online mag  /  print bookazine

CHURCH ART 

From HÅNDVÆRK bookazine no. 10 about
Selskabet for Kirkelig Kunst

You can buy bookazine 10 here

Based on the many conversations I have had over the past five years with makers, designers and architects, I have come to understand that projects for the Danish national church are attractive.

In bookazine no. 6, the legendary weaver Hanne Vedel explains that she has woven church textiles in the form of antependiums, altar carpets, chasubles and runners for a hundred churches, and the same issue of HÅNDVÆRK has an article about the cabinetmaker and designer couple Akiko Ken Made about their christening tree for Odense Cathedral.

In 2021, I saw Lizzi Damgaard’s gold embroidery. She is an embroideress for Selskabet for Kirkelig Kunst. I saw her work in the exhibition GGUULLDD (GGOOLLDD) in the now defunct Udstillingssted for Tekstil (Exhibition Venue for Textile). The presentation showed Lizzi’s sampler, a lizard embroidered in gold thread on silk, and samples for the Rikke Salto’s chasuble for Church of Our Saviour.

 

Selskabet for Kirkelig Kunst resides in a beautiful ochre-coloured house from the mid-18th century on Frederiksholms Kanal in Copenhagen. Activities expand over all three floors: the ground floor has an office, meeting room and tea kitchen, the first floor has an embroidery room and the loft a large table for laying works out and, not least, room for archives of drawings and textiles scraps from completed projects.

The Evangelical-Lutheran Church in Denmark is the largest religious community in Denmark and has a special status in the Danish Constitution. By 1 January 2023, almost 4.3 million people, or 72.1% of the population, were registered as members of the Evangelical-Lutheran Church in Denmark.

Selskabet for Kirkelig Kunst (Danish Society for Ecclesiastical Art) was founded in 1927. It is an independent institution supported by the Ministry of Ecclesiastical Affairs. Among the initiators were painter Joakim Skovgaard, sculptor Einar Utzon-Frank and architects Kaare Klint, Harald Lønborg-Jensen and Anton Rosen.

Through professional advice to the parochial church councils, the society aims to preserve and develop the furnishings in Danish Evangelical-Lutheran churches as a

living part of cultural heritage. The society provides advice about colour schemes, furniture, lighting and textiles.

Church textiles can be produced and/or maintained in the society’s own embroidery workroom.

Fernanda Toft-Mendonca

The building has a calm air of concentrated work. I was told beforehand that things would be very busy indeed. I mention the calm, and Lizzi, who has been working here as an embroideress since 1992, says that although you can work hard when you sew, you cannot hurry, especially when you are on a deadline. ‘The way we approach our projects is through calm focus. Getting into a state of flow is a necessity.

Fernanda, who has worked here since 2018, adds, ‘When we’re busy, we are at peace. We get into a bubble of inner calm and forget everything around us. Working here is good for your mental health.

She is doing maintenance on one of four chasubles from Aarhus Cathedral, designed by Queen Mar­grethe II, which have been in use since 1994.
Queen Margrethe II has designed many church tex­tiles that have been sewn in this workroom, and on several occasions she has worked here herself.

Repairs and maintenance are one of the workroom’s activities, but most of the time is spent embroidering and finishing new chasubles and other types of tex­tiles for use in churches.

Banja Rathnov, the manager of Selskabet for Kirkelig Kunst, clears a table by the window. She sets out coffee and apples from her country garden for embroideresses Lizzi and Fernanda and myself. Banja is still new in a society where people typically have long tenures.

Until 2022, in addition to being an embroideress, Lizzi was also the manager of the society – a position she ‘inherited’ in 2005 from her mother, LillianDamgaard Christensen.

Her 84-year-old mother, who is still active as an embroideress when the workroom is extra busy, began her career for the society by taking embroidery work home.

‘When my mother took charge of the workroom in1982, there was no demand for gold embroidery. Previously, Copenhagen had several workrooms that did gold embroidery both for uniforms and for the church, but during the 1960s and 1970s, church textiles were mainly woven or printed, and gold for uniforms was imported from low-cost countries like India and Pakistan,’ Lizzi explains, adding, ‘my mother replaced Mrs Rindom Thomsen, who had to retire due to ill health. The executive committee knew that my mother was skilled and asked her if she would take over, and she accepted.

