The podcast host
Dorthe Chakravarty is a historian, journalist, writer, speaker and podcaster.
I am a long-time follower of her published work, especially the titles dealing with women’s lives and history.
I became aware of her work as a journalist and podcast host when I was writing about
Hanne Vedel for bookazine no. 6.
During my research, I discovered that Dorthe had visited the textile workshop Spindegården in Åbenrå before me, for her podcast series on crafts, ‘Håndens Arbejdere’.
I warmly recommend the series (if you understand Danish) – and Dorthe’s channel in general.
She is a very competent host.
December 2024
Later that summer, we ran into each other at a reception and decided to follow up with a cup of coffee in a café.
Nice coffee, inspiring meeting.
Dorthe asked if she could do a podcast on my work with HÅNDVÆRK. I was happy to accept the invitation, and we soon sat down for a podcast, which you can access for free right here.
Over coffee I asked her,
When we first met, you talked about your work as a sort of public information – could you elaborate on how you see that?
‘My goal is to create content that is smart, fun, credible and enlightening. And free. To do that, I need to put people on who are knowledgeable, good storytellers and willing to share their knowledge and personal stories.’
Is it a passion? An obligation? Or something else entirely?
‘Good question! From 2005, I worked at DR (Danish Broadcasting Corporation) for several years, hosting a regular radio programme about history. At DR I had coworkers who were dedicated to culture, history and public service broadcasting. During my time there, I learned about feeling a commitment to doing your best to give everybody access to culture. Even if you don’t always succeed, that is the goal.
When I left to become a freelance historian it felt natural to continue in the same spirit – only now under my own name and via my own channel.’
What is the main difference between working for a public service station and having your own independent platform?
‘I avoid the many, many meetings – a waste of wonderful creative time that you’re never getting back, drinking bitter coffee and waiting to get started on the actual job at hand.
I also don’t need to worry about restructuring, cutbacks or the regular employee’s fear of being let go. And finally, I don’t have to do what DR called “concept workshops”, where you could spend days developing an idea. Now, when I have an idea, it doesn’t take me long to determine whether it is going to live or die.
On the other hand, I do miss the absolute best and most talented coworkers and the many listeners. Some of the latter have tagged along, which I am very grateful for. And sometimes, of course, I wouldn’t mind a piggybank full of government funding!’
As I understand it, you have been interested in the spoken and written word for as long as you can remember. Can you point to someone who had a key impact on this life choice?
‘The answer is actually somewhat colourful. I grew up during the 1980s in the countryside, on the island of Funen. I was probably just 10 or 12 years old when I saw the film “Me and Charly”. In the film, Ghita Nørby plays a journalist mum who is grappling with life’s challenges and raising her son. I thought she was really something, super cool, the kind of person I would like to be when I grew up. Today, I am a journalist mum, enjoying life and loving my work. I can’t point to any other role models. I was raised in the countryside, in a home with cultural interests and two daily newspaper subscriptions. Nevertheless, as a teenager I would cycle to the nearby town of Middelfart to buy the Copenhagen weekend papers at the railway station kiosk, so I could read the culture pages. I found that so exciting and inspiring. I have maintained that basic curiosity. Today, I trawl the web for good writers and reporters and am delighted when I finally find a good storyteller with smarts, talent and honesty.’
Thank you for a lovely conversation which I look forward to continuing.
Want to buy bookazine no. 6?
You can find this and all other bookazines here
Dorthe Chakravarty er historiker, journalist, forfatter, foredragsholder og podcaster.
Jeg har længe, ud af en øjenkrog, haft et godt øje til hendes forfatterskab, især den del som kredser om kvinders liv og historie.
Som journalist og podcastvært opdagede jeg hende i forbindelse med, at jeg skrev i bookazine 6 om Hanne Vedel. Det viste sig nemlig i min research, at hun havde besøgt Spindegården i Åbenrå inden mig, som en del af hendes udsendelsesrække HåndensArbejdere.
Serien kan varmt anbefales (hvis man er dansksproget lytter) i det hele taget kan Dorthes kanal anbefales. Hun er en kompetent vært.
I sensommeren løb vi på hinanden til en reception, det førte til en kop kaffe på en cafe.
Dejlig kaffe, inspirerende møde.
Dorthe kvitterede med at spørge, om hun måtte lave en udsendelse om mit arbejde med HÅNDVÆRK. Med fornøjelse, og uden at have langt fra tanke til handling, ligger den nu til fri lytning her.
Jeg spurte hende samtidig:
Da vi sås første gang, talte du at lave folkeoplysning, vil du uddybe og fortælle, hvad det indebærer for dit vedkommende?
”Jeg stræber efter at lave indhold, som er klogt, sjovt, troværdigt og noget så gammeldags som oplysende og dannende. Og gratis. Derfor skal de mennesker, jeg taler med, vide noget, være gode fortællere og generøse med at dele ud af deres viden og sig selv”.
Er det en interesse? En forpligtigelse eller noget helt tredje?
”Godt spørgsmål. Jeg arbejdede fra 2005 i mange år i DR/P1, som vært på et historieprogram. Jeg havde kollegaer, der elskede kultur, historie og public service. Her lærte jeg om at føle sig forpligtet til at gøre sit bedste for, at kulturen kommer ud til alle. Det er ikke sikkert, at det lykkes, men det er målet, man stræber efter og arbejder for.
Da jeg sagde op for at blive freelance historiker var det naturligt at fortsætte i den ånd – men i eget navn og på egen kanal”.
Hvad er den største forskel på at arbejde på en public service-kanal og på et medie man ejer selv?
”At jeg er fri for oceaner af møder – spild af kreativ og vidunderlig tid, man aldrig får igen, mens man sidder og drikker sur kaffe og venter på at komme i gang med det rigtige arbejde.
Jeg er også fri for at bekymre mig om fyringsrunder, spareplaner og fastansattes frygt for at ryge ud lige om lidt. Og endelig er jeg fri for det, der i DR hed konceptværkstedet. Der sad man i dagevis og udviklede idéer, nu får jeg bare en idé og bestemmer så ret hurtigt, om den skal leve eller dø.
Til gengæld savner jeg de bedste og dygtigste kollegaer og de mange lyttere. Nogle af dem har heldigvis fulgt mig og det er jeg taknemmelig for. Og ind imellem kunne jeg da også godt tænke mig en pengetank fuld af mediestøtte”.
Jeg forstår, at du under en eller anden form, har interesseret dig for det talte og det skrevne ord så langt, du kan huse tilbage. Kan du pege på en eller flere personer som har været afgørende for dit livsvalg?
”Sandheden er lidt kulørt. Som barn i 1980’erne, på landet på Fyn, og jeg har næppe været mere end 10-12 år, så jeg Mig og Charly, hvor Ghita Nørby spiller journalist-mor, der bakser lidt med livet og sin søn. Jeg syntes, hun var stangsmart, super cool og sådan en type, jeg ville være, når jeg blev voksen. Nu er jeg journalist-mor, har det sjovt og elsker mit arbejde. Ellers har jeg ingen forbilleder, men jeg boede på landet og kommer fra et hjem med klaver og to daglige aviser. Alligevel cyklede jeg som teenager ind til Middelfart og købte de københavnske weekend-aviser i banegårdskiosken for at læse alt om kultur. Det var så spændende og meget inspirerende. Den nysgerrighed har jeg stadig, nu trawler jeg nettet for gode skribenter og journalister og bliver lykkelig, når jeg endelig finder én, der fortæller med kløgt, talent og ærlighed”.
Tak for en dejlig samtale som jeg glæder mig til at fortsætte