som en plan for, hvad kunden kan/skal vælge at investere i, i forhold til møbler, lamper og andet, over tid. Min anbefaling er, at man ikke går ud og køber alt på en gang.

Nogle gange bliver jeg også bedt om at købe ind på vegne af kunden, det kan jeg sagtens hjælpe med. Andre gange går vi på indkøb sammen. Hvis der skal bygges om, har jeg håndværkere, jeg anbefaler. Min kæreste er jo snedker og en af de dygtigste, jeg nogensinde har mødt.

Snedkerløsninger gavner de fleste indretninger. Skal kunden have nye gardiner, henviser jeg selvfølgelig til min bror. Han er ikke billig, men jeg ved, at der er ingen, der kan lave smukkere gardinløsninger end ham.”

For at farvesætte et rum kræves viden om lys og lysindfald og farvers indvirkning på stemningen osv. eller en stærk intuition. Går du teknisk eller intuitivt til værks?
“Jeg går fuldstændig intuitivt til værks”, siger Katrine, “og er der ikke en oplagt farvepalette at benytte sig af, opfordrer jeg til, at man kigger ud ad vinduet og arbejder med naturens farver. Bor man midt i byen, kan det også være effektivt at bruge farver fra bygninger, man ser ud ad sine vinduer.

Jeg sværger til at benytte afdæmpede, støvede og udefinerbare farver, ofte kolde farver, og jeg holder mig langt væk fra røde nuancer. De varme, brændte nuancer fungerer bedre under varmere himmelstrøg, mens de kølige, lidt kolde farver klæder en nordisk indretning.”

Du taler om, at der mangler kunst og godt kunsthåndværk, og du taler om din kæreste, som kan

lave snedkerløsninger, og din bror, som kan lave gardiner, og om at de er en del af din værktøjskasse.

Er det i virkeligheden en stor del af både problemet og løsningen, at vi i mange år, både de, som

har købt billigt, og de, som har købt dyrt, har købt standardløsninger og derfor aldrig har fået det

perfekte. Som at købe tøj med dårlig pasform, man bliver ved med at have lyst til at købe nyt,

fordi man aldrig bliver helt bekvem!

Med andre ord, hvis vi i stedet får lavet ting, som passer til os, vores rum og vores livsstil, frem for at

gå efter one-size-fits-all, så får vi smukkere, mere velfungerende hjem, hvor vi ikke hele tiden skal

skifte ud i en evig jagt på det perfekte?
Du har fuldstændig ret”, nikker Katrine. Og jeg afrunder: Når man så har haft besøg af dig og snedkeren og

gardinmanden, kommer man så til at føle sig mere hjemme i sit hjem? “Det er min fornemmelse; ofte

går der et par dage, og så er der et familiemedlem, en kollega eller en veninde, der ringer og har hørt,

at jeg kan udrette mirakler.”

Jeg har været med Katrine på job

Denne gang er der tale om et større projekt, som også hendes kæreste, Henrik Falk, er involveret i.

De rydder ikke op i en eksisterende bolig, men etablerer en ny ramme for en familie, som flytter fra hus til lejlighed.

Familien har bedt Katrine om hjælp til at få overblik generelt og meget konkret med at reetablere en rumadskillelse for at få plads til et arbejdsværelse, hvilket har vist sig at give mulighed for at indfri et andet ønske, ønsket om en stor vægtil-væg-reol. Reolen har Henrik tegnet og bygget, således at den, for at bruge Katrines ordvalg, er “tilpas pyntet” til at passe til den gamle, fine lejlighed. Reolen er omhyggeligt tilpasset lejlighedens proportioner.

Døren, som skal adskille arbejdsværelset og opholdsrummet, er indkøbt på Genbyg og nænsomt istandsat, hvorefter det hele er malet efter Katrines anvisning. Badeværelset skal totalrenoveres, her har Katrine allieret sig med Råform, som laver terrazzo.

Katrine har som altid arbejdet med et moodboard for at give kunden en håndgribelig forståelse for, hvordan valg af farver og materialer vil komme til at påvirke helhedsoplevelsen.

Henrik er i gang med den store reol i den lejlighed, som han og Katrine står for ombygningen

Jeg fanger ham i en pause mellem to hylder:

Du har været snedker i mange år, formoder jeg? Hvor længe?
“I mere end 25 år. Jeg blev udlært tømrer og maskinsnedker i 1998.”

Hvad synes du bedst om at lave, og hvad er du bedst til?
“Jeg er god til det meste; jeg kan lave fine små møbler og totalrenovere fredede ejendomme.

Jeg har blandt meget andet været med til renoveringen af Store Tårn på Christiansø, jeg har udskiftet vinduer i den gamle arrestbygning i Helsingør og lagt nyt tag på Rudersdal Rådhus. Det, jeg allerbedst kan lide at lave, er det, som kræver lidt ekstra i form af detaljering og ekspertise.”

Og under hvilken form?
“Jeg arbejder bedst, når der er tillid, og når jeg får frie tøjler, og jeg trives meget dårligt, når fokus er på hurtigt arbejde til for lave priser, og en opgave, som helst skulle have været færdig i går, må jeg være ærlig at sige, at jeg ofte takker pænt nej til.

Det absolut bedste er, når jeg arbejder sammen med Katrine. Når vi bygger for en fælles kunde, og vi er kreative og skabende undervejs i processen, eller for den sags skyld når vi bygger for os selv, hvad enten det er i huset på Frederiksberg eller i sommerhuset ved Nordstrand.”

Hvad er dit bedste værktøj?
“Mit yndlingsværktøj må nok være det gamle håndværktøj, som har fulgt mig gennem mange år. En del af det er arvestykker. Det er ikke ensbetydende med, at det er det værktøj, jeg bygger bedst med, men det gamle er uerstatteligt. I praksis må jeg nok erkende, at jeg har størst glæde af mine maskiner: min overfræser, min dyksav og min dominofræser. Med dem kan jeg trylle det meste frem.”

Din favorit-træsort:
“Findes i nåletræsfamilien: douglasgran, europæisk fyr og oregon pine.”

Når du ikke er på job, hvordan påvirker din faglighed så dit liv, hvis den altså gør det?
“Jeg er perfektionist. Den orden, jeg holder, når jeg kreerer og bygger, slipper mig ikke, når jeg er hjemme. Når de andre i familien har fyldt opvaskemaskinen eller hængt vasketøjet op ‘forkert’, bliver jeg nødt til at gribe ind, så det bliver gjort korrekt, med det resultat at jeg nu hænger på de fleste af den type opgaver.”

Related stories

Mona Vander

I have been following Mona Vander on Instagram...

A BUBBLY NEW YEAR

Farewell 2020. You will go down in history...

LANDMARKS

I am interested in role models, because I...

CRAFT + DESIGN

Really, are we going to talk about cleaning...

Behind the scenes

The HÅNDVÆRK bookazine team consists of proofreader Cornelius...

This website uses cookies

We use cookies to personalise content and ads, to provide social media features and to analyse our traffic. We also share information about your use of our site with our social media, advertising and analytics partners who may combine it with other information that you’ve provided to them or that they’ve collected from your use of their services.