When she sent  the key, Mrs Rindom Thomsen wrote, “Mrs Christiansen – the place is an economic ruin, but it has a good reputation.”

The rooms were filthy, and the entire family pitched in to restore the place. I was 15 at the time. My mother had been working from home and raising four children, now we were all grown and no longer needed her full-time. It was great seeing how she flourished and did what she loved more than anything in the world. The embroidery workroom was like her fifth child and kept her busy, both because she mademany consultancy visits to churches and because fashions changed. Church textiles reflect their time, but the best works are timeless or will at least easily last 30–50 years without seeming outdated.’

After a brief pause, Lizzi adds, ‘Despite my mother’s love of the trade and her success, she warned me against becoming an embroideress. It’s no way to make a living, she said, become a nurse instead. Still, I chose that path, and I’ve had no regrets.’

Co-creating a chasuble

The chasuble is an important part of the artistic decoration of Danish Evangelical-Lutheran churches. Some have a single chasuble, others have several, with different chasubles for different events during the ecclesiastical year.

Acquiring a new chasuble is a long and costly process.

Some churches choose to issue an open call, for example through the association Danish Visual Artists.

My local church recently did that. Among the submitted projects, three artists received a fee for developing a finished proposal, before one of these three finalists was selected for the project.

Some parochial church councils ask Selskabet for Kirkelig Kunst to recommend an artist. In those cases, the society proposes three and recommends that the council meet with all three before they decide.
Other councils have an artist in mind from the outset and contact that artist directly.

If the chasuble is designed by an artist and involves embroidery, the embroidery is usually produced by Selskabet for Kirkelig Kunst, which has the skills to do gold embroidery.

The workroom commissions the basic fabric for the chasuble from a weaver or, in some cases, from a textile supplier.

If the chasuble is created in collaboration with a weaver or a textile printer, production is handled by the individual craft maker. The tailor attached to the embroidery workroom can assist with mounting the chasuble.

Step by step

I ask Lizzi to explain how the process works once the collaboration has been established.
‘It varies, depending on whether the artist or maker has any experience with chasubles. For example, we have been working with Rikke Salto for 25 years.

Rikke is very interested in colours and has strong opinions about the choice of fabric. This always leads to negotiations, where we have to say that “If you choose this material, it imposes certain limitations in terms of threads and techniques.ˮ If threads and techniques are the main priority, the fabric has to come second. Once we have agreed on the basics, we begin to make samples.’

Lizzi and Fernanda remember a very densely woven textile with a dandelion that they had to insist on embroidering using couching stitch in order to make the project work.

Is that a source of frustration? I ask.
Both embroideresses say it is not, and Lizzi adds, ‘Collaboration is crucial to a good end result. The artists have to provide a strong idea and a good sketch.
Our job, as embroideresses, is to interpret and translate. Challenges are the best part of this work, that’s where our creativity comes into play, and making
embroidery samples is a way for us to develop our skills.’

When you work with an artist who has no experience with chasubles and, perhaps, no experience with textile, how do you facilitate the process?
We have a talk about what aspects are given and what proportions will work.
For example, there has to be a straight neck in the back to cover the starched shirt collar that supports the ruff. The cross has to be placed high enough that it does not end up on the pastor’s bum, and you can only use gold embroidery on the torso – if you want yellow where the chasuble folds, you have to use yellow thread.’ Lizzi adds, recommending a new artist always means taking a chance.’

She mentions several good collaborative projects and repeatedly says, ‘I get goosebumps when I think about …’ how beautiful, how powerful, how … She adds, ‘I look forward to seeing how Banja, with her knowledge of art history, will be able to bring even more new partners into play,’

Banja adds that they are seeing a growing number of contemporary artists take an interest in the church and in the church space. One excellent example is Alexander Tovborg, who in 2023 transformed the south wing of the art centre Kunsthal Charlottenborg into a total installation with the ecclesiastical space as the architectural and conceptual framework.

You have stepped down as manager and passed the baton, I say to Lizzi.
Yes, in addition to embroidering, I also want to focus on securing the future of the craft.

I have had two days’ leave a week for the past two years to work with Sandra Wolsgaard on the online platform embroideryhaandbogen.dk (embroideryhandbook.dk). Here, we present stitches, embroidery techniques and their history in order to help preserve the knowledge and the stories that have been part of the field for generations and through changing times, in the hope of guiding and inspiring others to continue the craft.

The online handbook is free to use; our work and day-to-day operation are funded by private grants.’

‘I always knew that one day, I would step down as manager – but not as an embroideress – in order to spend more time on communication. In addition to the online handbook, this includes talks, workshops and courses for professionals, for example in theatres or at the design schools.

When Anne, my secretary for 15 years, retired, that presented a natural occasion to make the change.’

‘There were many applicants to the job as manager, including Banja.’

Changing of the guard

‘I’m so happy you chose me,’ says Banja.
‘I did not know much about Selskabet for Kirkelig Kunst when a friend asked me, “Do you know someone with a passion for the field who would want to work with Lizzi Damgaard and her embroideresses?”

I have always been interested in textiles – an interest I was unable to pursue in the art world – and I am very interested in the Arts and Crafts movement. In my next life, I want to run a textile gallery. There is no way to make that profitable yet, but one day it will be, there is a growing interest in textile art as part of the growing interest in women artists.’

‘I did a Google search to see who had founded the society, and they were all names that I recognized from my background. My father was the principal of a folk high school rooted in Grundtvig’s ideas about popular, life-long learning and independent Protestant congregations. Sometimes, when the art world has felt frustrating, I have thought about studying theology. I also thought about applying for a job in the Cultural Heritage Agency.

Suddenly, everything was pointing in the same direction, and I just knew, not so much as a rational conclusion but as a gut feeling, that I had to apply for the job. I also thought that, since it is just 20 hours a week and close to my gallery, I would be able to do both.’

One of your jobs as a manager is consultancy visits to churches. As I understand it, your advice is not limited to textiles but covers church interiors as a whole?
‘Yes, our overall purpose is to advise parochial church councils about purchasing furnishings. We offer free consultancy visits all over the country.

That involves a visit to the church by myself and one or more of the society’s arts consultants.

When we visit, we talk to the council and other stakeholders about what they are looking for in terms of maintenance or changes. Afterwards, I summarize our recommendations in a report. This may include colours or the design of new pews or other furnishings and, of course, church textiles. If there are textiles in need of maintenance or repairs or new textiles to be embroidered, our workroom can step in.

If the church wants to commission woven textiles or if it needs furniture or other objects, we recommend relevant architects, craft makers and artisans.

The report may also recommend minimal changes. I recently visited a church, where the council wanted to replace all the pews but where our recommendation was to preserve them.’

‘Another current project is a book about the centenary of Selskabet for Kirkelig Kunst. This involves applying for private grants, gathering material and editing.

And of course, there is day-to-day administration and marketing, and I will probably also be invited to give talks?’

FRA HÅNDVÆRK bookazine 10, som kan købes her

Jeg har for længst, af de mange samtaler, jeg de forgangne fem år har haft med håndværkere, formgivere og arkitekter, forstået, at det er attraktivt at samarbejde med den danske folkekirke.

I bookazine 6 fortæller den legendariske væver Hanne Vedel, at hun har vævet kirketekstiler i form af antependier, altertæpper, messehagler og løbere til hundrede kirker, og i samme nummer af HÅNDVÆRK er der en artikel om snedker og designerparret Akiko Ken Made om deres dåbstræ til Odense Domkirke.
I 2021 bemærkede jeg Lizzi Damgaards guldbroderier. Hun er brodøse på Selskabet for Kirkelig Kunst. Det var på udstillingen GGUULLDD i det nu lukkede Udstillingssted for Tekstil. På udstillingen så man både Lizzis øvestykke, et firben broderet i guldtråd på silke, og prøvesyninger til Vor Frelsers Kirkes messehagel tegnet af Rikke Salto.

Rikke Aalto
Lizzi Damgaard og Rikke Salto

En bestilling

Lad mig vide hvordan det foregår hvis jeg vil have syet, for eksempel et jakkesæt, hos dig?
”Først tager vi et indledende møde, det foregår her hvor vi sidder”.

Vi befinder os i lille lokale bag skrædderiet, møbleret med lave stole, sofabord, der er kaffe i guldkopperne og udsigt til prøverum med spejl og stakkevis af stofprøver.

”Ved det møde sporer jeg mig ind på dine ønsker og behov.
Der er naturligvis stor forskel på om det er første gang du besøger mit skrædderi, om det er første gang på et skrædderi overhovedet eller, om du gennem mange besøg er blevet ”uddannet” i at forstå din krop, din stil, og hvad du kan forvente af skrædderen.

På det første møde lægges snittet fast, jeg tager mål og vi vælger stof.
Dernæst konstruerer jeg et mønster fra grunden”.

Da jeg ankom, var Karina i gang med et sådant mønster. Når hun har konstrueret og klippet mønsteret ud, tegnes mønsterdelene op på metervaren med kridt, det er vigtigt at alle mønsterdele placeres således at terner og striber møder hinanden præcist i overskæringer og indsnit.
”Delene klippes ud, med rigeligt sømrum og sys sammen, de lange sømme sys på maskine, alt andet, cirka 80% håndsys.
På anden prøvedag justeres så balance og pasform er perfekt. Der markeres til lommeplacering.
Inden anden prøvning sys beklædningsgenstandene så godt som færdigt.
Ved anden prøvning justeres de sidste detaljer, herefter og gøres sættet helt færdigt inden vi træffes fjerde gang, hvor jeg afleverer opgaven”.

Folkekirken eller den danske folkekirke er en evangelisk-luthersk kirke. Den er det største kirkesamfund i Danmark og indtager en grundlovsfæstet særstilling i den danske stat. 1. januar 2023 var knap 4,3 millioner mennesker, svarende til 72,1% af befolkningen, registreret som medlem af Folkekirken. Selskabet for Kirkelig Kunst er en selvejende institution støttet af Kirkeministeriet, etableret i 1927. Blandt initiativtagerne var maleren Joakim Skovgaard, billedhuggeren Einar Utzon-Frank og arkitekterne Kaare Klint, Harald Lønborg-Jensen og Anton Rosen. Formålet er, gennem faglig rådgivning af menighedsrådene, at bevare og videreudvikle de danske folkekirkers inventar som en levende del af kulturarven. Selskabet rådgiver om farvesætning, møbler, belysning og tekstiler. Når det gælder kirketekstiler, kan tekstilerne udføres og/eller vedligeholdes på eget broderiværksted.

Selskabet for Kirkelig Kunst holder til i et smukt okkerfarvet hus fra midten af 1700-tallet på Frederiksholms Kanal i København. Aktiviteterne foldes ud på tre etager: stuen, hvor der er kontor, mødelokale og tekøkken, 1. sal, hvor der er broderiværksted, og 2. sal, under taget, hvor der er et stort bord til oplægning og ikke mindst plads til at arkivere tegninger og stofrester fra afsluttede projekter.

Der hersker ophøjet arbejdsro i huset. Jeg har på forhånd fået at vide, at her er travlt, meget travlt. Jeg bemærker roen og Lizzi, som har broderet her siden 1992, sige, at man kan rubbe neglene, når man syr, men man kan ikke skynde sig, slet ikke når man har travlt. “Vores metode til at nå i mål med opgaverne er fordybelse. At komme i flow er en forudsætning.”

Fernanda, som har været her fast siden 2018 supplerer: “Når vi har travlt, får vi fred. Vi kommer i en boble af indvendig ro og glemmer os selv. Det er mentalt sundt at arbejde her.”

Hun er i gang med vedligeholdelse af en af fire messehageler fra Århus Domkirke, de er syet efter designforlæg af Dronning Margrethe II og taget i brug i 1994.

Dronning Margrethe II har tegnet mange kirketekstiler, som er udført på værkstedet, og ved flere tilfælde har hun selv broderet med.
Reparation og vedligeholdelse er et af broderiværkstedets ben; et andet, det som fylder mest i kalenderen, er at brodere og montere nye messehagler og andre former for kirketekstiler.

Banja, som er daglig leder af Selskabet for Kirkelig Kunst, rydder et bord ved vinduet. Hun serverer kaffe og æbler fra sin have på landet for brodøserne Lizzi og Fernanda, og undertegnede.

 Banja er stadig ny i et selskab, hvor man holder længe.

Lizzi var frem til 2022 både daglig leder og brodøse – en position, hun ‘arvede’ i 2005 efter sin mor, Lillian Damgaard Christensen.

84-årige fru Christensen, som stadig er aktiv brodøse, når der er spidsbelastning på værkstedet, begyndte sin karriere som hjemmebrodøse tilknyttet Selskabet for Kirkelig Kunst.

“Da min mor overtog værkstedet i 1982, var guldbroderi ikke efterspurgt. Tidligere blev der broderet guld flere steder i byen, både til uniformer og til kirken, men op gennem 60’erne og 70’erne blev kirketekstilerne i stor stil vævet eller trykt, og guld til uniformer importerede man billigere fra Indien og Pakistan”, forklarer Lizzi og fortsætter: “Min mor afløste fru Rindom Thomsen, som var syg og skulle pensioneres. Forretningsudvalget spurgte min mor, som de vidste var dygtig, om hun ville overtage, og hun takkede ja til opgaven.

Fru Rindom Thomsen skrev, da hun sendte nøglen med posten: Fru Christiansen – værkstedet er et fallitbo, men det har et godt navn.
Lokalerne var møgbeskidte, og hele familien hjalp med at få stedet genrejst. Jeg var 15 år.
Min mor havde været hjemmearbejdende med fire børn, nu vi var store og behøvede hende ikke længere på heltid, det var fantastisk at se hende blomstre og gøre det, hun syntes var bedst i verden. Broderiværkstedet blev hendes femte barn, og hun fik rigeligt at gøre, både fordi hun var energisk med at tage på konsulentbesøg i kirkerne, og fordi moden skiftede.
Kirketekstiler spejler deres samtid, de fineste er samtidig eviggyldige eller kan i hvert fald holde 30-50 år, uden at man bliver træt af dem.”
Efter et øjebliks pause tilføjer Lizzi: “På trods af min mors glæde ved faget og hendes succes frarådede hun mig at blive brodøse. Det er brødløst, sagde hun, bliv sygeplejerske. Alligevel gik jeg den vej, og jeg har aldrig fortrudt.”

At samskabe en messehagel

Messehaglen er en vigtig del af den kunstneriske udsmykning i den danske folkekirke. Nogle kirker har en hagel, andre har flere til anvendelse på forskellige tider af kirkeåret.

Når kirken ønsker at anskaffe en ny, er det en lang og kostbar proces.

Nogle kirker vælger at sende et brief ud, for eksempel gennem Billedkunstnernes Forbund.

Sådan har det for nylig været i min lokale folkekirke. Blandt de indkomne forslag blev der udvalgt tre, som fik honorar for at fremstille et færdigt forslag, og blandt dem blev der udvalgt en kunstner til at udføre opgaven.

Nogle menighedsråd beder Selskabet for Kirkelig Kunst om at komme med anbefaling til valg af kunstner. I de tilfælde anbefales tre forskellige, hvorefter det anbefales kirken at tage en samtale med dem alle, inden de beslutter sig.

Andre menighedsråd ved, uden tøven, hvem de gerne vil have til at tegne deres nye messehagel, og retter en direkte forespørgsel til kunstneren.

Hvis messehaglen bliver tegnet af en kunstner og skal broderes, sker det oftest på broderiværkstedet hos Selskabet for Kirkelig Kunst, som bemestrer guldbroderi.

Værkstedet bestiller i nogle tilfælde metervaren til haglen hos en væver, i andre tilfælde fra en stofleverandør.

Hvis messehaglen derimod bliver til i samarbejde med en kunsthåndværker, som selv væver, eller en, som trykker, foregår produktionen hos den pågældende kunsthåndværker. Broderiværkstedets tilknyttede skrædder kan i de tilfælde hjælpe med monteringen.

Trin for Trin

Jeg beder Lizzi forklare, hvordan processen foregår, når et samarbejde er etableret?
“Det er meget forskelligt, afhængigt af om der er tale om en kunstner, som allerede har erfaring med at tegne messehagler, Rikke Salto for eksempel. Hende har vi arbejdet sammen med i 25 år. Rikke er meget interesseret i farver og har stærke holdninger til valg af tekstil. Det fører altid til forhandlinger, hvor vi må sige, at hvis du vælger dette materiale, så er der et antal begrænsninger i valg af garner og syteknik; er garn og syteknik det væsentlige, må stoffet underlægge sig. Når vi er enige om udgangspunkt, går vi i gang med at sy prøver”.

Lizzi og Fernanda udveksler erindringer om et stykke meget tætvævet tekstil og en mælkebøtte, som de måtte insistere på at sy med nedlagt syning for at få projektet til at lykkes.

Er det en irriterende situation, spørger jeg?
“Nej”, svarer de to brodøser samstemmende, og Lizzi fortsætter: “Samarbejdet er alfa og omega for at opnå et godt resultat. Kunstnerne skal levere en stærk idé og en god skitse.

Vores arbejde som brodøser er at fortolke og oversætte. Udfordringerne er det bedste ved vores job, det er der, vores kreativitet bringes i spil, og det er, når vi laver broderiprøver, vi udvikler os fagligt.”

Når der er tale om en kunstner, som ikke tidligere har tegnet en messehagel og måske aldrig har arbejdet med tekstil, hvordan hjælper I da processen på vej?
“Vi tager en samtale om, hvilke forudsætninger som er givne, og hvilke proportioner som fungerer. Det handler blandt andet om, at der skal være en lige hals bagtil, som kan dække den stive skjortekrave, som bærer pibekraven, det handler om at korset skal sidde så højt, at det ikke havner på numsen, og at man kun kan have guldbroderi på torsoen; hvis der skal gult ud, hvor messehaglen folder, må man løse det med gult garn”. Lizzi fortsætter: “Det er altid et sats, når vi anbefaler en ny kunstner”. Hun nævner en lang række af gode samarbejder og siger flere gange, jeg får kuldegysninger, når jeg tænker på, hvor smukt, hvor stærkt, hvor … og fortsætter: “Jeg glæder mig til, at Banja med sin kunsthistoriske viden kan bringe endnu flere nye samarbejdspartnere i spil.”

 Banja tager over og siger, at man ser flere og flere samtidskunstnere interessere sig for kirken og kirkerummet, et lysende eksempel er Alexander Tovborg, som i 2023 forvandlede Kunsthallen Charlottenborgs sydfløj til en totalinstallation med kirkens rum som arkitektonisk og konceptuel ramme.

Du har trukket dig som daglig leder og har givet stafetten videre, konstaterer jeg henvendt til Lizzi.
“Det er sådan, at jeg ud over at brodere, gerne vil fremtidssikre faget.
Jeg har haft orlov to dage om ugen de seneste to år, for sammen med Sandra Wolsgaard at udgive onlineplatformen broderihaandbogen.dk. Her har vi samlet sting, broderiteknikker og deres historie for at medvirke til at bevare den viden og de historier, der har fulgt håndarbejdet gennem generationer og skiftende tider, i forhåbning om at kunne vejlede og inspirere til udøvelsen af broderi fremadrettet.

Håndbogen kan benyttes gratis; både vores arbejde med at lave den, og driften er fondsfinansieret.”

“Jeg har hele tiden vidst, at jeg en dag ville stoppe som leder, men ikke som brodøse, for at få mere tid til formidling – en formidling, som foruden broderihåndbogen foregår i form af foredrag, workshops og undervisning af professionelle, det kan være på teatrene eller på designskolerne.

Da Anne, min sekretær gennem 15 år, stoppede, var der en naturlig anledning til at lave et skifte.”

 “Der var mange, som søgte jobbet som daglig leder, herunder Banja.”

Vagtskifte

“Det var dejligt, at I valgte mig”, tager Banja over.

“Jeg vidste ikke særlig meget om Selskabet for Kirkelig Kunst, da en ven til mig spurgte: “Kender du en ildsjæl, som har lyst til at arbejde med Lizzi Damgaard og hendes brodøser?”

Jeg har altid interesseret mig meget for tekstiler – en interesse, jeg ikke har kunnet få afløb for i kunstverdenen, og jeg er meget optaget af Arts and Crafts-bevægelsen. I mit næste liv skal jeg have et tekstilgalleri. Man ikke leve af det endnu. Men det kommer, der er en øget interesse for tekstilkunst, i takt med at der er en øget interesse for kvinder i kunsten.”

“Jeg googlede og så, hvem som i sin tid havde stiftet selskabet, det var alle navne, jeg kendte til fra min baggrund. Jeg er datter af et højskoleforstanderpar og er rundet af det grundtvigianske højskole- og frimenighedsliv.

Når kunstverdenen har været for broget, har jeg af og til tænkt på at læse teologi, jeg har også tænkt på at søge job i Kulturarvsstyrelsen.

Pludselig pegede alt i samme retning, og jeg vidste, ikke så meget med mit hoved som med min mave, at jeg skulle søge jobbet, og jeg tænkte, at med en beliggenhed tæt på mit galleri, og med en 20 timeres ansættelse, ville jeg kunne overkomme begge dele.”

En af de opgaver, du har som leder, er konsulentbesøg i kirkerne. Jeg forstår, at I ikke kun rådgiver om tekstiler, men om al indretning?
“Ja, vores overordnede formål er at rådgive menighedsrådene om indkøb af inventar. Vi tilbyder gratis konsulentbesøg i hele landet. Et konsulentbesøg indebærer et besøg i kirken af mig og en eller flere af selskabets kunstneriske rådgivere.

Her taler vi med menighedsråd og andre interessenter om ønsker i forhold til vedligeholdelse og forandring. Efter besøget udfærdiger jeg en rapport med vores anbefalinger. Det kan handle om farvesætning eller om at få tegnet nye kirkebænke eller andet inventar og naturligvis om kirketekstiler. Er der tale om tekstiler, som skal vedligeholdes, repareres eller nye tekstiler, som skal broderes, kan vi være behjælpelige på broderiværkstedet. Er der tale om tekstiler, som skal væves, eller om møbler eller andre genstande, henviser vi til relevante arkitekter, kunsthåndværkere og håndværkere.

En rapport kan også anbefale at gøre så lidt som muligt, jeg har netop været på et besøg, hvor ønsket var at skifte alle kirkebænkene ud, og hvor vores anbefaling tværtimod var at bevare.”

“En anden opgave, som er present, er en bog om Selskabet for Kirkelig Kunsts 100-års jubilæum. Her skal jeg både søge penge hos fondene, samle materiale og redigere.

Ja, og så er der den almindelige daglige administration og markedsføring, mon ikke også jeg vil blive inviteret ud som foredragsholder?”

Related stories

Honoured

The 2020 Finn Juhl Prize enabled me to...

UPCYCLING

Our mission is to help Textilia (formerly De...

The GLASS STUDIO ON Tåsinge

In 2016, I visited Swedish maker Lena Ljungar...

Countdown to launch 

Rønnebæksholm’s programme for 2025 is focused on tactile...

CONVERSATION

I first met Andreas Nobel in 2022 during...

bogen HÅNDVÆRK

Released (in Danish) in 2018, this book is...

This website uses cookies

We use cookies to personalise content and ads, to provide social media features and to analyse our traffic. We also share information about your use of our site with our social media, advertising and analytics partners who may combine it with other information that you’ve provided to them or that they’ve collected from your use of their services.